x
St. Vincent: Arena, Roskilde Festival

St. Vincent, Arena, Roskilde Festival

St. Vincent: Arena, Roskilde Festival

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Der var engang, hvor der huserede et pokkers postyr om, hvorvidt kvinder kunne spille guitar. Ud over at hele den diskussion er noget forbandet vrøvl, burde de mølædte, reaktionære herrer, der ledte an, måske have indfundet sig til messe på Arena denne torsdag aften.

Her viste Annie Clark, lille af kropsbygning, med overdreven blå øjenskygge, røde læber og sort hår, hvordan man kan nytænke guitarens seks strenge i forvrænget orgasme. Med et minimalistisk setup bestående af trommeslager, to gange synth, hvor den ene af og til skiftede til guitar, fyldte St. Vincent teltet med moderne vellyd – og fuzz-guitar!

Den klassiske Windows-computer-stemme bød velkommen, før St. Vincent lagde ud med "Marrow". Vi fik fra start af guitarsolo og trippy effects. Guitarriffet spillede tight sammen med trommerne og anslog stemningen.

Futuristisk sceneshow

Der er uden tvivl lagt megen omtanke bag sceneshowets robot-agtige koreografi. I "Birth in Reverse" så vi de første eksempler på små, stive musetrin hos Clark og hendes medguitarist, der gav indtrykket af at se noget kunstigt og stift, samtidig med, at følelsen var organisk.

"Regret" ramte som en tung hammer, hvor der blev indbudt til heftig guitarsymbiose, som kunne trække tænderne ud på selv den mest velbørstede kæft. Clark sluttede af med et tordnende tornadoløb ned ad gribebrættet. Et råt og aggressivt udtryk i et ellers timet og tight lydunivers.

I "Cruel" viste Clark endnu engang flair for at få guitarens muligheder til at overskride sine grænser med pitch-shifting, og som hun trådte frem på scenen for at give inderligt los i guitarlir, lød der et jublende sus blandt publikum. Ren guitarheroisme!

Simpelt, men virkningsfuldt

Clark stod foran et lille trappepodie, tre trin, og bagbanneret var en hvid figur. I "Cheerleader" bevægede hun sig op i toppen, det føltes nærmest som high-fashion, som hun stod manequin-agtig og fik fem pigers kroppe blandt publikum til at lade sig falde tungt i takt til "I … I … I …".

Hun forblev stående, badet i grønt, under "Prince Johnny", hvor hendes skygge blev kastet op på det hvide lærred bag hende. På mange måder virkede sceneshowet som en fransk film fra 80'erne – simili og fordobling, refleksioner, overflade, der ved nærmere omtanke trækker dybere stik. 

Mens røgen dampede op fra gulvet under hende, snigende mod podiets top, slap Clark sig løs i endnu en guitarsolo, der i sit klimaks inddrog trommerne i heftig elskov.

Guitaren blev smidt indtil halvejs inde i "Rattlesnake", hvor vi atter blev budt på en guitarsolo med et syngende feedback. Et slag i ansigtet! Jeg mindes optagelser af Jimi Hendrix live, Fillmore East nytårsaften 1969, hvor han gav den slags opvisning i, hvordan den elektriske guitars pulserende støj kan forvandles til berusende ekstase.

Båret tilbage

Man kunne måske ønske, at mørket var faldet på uden for det ellers pænt fyldte telt, da "Surgeon" lød. Dens brutale melankoli lidt for dyster til den danske junisol. Her fyldte bandet ud med en bund the club værdig – pumpende bas og hårdtslående trommer.

Undervejs henvendte Annie Clark sig i to omgange til publikum med lyriske tiltag.

"Every Tear Disappears" kammede kortvarigt over i Depeche Modes "Personal Jesus", hvad der fik Ivan Madsen, succesfuld bilsælger fra Aalborg, til at kaste sig ud i heftig dans.

Da St. Vincent havde forladt scenen, ville publikum ikke længere give slip. Respektfuldt havde de lyttet, hænderne var oppe, når guitarlarmen var bedst, og nu da det virkede forbi, var det altså for tidligt.

I et melodramatisk tiltag blev Clark båret ind på en hviddækket divan. Det virkede som et maleri af Whistler. Hun rejste sig efter andet vers til fælles klap, der havde forplantet sig blandt publikum og præsenterede efter nummeret bandet.

Showet sluttede i højeste gear med Clark på skulderene af en sikkerhedsvagt, mens hun rakte hænderne ud over et elskende publikum. Trommerne bankede intenst, mens stroboskoplys understregede rytmen.

Clark faldt dramatisk om på scenegulvet og lå inderligt i knæ. Afslutningsvis fik vi en ekstra omgang syre i "Lips", men på det tidspunkt burde ingen blandt publikum være i tvivl om, at vi havde fået en opvisning i en søgende indierock, der inddrager grænsesøgende elementer fra andre genrer og forener det i et unikt udtryk.

St. Vincent kom og leverede på en sådan måde, at jeg personligt må hjem engang på søndag og øve mig lidt mere på guitar. En koncertoplevelse, der gør det velkendte instrument til uudforsket land. Igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA