x
Muse: Orange Scene, Roskilde Festival

Muse, Orange Scene, Roskilde Festival

Muse: Orange Scene, Roskilde Festival

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

(Arkivfoto, red.)

Mine damer og herrer, ingen nærmere bandpræsentation burde være nødvendig. På Orange Scene denne torsdag aften står tre fyre fra Teignmouth Devon: Muse. Det er ikke bare deres femte koncert på Roskilde, det må være deres femtusinde stadionkoncert i dette årtusinde.

Deres tekstunivers dystopiske verdensforestilling, deres sonisk udpenslede sci-fi-forestillinger, gør, at man ikke på forhånd ville undre sig, om det massive stenhoved fra filmen "Zardos" (1974) var kommet flyvende ud af aftenrødmen over Orange, spyttende med rifler og diktatoriske budskaber, "Zaaaardos", før eller midt under showstart.

I stedet får vi kopien af R. Lee Ermeys drill sergeant fra Kubricks "Full Metal Jacket" på storskærmene, før Matt Bellamy, Christopher Wolstenholme og Dominic Howard dristigt kaster sig ud i singlen, "Pshyco", fra seneste album, "Drones". 

Hvor den på indspilningen lyder af gedigen efterskolerock, får den bund og substans live, som den ringer ud over publikum på Orange. Måske man ikke altid kan fange stadion i et studie? Det åbner i hvert fald ballet med et brag. Bellamy smækker det droppede guitarriff ud af forstærkerne til Howies smækkende tønder – sikke et brag, den mand gemmer i sine spinkle overarme!

Store armbevægelser, lidt at kramme om

Det lover således godt allerede fra begyndelsen. Koncerten kommer dog ikke til at kunne løfte ambitionerne. Uanset hvor højt Bellamy kan komme i falset …

En tydeligt sundere Wolstenholme synger sublimt kor, selvom han ligner en, der blot endnu engang er stillet foran en mikrofon. Bellamy selv er i sin ansigtsmimik stoisk som en bautasten, selvom han indløser forventningernes forespørgsel om "knald på den guitar".

Det får vi især at mærke i "The Handler", hvor en glimrende legatoteknik a la den, Angus Young bruger i "Thunderstruck" bliver spillet note-perfect, mens Bellamy ligner én, der har gjort det lidt for mange gange før.

Folk klapper, fordi de ved godt, at de tre fyre deroppe kan spille, men man står og er i tvivl om, hvorvidt de egentlig rockede med? Kan man reelt det, når der ikke er mere end en stiløvelse, en tilfældig side i en gængs musiklærebog, på spil?

Rutinen klikker ind før "Plug in Baby", hvor Bellamy med hidsige guitarscratch kommunikerer med publikum. De vil gerne være modsvaret til hver salve fra plekterets gnidning op og nedad strengene, og nummeret vækker da også genkendelsens glæde. Særligt i center for scenen, i pitten, hvor man kunne mistænke, at gennemslagskraften for denne udøvelse i den moderne rocks dyder står stærkest i aften.

Mellem numrene får vi af og til lir fra rockmusikkens store sangbog. Led Zeppelins "Heartbreaker" bliver hevet ud i stor stil, og det lyder da også godt, det riff, det er da i hvert fald spillet mere tight, end en lettere fuld Page havde gjort det i '75.

Vi får et mellemspil, hvor særligt trommerne står i centrum. Det er fortjent. Problemet med den jam er, at det lidt taber et allerede lidt uinteresseret publikum. Giv os nu bare de hitz, som vi ved, at I har.

I "Madness" løftes stemningen en smule – sjovt, når man tager albummets lunkne reception i mente – og folk adlyder Bellamy, som han kommanderer deres hænder op. Det er i det hele taget et ganske effektivt pop-nummer i den rene Queen-skabelon. Dog føler jeg mig ikke særlig bevæget i sangens patosfyldte klimaks. Det er flot, det er albumværdigt, men det er ikke til stede under den nu mørke og kolde himmel, det tager dig ikke ved hånden, ryster ikke dine ben, klemmer ikke dit hjerte fladt.

Sikre hits

Heldigvis har Muse da et bagkatalog at rykke på. Forud for "Apocalypse Please" hjælper publikum stortrommen på vej til at efterligne de ominøse støvletramp fra albumversionen, mens Bellamy har indtaget en position ved klaveret.

Herefter får vi den ondeste Bond-sang, der aldrig er blevet brugt, "Supremacy", og den er med sit tunge riff fyrig og bombastisk, men den egentlige galskab – den der, der får dig til at spytte uhæmmet og glemme tid og sted – udebliver. Det er godt, bare godt, men på den samme måde som en Kung Fu-is også altid indfrier forventningerne om sodavandsis på en varm dag som disse Roskilde-dage.

Publikum vil ellers gerne være med deres helte. De klapper med, når de har chancen. Der bliver sunget med blandt fulde fyre i dyrekostumer og neonfarvede lys og friske venindegrupper. Desværre virker det som om, at trykket fra scenekantens øverste ligger på det poppede og ikke i at komme ud af pappet. Egentlig.

Vi får ellers konfetti og festlige stofstrimler skudt ud over det inderste af publikum, og den slags vækker jo altid begejstring. Godt vi kom i tivoli og så festfyrværkeri – som man kunne sige med et hint til årets åbnere på selvsamme scene.

Selvom Bellamy prøver at gasse folk op til at ryge med på "Time is Running Out", forbliver de lettere tamme, selvom de bliver samlet op mod nummerets slutning.

Rabalder

Det er alt sammen flot spillet. Bellamy får bevist, at han da nok forstår sin rolle som guitarhelt i det 21. århundrede. Hans guitarsolo i "Reapers" er da også et los i røven, den indbefatter alle dyder, der burde trække udskejelsen væk fra 80'ernes selvoptagede guitar-blær, men da ballonerne – eller hvad pokker man nu kalder de oppustelige runde dimser, der ryger ud fra scenen – bliver skudt ud, føles det alligevel som om, at man skulle have stået der for et mindre årti siden.

Heldigvis kan "Starlight" sætte gang i fællessangen, før "Stockholm Syndrome" bliver peppet op, uden at festen ryger op i et højere gear – bare rolig, mor og far, der blev ikke tabt nogle fyldte ølkrus på stuetæppet, mens I var udenbys.

Publikum jubler da jovialt. Og hvorfor ikke? Det er et af tidens største stadionbands på Orange Scene, men kedsomheden er for længst slået ind.

De afsluttende "Uprising" og "Knights of Cydonia" gør bod på bedre. Sidstnævnte indbefatter Wolstenholme på mundharmonika i Ennio Morricones "Man with Harmonica" fra Sergio Leones "Once Upon a Time in the West", før helvede bryder løs i, hvad kun kan kaldes en arbejdsmæssig sejr.

Festen nåede måske sit klimaks halvvejs, men det er først på disse sidste to, at hele pladsen egentlig er med. Og så er det sgu forbi. Bellamys forsøg på at være charmerende – "Tusind tak," siger han på dansk, og lovprisninger – er ikke helt nok.

Vi behøvede ikke en yderligere bandpræsentation, vi vidste nok, hvad vi fik. Vi ville nok bare have en snert af den samme galskab, som de tre fyres patosfyldte musik gennemsyrer deres og nu vores paranoide fantasi med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA