The Entrepreneurs : Roskilde Festival, Rising

The Entrepreneurs , Roskilde Festival, Rising

The Entrepreneurs : Roskilde Festival, Rising

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sidste band på Rising-scenen mandag var The Entrepreneurs, i studiet en duo alias sanger og guitarist Mathias Bertelsen og guitarist Anders Hvass, live udvidet med trommeslager Jonas Wetterslev. Bandet viste sig dog hurtigt at være så godt sammenspillede, at man ikke kunne forestille sig andet, end at de tre altid musicerede sammen, og de var da også placeret på rad og række helt fremme ved scenekanten – som gruppen kom langt ud over.

Musikken blev af konferencieren præsenteret som melodisk punk, selv kalder de den "noise and romance", og begge dele er ganske passende betegnelser. Sangene var fortrinsvis hurtige, intense og aggressive, men samtidig var de usædvanlig melodiske for et punkband. Det skyldtes først og fremmest Mathias Bertelsens store, ekspressive og meget flotte stemme, der var langt mere skønsangsorienteret end den typiske punksanger, men på samme tid så desperat og indtrængende i sit vokalforedrag, at han på intet tidspunkt kom til at fremstå som en duksedreng. Musikken var samtidig så simpel, at den pegede mere mod punk end post-punk, og selvom der ikke var en bassist i lineuppen, var der masser af bund i guitarerne, så lydbilledet fremstod ingenlunde for luftigt. Faktisk lød det flere gange grangiveligt, som om der var en bas i lineuppen.

Det hvide lys blinkede i samme hæsblæsende tempo som de ofte primitivt dunkende, men alligevel inciterende trommer, og et par gange blev en mindre konfettikanon også fyret ud over publikum, om end den kun ramte de forreste par rækker. Den megen røg på scenen fik de tre musikere til at fremstå som silhuetter i sommernatten, der ikke bevægede sig meget frem eller tilbage på scenen, men spillede med voldsom intensitet, og der blev ikke talt meget til publikum ud over annonceringen af en håndfuld sangtitler.

Et par mere afdæmpede numre undervejs viste, at The Entrepreneurs også kan bevare intensiteten i andet og tredje gear, ja faktisk var disse sange blandt koncertens bedste netop grundet den musikalske variation, selvom det heftige minihit "Brutal Summer" også vakte en del begejstring. Gruppen har for nylig skrevet pladekontrakt med entreprenante Nelson Cans pladeselskab Like a Can of Bean Records, og der er god grund til at holde øje med dem. Især med en sanger som Mathias Bertelsen er de foran på point.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA