x
Disclosure : Roskilde Festival, Orange Scene

Disclosure , Roskilde Festival, Orange Scene

Disclosure : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Da den britiske brødre-duo Disclosure spillede på Roskilde for to år siden på den oppustelige græskar-Apolloscene, skabte de, på trods af en mild støvregn, et af det års mest vellykkede og uforstyrrede festøjeblikke på den scene. 

"You guys are definitely the most crazy crowd we have ever seen", smilede de ud over det entusiastiske publikum under koncerten dén aften. Det var tydeligt, at hvis de blev ved på samme måde, ville de utvivlsomt få et endnu større og endnu vildere dansk publikum at se. Det var lige før, jeg glædede mig til at se det ske.

Og det skete så fredag aften, hvor de skulle indtage den langt større Orange Scene, som de da også formåede at fylde op og sparke i gang helt ned til bagerste rækværk. Allerede ved deres andet nummer danser folk hele vejen fra forreste ekstatiske række til 60 meter bagved venstre delay-tårn. 

"We played here two years ago, and we gotta say... We're fucking happy we got back to this crowd", lyder det indledningsvis fra den ene af brødrene, og det forstår man. 

Brødrene spiller stadig koncentreret og skarpt, men dog et noget mindre flydende set end for to år siden, hvilket gør oplevelsen en hel del mindre intens. Dog ikke for de mange fans oppe ved moshpitten, hvis ansigter koger af gylden, henrevet fryd hele koncerten igennem. Og heller ikke for den henrykte ungersvend i bamsekostume, der crowdsurfer entusiastisk helt nede ved bagerste rækværk, da de 23.30 spiller deres absolut bedste track, "When a Fire Starts to Burn" fra debutalbummet "Settle", mens glødende røde lava-visuals eksploderer på bagscenen.

I sådan et øjeblik har de virkelig fat i Roskilde, og Roskilde har fat i dem. Det er lige, så man bliver helt rørt på deres vegne. Desværre bliver man det ikke på musikkens. Jeg vil så uendeligt gerne blive grebet, for jeg har alskens sympati for den duo. Jeg er vild med deres koncentrerede måde at være på på scenen. Men bortset fra enkelte lavapeak-moments som det ovennævnte er deres produktioner altså bare en lille smule kedelige. 

Jeg kan kun sige, at jeg er virkelig glad på de folks vegne, som tydeligvis havde en storslået fest. Og på duoens vegne, for det havde de utvivlsomt også. 

"Roskilde – you are definitely my favourite festival in the world!" lød det begejstret fra dem oppe på scenen, da tusmørket var spillet frem. Jeg tror på det. Men hvor ville jeg ønske, de dyrkede den bouncy-bassede og tighte side af deres lyd noget mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA