Timbuktu : Roskilde Festival, Arena

Timbuktu , Roskilde Festival, Arena

Timbuktu : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Der er ikke så mange svenskere på Roskilde, som der har været. Jeg ved det af erfaring. I 1997 kunne jeg vandre ind og være omklamret af høje, blonde flickor, så snart jeg kom ind i Grøn - de tider er forbi. Alligevel er den svenske ånd en essentiel del af, hvad Roskilde repræsenterer, Selv med Bob Hund på programmet onsdag aften indkapsler ingen mere den frie levende ånd end Timbuktu. Heldigvis er han fuldstændig ligeglad, for til denne koncert er vi alle sammen lige - og bliver tiltalt sådan.

Den lille skånske kanariefugl

Efter åbningstalen fra de to konferenciers på Arena flyder tonerne af Bob James' undervandsfunk "Nautitlius" ud i den grønblå teltdug. Den cool og afdæmpede attitude i nummeret bliver hurtigt afløst af Damn! - Timbuktus backing-orkester, der skridter ind og indtager deres positioner som hornblæsere, percussionister, guitarister og meget mere. Med mere end et dusin musikere på scenen er det tid til, at Timbuktu skal gøre sin entre. Den lille skåning blafrer ind på scenen; med sine gule bukser ligner han en legesyg kanariefugl - den næste halvanden time kommer vi på træk rundt i verdensmusikken.

Samspillet med bandet går gnidningsløst fra en old school, organisk lyd og over i elektronisk univers. Med nummeret "Spring" fra sit seneste album flakser Timbuktu både lyrisk og fysisk ud. At turde er at tage springet siger man, og Timbuktu svæver med åbne vinger ufortrødent ud i en flot version af den på en gang hæsblæsende og luftige "Spring". Det er, som om han har sat sig for, at der skal knald på fra start, og "Dødsdansen" hvirvler med sin hektiske temposkift også de ind i koncerten, der ikke er vokset op med "Rädda Joppe".

Den smukke Belinda Malaika kommer på Arena til "Mistänkt". Hun har de tre åbenlyse kvaliteter, at hun synger, danser og ser ud som en drøm. Hun er sikkert også vældigt flink, men i denne sammenhæng, er de tre rigeligt. Koncerten igennem har den afrosvenske skønhed et fantastisk samspil med Timbuktu, og hvis det ikke var fordi, han rappede så pissefedt, skulle man nærmest tro, at man var til verdensmusik-festival.

"Bror från en annan mor"

Den første del af koncerten har primært indeholdt numre fra Timbuktus nyere album. Den mest bekendte personage herfra må siges at være Timbuks gamle kompagnon Chords, der gæster på "Bananskal Blues"; det sovsede, søde nummer får vi også serveret. Den tårnhøje ærkesvensker synger r'n'b som en drøm og rapper endnu bedre. Sammen bliver de linket mellem fortid og fremtid, og "För Länga Sen", deres version af Ahmads "Back In The Back", som de indspillede som et af deres første numre, tager virkelig kegler. Da der oven i købet bliver lagt computer skønsang på fra et Damn!-bandmedlem er der ikke et øje tørt. Autotune - nej tak. Talkbox - hell yeah!

Det foreløbige indtryk er, at Timbuktu har ladet musikken og kropssproget tale, men nu er det imidlertid tid til at fortælle Arena, hvor skabet skal stå. Han erklærer, at Danmark er det bedste hiphop-land, Olof Palme er den sidste retskafne politiker, og at det svenske Fremskridtsparti og Dansk Folkeparti er lige til at lukke op og skide i. Derefter spiller han "Det Luktar Rök", og det er så gennemsyrende smukt at få et hårdt serveret politisk budskab for en så glad musiker. Man mærker, at det er en kunstner, med pjuskede fjer, der svarer igen med det næb, som har gjort ham fortræd. Hårde ord fra en blid mund.   

Mod koncertens slutning spilles den medrivende og opgivende "Alla Vill Til Himlen Men Ingen Vill Dö". Den inciterende melodi og hans speed-rap får de forreste rækker til at gå i ekstase, og selv uden for teltet bliver der vrikket med hofterne til den lommefilosofiske galgenhumor. Hans seneste hit "Resten Af Ditt Liv" runder koncerten af, før Timbuktu søger mod varmere himmelstrøg. Gennemgående har Timbuktu kæmpet med at piske en stemning op. Til trods for en aura af positivitet er der ikke så megen bevægelse i rækkerne. Det skal dog ændre sig nu.

Det forløser sig til sidst!

Uden megen omsvøb går Timbuktu og Damn! af scenen. Det er som om alle ved, hvad klokken er slået, for naturligvis kommer de tilbage. Timbuktu begiver sig ud i den bittersøde kærlighedhedsballade "Det Löser Sig". Her får han hjælp, ikke bare af Chords, men også af Supreme fra LoopTroop Rockers, der føjer endnu en lyrisk dimension og et ekstra energibatteri til koncerten, så vi nærmest er oppe på 11. Til sidste serverer Timbuktu "Stirra Ned", der er så ligefrem og banal og samtidig fængende og fængslende, som noget nummer fra den svenske visetradition kunne ønske sig at være. Her tænker man, hvor synd og skam det er, at vi har fået danskhall, og svenskerne har fået Timbuktu.

Timbuktu mødte Roskilde med livsglæde og spilleglæde. Han var ikke nødvendigvis på hjemmebane, men sammen med bandet tilrettelagde den ellers impulsive rapper en kunstnerisk overlegen præstation.                


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA