x
Marina & The Diamonds : Nibe Festival, Hovedscenen

Marina & The Diamonds , Nibe Festival, Hovedscenen

Marina & The Diamonds : Nibe Festival, Hovedscenen

Anmeldt af Jan Lambæk Hansen | GAFFA

På festivalens andendag havde flere mennesker fundet vej til Skalskoven sammenlignet med andendagen sidste år. Ud over godt vejr har en folkelig lineup på skovens scener helt sikkert lokket de brede skarer til Nibe.

Måske også dagens internationale hovednavn havde trukket folk ind under trækronerne. Marina & The Diamonds gik på lige på klokkeslættet 15.30. Først det sortklædte backingband bestående af trommeslager, guitarist og keyboardist og så en farverig Marina i en stram turkisfarvet latexdragt, mens et par røde glitteræbler udgjorde hovedbeklædningen.  Hun skuffer aldrig på den konto. Og hun nærmest kræver folks opmærksomhed med sin diva-agtige attitude. Fantastisk. Hun forstår at bevæge sig. Både sexet og med power. Hun ved lige, hvilke tangenter hun kan og skal spille på, og det gør hun så. Fedt.

Hun er albumaktuel med "Froot", men albummet har ikke kastet egentlige hits af sig, så man frygter lidt, om koncertgejsten kan holdes oppe. Ikke mindst på grund af varmen, der får Nibe-gæsterne til at bevæge sig som zombier.

Hun lægger stærkt ud med et hit i form af "Bubblegum Bitch", som følges af op "Forget", der er fra det seneste album. Efter en høflig hilsen til publikum, der alle bliver kaldt for diamanter, får vi det nummer, der først gjorde hende internationalt bemærket; "I Am Not A Robot". Omkvædet, der synges helt musicalagtigt, viser hendes stærke sangevner. Hendes unikke stemme kommer tydeligt igennem, og hun er langt bedre live end på studieoptagelser.

Desværre er folk ikke helt med. Men det er også alt for varmt til at klappe med hænderne over hovedet. Da hun sætter sig ved et mindre keyboard og spiller "Happy" fra "Froot", er der nogle pigehvin. På trods af manglende hits fra det album, er det dog ikke helt ukendt for nogle af diamanterne på græsset.

En svedig koncert – bogstavelig talt.

Marina hæfter sig også ved det varme vejr og konstaterer, at hun har valgt den forkerte dag til at bære en latexdragt. Men hun bærer den så godt. Bandet lader sig ikke hæmme af varmen. Trommeslageren giver sig fuldt ud. Måske fordi han er på hjemmebane. Han hedder Sebastian og er fra Nibe. Guitaristen er står heller ikke stille. Han leger med Sebastian og bevæger sig frem og tilbage med overbevisning i kroppen.

Musisk er der ikke meget at pege fingre ad. Musikerne spiller alle godt sammen, og lydene harmonerer i det samlede mix. Selvom guitaristen synger backing, så mangler jeg alligevel en korsangerinde til at tage de backingstrofer, som Marina bare har med som playback. Det ville give lidt mere til den hele oplevelse.

"Hollywood"-hittet får en anelse bevægelse i nogle få, men varmen holder de fleste i ro. Forståeligt. Marina spørger så, om der er nogle primadonnapiger og -drenge blandt publikum og får svar i form af høje hvin. Og så skal jeg lige love for, at stortrommen får et skud steroider, så hele Hestepladsen skælver. De største fans fik da nu også mønstret energi til at hoppe lidt og vinke med armene. "Primadonna" er jo også et kæmpehit.

Løbende bliver Marina mere nærværende, og hun engagerer sig med publikum. Hun forekommer i det hele taget rigtig sød, når diva-personaen er sat på hold.

"Blue" fra det nye album er et godt nummer. Det er ikke et hit, har ikke potentiale til det, men det er stadigvæk godt. Det gælder også for "I'm A Ruin", der faktisk rammer mig.

Hun runder sin 55-minutter lange koncert af med tøsehittet "Heartbreaker", som klart er det nummer, der får mest gang i denne eftermiddag. Ja, det var en kort fornøjelse, men ikke desto mindre en fornøjelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA