Faith No More: Tinderbox, Blå Scene

Faith No More, Tinderbox, Blå Scene

Faith No More: Tinderbox, Blå Scene

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Sidst det amerikanske og aldeles udefinerbare orkester Faith No More gæstede Danmark, var på Roskilde Festival i 2009. Den kollektive spilleglæde var genfundet, og der var uden tvivl noget i gære. Næsten seks år skulle der dog gå, før Mike Patton og co. igen begyndte at røre på sig, og i maj ramte bandets ottende album så gaden, 18 år efter sidste studiebesøg. Men til trods for næsten to årtier væk fra rampelyset er Faith No More et band, der aldrig er blevet glemt, og ethvert barn af 90'erne var derfor overbevist om, at Tinderbox havde gjort sig noget af et scoop med denne booking.

Mange var kommet for den engelske flødebolledreng Robbie Williams, og det kunne ses på det beskedent fremmødte publikum foran Blå Scene. Men til trods for dette var energien helt i top blandt publikum, og forklaringen skulle komme få minutter efter, at Mike Patton, Billy Gould og alle de andre havde indtaget scenen. Iført matchende Hare Krishna-lignende hvide kjortler, perlekranse og en scene prydende en overflod af alverdens blomsterfarver var selvironien at fornemme ved det image, som orkestret fra San Francisco efterhånden har opbygget. For som navnet antyder, sammensat med sceneoptrædenen, er det åbenlyst, hvordan Faith No More ikke giver en fuck for, hvad folk tænker om dem. Dette bekræftes desuden i Mike Pattons imponerende cv, der spænder over alt fra zombie-stemmer til italiensk croon.

Faith No More kan måske mest af alt defineres som en form for eksperimenterende avantgarderock, og selv sådan en størrelse kan være svær at sætte en finger på. Men med det nye album Sol Invictus virkede det dog oplagt at starte ud med første single "Motherfucker", der så en duet mellem keyboardist Roddy Bottum og Mike Patton. 90'er-maskinen kørte derefter med fart på, og der gik ikke længe før, det usynlige tag over Tusindårsskoven så småt begyndte at lette med nummeret "Epic" fra dengang, hvor MTV faktisk havde noget at byde på.

Begravelsen af det stilrene

Trods et ellers massivt bagkatalog bar aftenens sæt dog stort præg af numre fra Faith No Mores seneste udspil, Sol Invictus. Dette var dog også med god grund, da dette album er et massivt skridt tilbage til dengang, det hele startede. Det umiddelbare højdepunkt fandt dog sted ved "Midlife Crisis", der forklarede, hvorfor Mike Patton bør anses som en af verdens bedste vokalister. Med en vokal, der kan ramme alt fra de dybeste skrig til den fineste falset havde publikum svært ved at synge med, trods deres entusiastiske forsøg. Undervejs i koncerten hørte vi dronede passager og old-school synths, der ofte udviklede sig til tunge guitarriffs, blandt andet i nummeret "Ashes To Ashes" fra den umiddelbare afskedsplade Album Of The Year.

Der blev spurgt ind til livet, og festivaluniformen fandt sin fan i Mike Patton, hvorpå publikum entusiastisk bombarderede ham med regnfrakker. Det forgæves forsøg på stilistisk at passe ind med festivalmoden blev hurtigt afløst af en messende fælleschanting, og med seneste skud på singlestammen "Superhero" forlod Faith No More beskedent scenen.

Få minutter senere var de matchende herrer dog tilbage på scenen, der mest af alt lignede et kirkealter. Forklaringen på deres korte tur backstage lå i, at de alle sammen lige skulle skide, for det sker jo, når man når den alder. Og ifølge Mike Patton skulle alle vennerne blandt publikum uden tvivl også nå dertil, som det blev pointeret med beatboksende pruttelyde.

Faith No Moe beviste med et encore bestående af nyt sm gammelt og endda et konkluderende cover af Bee Gees-nummeret "I Started A Joke", hvordan en stilren attitude er fuldstændig ligegyldig, så længe man er dygtig til det, man laver. Og det er lige præcis det, Faith No More så overdådigt mestrer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA