x
Deafheaven: Roskilde, Pavilion

Deafheaven, Roskilde, Pavilion

Deafheaven: Roskilde, Pavilion

Anmeldt af Hansen | GAFFA

En kort lidt letkøbt ambient indledning, bandet indtager scenen, sanger George Clarke vil gerne hyldes lidt, og kort efter starter blastbeatet. Og vokalen. Og det er stort set det eneste, man kan høre de første par numre. Guitarer og bas forsvinder i trommedrøn, og så er der kun skrigene tilbage. Til gengæld er det så også bandets to stærkeste kort: Den næstvildeste trommeslager (beklager, Liturgy tager førsteprisen) og en virkelig flot skrigevokal. Hvad han mangler i nuancer, tager han i gennemskærende skrig, hvor man samtidigt kan høre, hvad han synger. Til gengæld virker han ikke som en særlig fed fyr. Det er jo selvfølgelig heller ikke hans job at være fed, men det er ikke på den farlige og spændende måde. Bare irriterende.

Bandet ligner en gang nørder på specialarbejde og passer bare deres strenge. Det er først meget senere, de gør en forskel. Faktisk er det først til allersidst at de får lov til at brage helt igennem og levere sættets absolut mest overlegne sang. Ellers står de i skyggen af den fuldstændig overlegne trommeslager, der sørger for at de tromlende stykker virkelig er tromlende. 

Her er det også tydeligt, at George Clarke virkelig elsker sin musik. Fedt med den entusiasme, men det smitter ikke rigtigt. Han står lidt og fupdirigerer og headbanger få sekunder ad gangen og virker, som om vi skulle være lidt bange for det hele. Det er jeg ikke. Ingen tvivl om, at de er dygtige. De kan deres ting, og jeg har kæmpe respekt for deres projekt, men det virker fortænkt og uægte. Specielt live. 

Men de gør også fede ting. Clarke crowdsurfer, imens han synger videre, de stille numre er endnu stærkere live end på plade, og når først guitaren kommer frem i mixet, lyder den virkelig godt. Al metallen ligger i bassen, så guitaren tager sig af shoegazingen, men jeg savner hele tiden den ekstra dimension, hvor det hele skal løfte sig. Det sker ikke, men det er også et andet projekt de har. Men bortset fra sidste nummer lader det mig helt kold. 

Og sidste sang er et kvantespring. Lige pludselig falder alt på plads, og smerten, hadet og støjen mødes lige der, hvor det gør ondt på den allerbedste måde. Havde det været sådan hele tiden havde jeg elsket det. Nu kommer det alt for sent.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA