x
Barrington Levy: Roskilde Festival, Orange

Barrington Levy, Roskilde Festival, Orange

Barrington Levy: Roskilde Festival, Orange

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Alting startede rigtigt. Sommeren er landet med et brag, og så er reggae jo sagen. Orange Scene kan klare den dybe bas og de velkendte sange, og bandet var tydeligvis tændte fra start af. De lagde ud på klassisk reggae-vis med et lille medley over en håndfuld af de hits, vi skulle høre senere, og hvis der var nogen blandt publikum, der ikke var helt sikre på, hvem ham Barrington var, så skulle den række klassikere gerne tydeliggøre det.

Lyden er fantastisk. Specielt bassen er perfekt, men i det hele taget er alt blødt og lækkert og står tydeligt i mixet. Bandet fra Paris er virkelig dygtige, og alle overgange imellem numrene er uden pauser og går direkte videre. Og Levy selv kan stadig synge. Fraseringerne er skarpe, og det er helt tydeligt i a cappella-stykkerne hvor stærk og følsom hans stemme stadig er. Og med det vilde bagkatalog burde det have været en forrygende koncert. Det var det ikke, for så var der også alt det andet.

Kunne jeg selv vælge hvilke 45 minuter han skulle skære fra, kunne jeg komme ned på en 45 minutters koncert til seks stjerner. Men aldrig har jeg set så dårlig og vedvarende crowdcontrol. HELE tiden var det mikrofonen ud og sige åh åh åh. Lange breaks hvor de forskellige sider eller front og bag skulle synge med på skift. Og scatting er kun sjovt den første gang. "People, are you sleeping", råber han virkelig mange gange, og det var altså også søvndyssende, når han hele tiden skulle stoppe sangene for at sludre eller lave fællessang. Imponerende dog at han uden tøven kunne padle, da teknikken drillede for trommerne. Så fandt han lige på en lille sang om at rejse til Europa og synge på festivaler.

Der er sikkert steder, hvor der var en fest hele tiden, man kan jo ikke være alle steder til så stor en koncert, men det var tydeligt at folk oppe i pitten ikke kunne de sange, han ville have os til at synge med på. Og så skal man måske overveje kun et gøre det i de helt store hits. I lange stykker virker det, som han bare er en pauseklovn, sat sammen med et sejt band. Og det er ærgerligt, for han er jo dygtig. Og når reggaen spiller og sangene kører, er det helt uovervindeligt. Det er så meget lyden af 80'er-reggaen, komplet med billige synths og skarpe stabs og sange om hash og børn på gule plader. Lige efter bogen, og noget, jeg var helt klar til.

Det var heldigt, at han havde sommeren med sig, ellers havde det først været katastrofalt. Nu var det bare utilfredsstillende. De konstante skift imellem helt suveræne sange og alt det tåkrummende rod gjorde helt ondt. Det er en legende, jeg havde glædet mig meget til at se, men han havde godt nok givet køb på meget, for at please på en måde, der ikke klædte ham. Næste gang fokus på sangene, please.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA