Bob Hund : Roskilde Festival, Avalon

Bob Hund , Roskilde Festival, Avalon

Bob Hund : Roskilde Festival, Avalon

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

"Planeten er blevet som bob hund; da vi kom frem i halvfemserne, var der ingen der vidste, hvad vi snakkede om", lyder det fra bob hunds flamboyante sanger Thomas Öberg midtvejs under deres åbnings koncert på Avalonscenen. Godt observeret, for der er løbet meget i vand i åen siden, og det alternative skandinaviske publikum har for længst erklæret dem deres kærlighed, og den er om noget gengældt.

"Intet tilhører bob hund, vi har lånt vores instrumenter i København og på et gymnasium i Skåne." Bandet har åbenbart solgt alle deres instrumenter og gear på auktion, og akkurat som ved deres koncert på Jazzhouse i foråret slap bandet sig selv løs på lånte instrumenter. Efter en nedtælling med vocoder, som gentog "Roskilde Festival" igen og igen, blev Folkmusik För Folk Som Inte Kan Bete For Sig Selv sendt af sted med en pirrende keyboardflade, hvorefter Tinitus i Hjärtet med sine bastante trommer lød som junglelyd på et fastfrossen synthesizertone.

Blommer På Brinnande Fartyg bliver pakket ind i et tungt drivende basddrive, hvor Jonas Jonasson spacede synthesizertoner bobler som et glas champagne godt fasttømret af en motorisk rytmik, alt imens Öberg iført sin sorte harlekinmaske får svunget omkvædet op med en næsten schlageragtig pondus. Som et energisk køter med fråde om munden får bandet med denne sælsomme sanger pisket stemningen op til uanede højder. Stor indlevelse og nerverne ude på tøjet er en del af showet. Som en anden dirigent svinger Thomas Öberg den musikalske taktstok og udstikker kommandovejen til at være så aparte som muligt, og det med en ganske overrumplende effekt som på den eurodisco-agtige Hjärtskärende Rätt og den sprængfarlige Et Fall Och En Løsning, der når ekstatiske højder med et publikum, der hopper rundt af bar glæde.

Fra den nye ep skydes Hollywood Nästa i en søsyg udgave, der er spundet over det samme totakts-beat, mens den ustyrlige Det Överexponerade Gömstället udmærker sig ved Conny Nimmersjös skæve guitardrejninger, der er som skåret i tungt granit. Da Thomas Öberg mod slut erklærer "Intet tilhører mig, som er på scenen, undtagen bob hunds kærlighed til jer," er ingen vist i tvivl om, at det er velment. For selv om bob hund er et band, der musikalsk skider til kanten og helst lidt til, logrer den glad med halen, når den er i øjenhøjde med sit publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA