x
Florence And The Machine : Roskilde Festival, Orange Scene

Florence And The Machine , Roskilde Festival, Orange Scene

Florence And The Machine : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hårfarven på hovedpersonen matchede scenen, da Florence and the Machine indtog Roskilde Festivals største podium. Et stort skridt op for Florence Welch & Co., der i 2010 gav koncert på den ret lille, nu hedengangne Odeon-scene. Siden da er deres succes kun vokset, og deres seneste album, "How Big, How Blue, How Beautiful", gik direkte ind på førstepladsen på hitlisten i både hjemlandet England og USA, og debuterede som nummer tre i Danmark. I sidste uge blev de så hyret som erstatning for benbrudsramte Foo Fighters på den enorme engelske Glastonbury Festival. Det må være svært at bevare pessimismen, hvis man hedder Florence Welch.

Den hvidklædte Florence Welch indledte koncerten ved at kaste tre roser ud til det talstærke publikum. Så var kontakten etableret, men musikken havde nok klaret det uden. Florence var overraskende stillestående i de første par minutter af åbningssangen "What the Water Gave Me", men så var det, som om hun var blevet ladt op, som en af festivalpladsens titusinder af mobiler, og hun kastede sig ud i en heftig dansen rundt og løben frem og tilbage på scenen, som fortsatte det meste af koncerten igennem.

Bemærkelsesværdigt nok uden at lyde det mindste forpustet og uden at miste en tone i sit imponerende sangforedrag. Florence Welch er simpelthen en fremragende sangerinde med et stort register, som hun kom hele vejen rundt i – i balladen "All This and Heaven Too" kom hun op i de tynde, men smukke luftlag, i eksempelvis "What Kind of Man" var hun anderledes dyb, fyldig og aggressiv – og som dirrede af følelser, ganske som hendes sangtekster. 

Florence fik også fortrinligt med- og modspil af sit kor på hele fem velklingende sangerinder, hvoraf de tre også med største selvfølgelighed viste sig at udgøre en saftig blæsersektion, som kom i spil på adskillige numre, blandt andet hittet "Shake it Out", som satte gang i heftig fællessang på den tætpakkede plads. Korpassager spiller i det hele taget en stor rolle i Florences velskrevne, stærkt iørefaldende og ofte højenergiske sange, og som hun selv sagde, ville hun gerne have et stort kor med sig altid, men det havde hun ikke plads til, så publikum måtte meget gerne synge med – og det gjorde de så.

Florences band har desuden noget så usædvanligt som en fast harpenist, Tom Monger, og hans smukke, klimprende toner udgjorde et elegant bidrag til en stribe numre, blandt andre "Cosmic Love", "All This and Heaven Too" og hittet "Spectrum".

Ved indledningen til "Rabbit Heart" opfordrede Florence publikum til at kravle op på hinandens skuldre. Selvom det gjorde udsynet dårligere for en del tilskuere, og potentielt kunne være farligt – denne koncert var ikke en af Roskildes på forhånd udpegede "high energy"-koncerter – fik det dog intensiteten til at stige yderligere, og det samme gjorde Florences mange løb ud til og hilsen på de forreste publikummer via gangene foran scenen. En enkelt gang foretog hun tilmed et lille crowdsurf.

Ved indledningen til "How Big, How Blue, How Beautiful" konstaterede Florence, at himlen over Roskilde var netop det – stor, blå, smuk og helt igennem skyfri – og det var for denne skribent et prægtigt syn at kigge ud fra pitten foran scenen over de store publikum, de mange faner – blandt andre ikoniske Alien og Ko – og himlen over dem, og så vende sig tilbage mod scenen og se og høre Florence og band fortsætte deres overlegne koncert. En optræden, hvor hits som "Spectrum" – med heftigt spil på trommesættets tam'er – The Source-coveret "You've Got the Love" og til sidst "Dog Days Are Over" igen og igen fik gang i fællessang, klap og hop.

Under "Dog Days Are Over" opfordrede Florence publikum til at tage deres T-shirt af og svinge den over hovedet. Den opfordring var der mange, der dog op – desværre ikke hende selv, om end hendes hvide bluse var næsten gennemsigtig – og sådan endte koncerten på et absolut klimaks.

Florence Welch havde det store smil på under det meste af sit show. Hun lignede én, der elskede sit job. Det gør jeg også lige nu.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA