Run The Jewels: Roskilde Festival, Arena

Run The Jewels, Roskilde Festival, Arena

Run The Jewels: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Mens det lykkedes Kanye West at få Glastonbury til at krumme kollektive tæer under hans karaoke-version af "Bohemian Rapsody" var der andre boller på suppen, da Run The Jewels entrerede Arena til tonerne af "We Are The Champions". Det kræver givetvis gigantiske boller uden omsvøb at kalde til fællessang, men publikum synger beredvilligt med. Vi er trods alt også vant til at forvente lidt af hvert fra det, på papiret, umage par. De er en temmelig unik konstellation i hiphop, især hvis man ikke har Foreign Legion i klar hukommelse, og den rødhårede indie-hiphop legende fra New York og den tonstung sydstatsrapper har de seneste år vist sig at være et af musikverdenens bedste tagteams.

Efter Queen-coveret gå de stille og rowdy i gang med at rykke os et nyt røvhul med numre som "Oh My Darling Don't Cry" og "Close Your Eyes And Countdown To Fuck", der, beklageligt men forventeligt, ikke gæstes af Zack fra Rage Against The Machine.

Mildere med årene

Tro det eller ej, men El-P er faktisk blevet mildere med årene. Da han spillede med Company Flow i 1998, brugte han store dele af koncerten på at vandre rundt blændet af sine fly-sovebriller. Han ville ikke tage dem af, med mindre vi lavede larm nok, og det havde vi i hans begrænsede optik tilsyneladende svært ved. Nu er han en regulær hyggeonkel mellem numrene, og kan nærmest ikke holde op med at gentage: "Thank you, thank you, thank you, Roskilde". Killer Mike er ligeledes en omvandrende personificering af overskud og der grines højt, da duoen forærer os alle en gigantisk, fiktiv, guldkæde under nummeret "36 Inch Chain".   

Det er utroligt, at to mænd med mikrofoner og en DJ kan lave så megen larm, men det klassiske set-up har hidtil vist sig at fungere upåklageligt for Run The Jewels. De aggressive, hæsblæsende flows understøttes af El-P's kakofoniske dommedagsproduktioner som DJ Trackstar powerscratcher hen over.  Når man gør sig i støjrap er det dog hamrende vigtigt, at lyden er knivskarp. Det er desværre ikke tilfældet på Arena denne aften; musikken er for lav og mikrofonerne er for høje og skrattende. Det mudrede lydbillede gør, at det er vanskeligt at fokusere på de indholdstunge tekster om socialkritik, politik og fuckboys, der bør tænke sig om en ekstra gang.

De to juvelerer holder fucking jul i juli

Efter tre kvarters rap tour de force får vi deres måske bedste nummer "A Christmas Fucking Miracle". Det knaldhårde beat med anakronistisk bjældeklang tæsker af sted, mens de to juvelerer rapper om manglende anerkendelse, Amerikas dårligdomme og døde homies. Ser man bort fra lydproblemerne er det fornøjelse at holde fucking jul i juli med de to juvelerer. Bedst som man tror, koncerten er overstået og teltet begynder at tømmes, høres El-P's stemme, der til stor jubel spørger: "Y'all really thought we was gonna leave? We were just gonna stand over there for a little while", hvorefter vi får et par ekstranumre serveret. Der skal sgu ikke mangle noget.

Som jeg indledningsvis udbredte mig om, mener jeg El-P og Killer Mikes musikalske tilgang, hvor arven løftes fra Ice Cube og Public Enemy, er noget af det bedste, der er sket for en hiphop-scene, der har været lullet i søvn af for mange halvfesne drengerøvsrappere. Ved tidligere danmarksbesøg har de vist, at de formår at omsætte musikken til et imponerende, engagerende live-show. Det var lyden desværre for dårlig til skete denne gang, men Run The Jewels leverede ikke desto mindre fantastisk underholdning.        


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA