x
Roskilde Festival : Ryan Adams, Orange

Roskilde Festival , Ryan Adams, Orange

Roskilde Festival : Ryan Adams, Orange

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Den amerikanske sangskriver Ryan Adams havde alle odds mod sig, da han åbnede Orange Scene torsdag. Solen, vinden og ikke mindst Father John Misty på Avalonscenen. Oveni det et stærkt fraværende publikum, og dem, der var der var dårligt opdraget og ville hellere snakke. Klædt i denim, camoufleret bag store solbriller med et skrigende gult stel, en Black Flag T-shirt og med et stort uglet hår gik han sammen med sit velspillende band til stålet uden at virke synderligt påvirket.

Gimme Something Good hentet fra det nye album i eget navn lukkede sluserne op med brusende Hammond og en solo fra Adams, der åbenbart blev for meget for hans forstærker. Smågrinende konstaterede den normalt ellers så mutte musiker "the solo was too intense for my amp". En smadret forstærker i første nummer, så var festen godt i gang. To Be Young (Is to Be Sad, Is to Be High) fik derpå en hårdhændet rock'n'roll overhaling, hvor den insisterende rytmebund lød som en bumlende godstog på afveje.

Det var i bagkataloget, at Adams og band gik på rov. Især hans to bedste album Heartbreaker og Gold var rigt repræsenteret, og heldigvis for det. For manden har jo nærmest ikke lavet noget, der kan matche dem siden. Alt for ofte har Adams skudt med spredehagl og haft svært ved at tøjle sit uomtvistelige talent med en sand strøm af album af tvivlsom karakter. På det seneste album har den formidable sangskriver dog atter udvist en vis selvdisciplin og fokuseret på de gode sange.

På den riffhuggende Stay With Me lagde Adams og hans band glohedt ud, hvor han sammen med sin anden guitarist viste formatet i gnistende sammenspil, mens den fintfølende Kim blev sendt af sted som en glimtende pophymne. De to markante ballader When The Stars Go Blue og Come Pick Me Up blev hevet himmelhøjt op med Adams skærende mundharmonika som fyldig kontrast. Her viste Ryan Adams om noget formatet, som en sangskriver, der midt i al modgangen på Orange turde stå ved sig selv, og gjorde det med stil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA