x
Songhoy Blues: Roskilde Festival, Gloria

Songhoy Blues, Roskilde Festival, Gloria

Songhoy Blues: Roskilde Festival, Gloria

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Songhoy Blues leverede en klassekoncert på festivalens lille scene med den massive intimitet og energi. Det var, som om rygtet var gået i forvejen, og der var med rette stoppet til koncerten med kvartetten fra det nordøstlige hjørne af Mali. I Gao, hvor gruppen er fra, er sproget og kulturen den hæderkronede Songhai-kultur - deraf navnet - og i lighed med sagnbyen Timbuktu, der ligger længere oppe ad Nigerfloden, har musikken været lukket totalt ned, da uforstående salafister rykkede ind og gik på klapjagt efter enhver, der spillede så meget som en tone.

Orkestret trækker mestendels på den specielle Takamba-musik, der hjemme i Gao-området er personificeret via kunstnere som de formidable Super Onze og guitarguden Baba Salah. Det er en smittende og hurtig rytme, som forsangeren og indpiskeren i den grad fik vist med noget ekstatisk dans, der fik rummet til at gå amok. Men de trækker også tråde til den store sanger og guitarist, Ali Farka Touré, der indtil sin død for ni år siden var eksponent for at blande Malis mange kulturer, og via hvem den musik, vi definerer som Mali-blues, kom til vestlige scener. Gruppen hyldede da også Touré via en kort version af dennes berømte blues, Ai Du.

Damon Albarn var med til at opdage gruppen, og jeg er i al beskedenhed med til at arrangere en årlig talentfestival i Malis hovedstad, Bamako, ved navn Spot On Mali Music. Et samarbejde mellem bl.a. konservatorierne i Aarhus og Bamako og med nogle af de skarpeste entreprenører på Mali-scenen som for eksempel Ali Farka Tourés gamle bassist, Oumar Barou Diallo. Vi præsenterede Songhoy Blues i januar 2014, og her var bandet bestemt lovende, men de har så sandelig taget syvmileskridt siden den koncert på Maison des Jeunes nede ved Nigerflodens bredder. 

Songhoy Blues har en fænomenal leadguitarist, der kan alle de vestlige licks, men som også driver musikken frem med en snerrende og pågående drone, som når dig som synes at skubbe hele udtrykket op-op-op. Bassisten leverede en jætteindsats, trommeslageren er på det høje niveau, som musikskolerne i Bamako - først og fremmest Institut National des Arts - synes at levere på samlebånd. Og sangerens hæse vokal havde en kvalitet, der er til at overse, men hans personlighed er en stjernes, og det var ærligt talt som at se en James Brown, med den helt rigtige vildskab og måde at få alle omgivelser og medmusikanter til at yde det største.

Vi kom ind og ud af Takamba, blues og en pågående rock, som allerede synes at bære gruppens helt eget unikke stempel, og det blev en mageløs koncert. Personligt er jeg mest vild med Takamba-stykkerne, fordi den rytme bare er så pågående og fed, og fordi det tydeligvis var der, hvor gruppen befandt sig bedst.

Superkoncert og det perfekte oplæg til koncerten om et par timer, hvor Songhoy Blues indtræder i superorkestret med fællestitlen Africa Express. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA