Kate Tempest: Apollo, Roskilde Festival 2015

Kate Tempest, Apollo, Roskilde Festival 2015

Kate Tempest: Apollo, Roskilde Festival 2015

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Spoken word har primært har været forbundet med 1970'ernes optøjer i Los Angeles. I nullerne cementerede The Streets imidlertid, at det bestemt er gangbar møntfod på britisk. I min optik tager Kate Tempest genren skridtet videre ved at blande køkkenvaskrealisme med et rap-talent fra en anden verden. Hun kommer rundt i Storbritanniens krinkelkroge og får formidlet en stemning af dystopi på en facon, som slet ikke passer til den lidt kejtede ginger.

Som udgangspunkt opfordrer det bedste vejr i Roskildes historie ikke umiddelbart til regnfulde hverdagsfortællinger og slet ikke på Apolloscenen, der befinder sig ude i campingarealet. Tempest får stille og roligt indfanget publikum med en kombination af sin søde, lidt selvudslettende personlighed og evnen til at spytte rap med et knivskarpt maskinpistolsflow. Alligevel skurrer set-uppet, for det er altså ikke optimale forhold for en koncert, der er så teksttung som den, vi oplever.

Høretelefonsmusik fænomenalt udfoldet live  

Mens de røde krøller vejrer i vinden, sjosker Kate Tempest rundt i sine shorts og dropper tung science. Normalt ville jeg kategorisere det, hun laver som høretelefonsmusik, men hun er faktisk en fænomenal performer. Især når hun buster i dobbelt-tempo hører man, hvor vild hendes evne til at forskrue sproget faktisk er. At sammenligne hende med Pharoahe Monch kan synes langt ude, men ligesom med rap-guden fra Queens, New York er det en vanvittig oplevelse at høre hende rulle hen over trioler, synonymer, homonymer og endeløse enderim.

Numre som "Wrong Place" og "Circles" er på plade i sig selv en stenet og inciterende oplevelse, men når hun så enten rapper a cappella eller blot med trommeslagerens storetrommepedal som assistance, bliver det åbenlyst, at hun både har noget på hjerte og talentet til at formidle det.

Malplaceret Harry Potter

Det er ikke alle, der er lige engagerede i koncerten, men når hun fanger dem, er det som at blive suget ind i en tyfon af rim og ordbilleder fra en rappende Harry Potter uden tryllestav. This is a big crowd, man" gisper hun ud over menneskehavet. "I'm lookin' forward to seeing you at Kendrick Lamar and Run The Jewels". Ærligheden og menneskeligheden er fantastisk afvæbnende.

Til sidste rapper hun "Hold Your Own" uden beat. Hvad der før manglede af opmærksomhed er nu erstattet af et hav af spidsede ører, som hun fortæller skal se bort fra materielle glæder og fokusere på de sande og menneskelige værdier. Fremragende afslutning på en lidt malplaceret koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA