x
Faithless : Tinderbox, Rød Scene

Faithless , Tinderbox, Rød Scene

Faithless : Tinderbox, Rød Scene

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Tidens populistiske musik er stærkt præget af EDM og diverse dancehall-fortolkninger. Dette ses på en stor del af Tinderbox-plakaten med navne som Major Lazer og Axwell Ingrosso, der trækker lige så meget publikum som fadølsboderne. Ærgerligt, ville flere måske mene, især hvis man er på udkig efter andet end computermusik fremført af absurd hoppende såkaldte musikere. Efter en sådan oplevelse kan man spørge sig selv om, hvorvidt elektronisk musik faktisk kan fremføres organisk og live, og ikke bare ved et tryk på en knap og en epileptisk basarm. Men 90'er-nostalgien kan hurtigt overmande sådanne musikalske udfordringer, især hvis man har at gøre med et entourage bemandet af Maxi Jazz og Sister Bliss.

Det skulle dog vise sig, at 90'er-nostalgien ikke bare var søvnløshed og guddommelige dj's, men i virkeligheden et helt orkester, der på formidabel vis mixede det elektroniske med funken. Det kan rent faktisk fremføres live, og til trods for Faithless' ellers monotone bagkatalog viste denne koncert sig at være en aldeles varieret en af slagsen.

Pladsen var proppet, og det var med god grund. Foruden læderjakkerne, der var gået til americana-rock på Gul Scene og den umættelige ungdom til et overproppet Magicbox, var alle vi andre mødt op foran Rød Scene for at opleve nogle vaskeægte legender. For havde det ikke været for Faithless, havde Morten Breum, Major Lazer og Swedish House Mafia nok ikke været, hvad de er i dag. Og otte minutter før tid bevægede et massivt orkester sig ud på scenen til lyden af ambiente basrytmer, synths og bongotrommer. Kort tid efter fremtrådte selve ansigtet udadtil fra røg, badet i rødt.

Transcenderende søvnløshed

Hitmaskinen rullede kraftigt helt fra start, og var man blandt de sene fremmødte, der jo som regel er et hyppigt tilfælde på enhver festival, var der allerede få minutter inde i sættet stor chance for, at man var gået glip af de stilsættende rytmer i "God Is A DJ" og "Insomnia". Begge numre var bakket op af et suverænt backingorkester, bestående af alverdens percussion, tung bas, synths og kor med Maxi Jazz' messende vokal i front.

Musikken var altså i sit højsæde, og ligeså var det visuelle med det medbragte transcenderende lysværk, der hurtigt indfangede enhver i publikum i den karakteristiske lyd fra London. Festen var ikke af sin helt massive slags, hvilket dog hurtigt fremstod som et positivt træk i koncerten, da publikum netop virkede mere opmærksomme på, hvad der foregik blandt scenens forskellige musikere og det, Faithless-figuren havde på hjerte. Og Maxi Jazz var netop ikke i sit indadvendte hjørne med sine gentagne forsøg på samtale med publikum og en fællessang, som kulminerede i koncertens definitivt sidste nummer "We Come 1".

Det skulle dog ikke være et udelukkende nostalgitrip, der skulle præge aftenens koncert, da Faithless så storslået beviste, hvordan musikken af en tid ikke nødvendigvis gror fast. Hovedkomponist og keyboardspiller Sister Bliss viste, bakket op af sit massive orkester, hvordan elektronisk musik i virkeligheden bør fremføres. Ligesom alt andet musik er det meget sjovere at se og høre det i virkeligheden. Og det var lige præcis det, som Faithless mestrede denne aften, da musikken fra 90'erne fik nyt liv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA