x
Paul McCartney: Roskilde Festival, Orange Scene

Paul McCartney, Roskilde Festival, Orange Scene

Paul McCartney: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Henrik Friis | GAFFA

Facit: Efter 2 timer og 35 minutters Paul McCartney-koncert: Man forlader Roskildes Orange scene med et billede af smilende horder af tilskuere på nethinden. Holdende om hinanden, syngende, glade – og med en med stor oplevelse med i bagagen som minde om Roskilde Festival 2015.

Opbygningen: I timerne inden koncertstart var stemningen gradvist varmet op til festivalens største samlingspunkt på tværs af generationerne. Lige i nærheden af undertegnede havde to californiske veninder i 20'erne f.eks. slået rod i køen for at få en plads i forreste pit. Ved siden af var et italiensk par omkring de 30, som var i Danmark før første gang i dagens anledning: Læg dertil en flok unge københavnske drenge omkring de 20, som sang flere Beatles-strofer mens de ventede. Plus den godt 40-årige udgiver af det hollandske fanclub magasin "Maccazine" også på éndags-billet til sin 30. McCartney-koncert! Bare for at tage de nærmeste.

Og inde for i forreste geled lige inden koncertstart kunne man opleve en ca. 20-årig søn springe ud i ingenmandsland fra venstre til højre pit for at blive forenet med sin far, der havde bekostet Roskilde-billetten - hvorefter en mand opildnet af dén succes sprang den anden vej for at blive forenet med sin kone. Begge trods security-advarsler om bortvisning. Men det endte altså godt.

Det samme kan siges om den 73-årige ex-Beatle's debut på Roskilde, hvor raketterne til Bond-teamet Live And Let Die i koncertens sidste del bare var del af et musikalsk fyrværkeri af veloplagte Wings-, solo- og især Beatles-klassikere, der endte med at hive en stor sejr hjem for Macca og band. Men hvor lunten også havde været noget lang og våd – i den første del:

Udførelsen: McCartneys invitation til en Magical Mystery Tour fungerede nemlig ikke helt. Hovedpersonens slidte stemme havde det ret hårdt i starten af sommeraftenen – både i den nye rocker Save Us, gamle Got To Get You Into My Life m.v. Og den led især hørbart i Paperback Writer, mens det gennemrutinerede band samtidig sloges noget med at smide tøjlerne.  Lidt mekanisk. Ikke-smittende på publikum. Ujævnt var det i hvert fald.

Skrøbelighen en force
Men hvor Paul McCartneys flotte røst og stærke rockstemme før tidligere har været en kæmpeforce, var det egentlig skrøbeligheden, der fik denne aften på sporet for denne skribent. Sprækkerne og sårbarheden i stemmen gav ekstra valør, da McCartney samtidig skiftede bassen ud til fordel for flyglet:

"Den næste sang skrev jeg til min kone Nancy" sagde legenden som en af mange præsentationer på dansk, inden han gav den smuk-enkle jazz-ballade My Valentine. Og samme sprukne skrøbelighed fik også ekstra gåsehud frem under Let It Be-klassikeren The Long And Winding Road, hvor fællessang og en skov af tændte lightere for det første fortalte meget om aldersammensætningen denne aften (Dén lys-funktion har ellers været overtaget af mobiltelefoner længe). Og for det andet fortalte at Sir Paul & co. var ved at få fat.

Maybee I'm Amazed med stærk tyngde lagde til det indtryk, og det fortsatte, da McCartney smuttede fra flyglet til en akustiske guitar for at føre an i de to 50 års-jubilarer I've Just Seen A Face og We Can Work It Out. Smittende historie.

Publikums-greb
Det skete samtidig med, at McCartneys greb om publikum virkelig viste sin effektivitet. Præsentationerne på dansk, veteranens evigt drengede charme, de små humoristiske anekdoter på liverpoodliansk, alvoren, "ordinary bloke"-attituden: det skinner igennem, at han står deroppe, fordi han ikke kan lade være. Og stadig har lyst til en runde med de gamle sange - ud over enkelte nye forsøg. Og det virker. For det meste.

Et lettere tilbageslag med den nye game-reklamesang Destiny, som ikke noget at samle på med McCartney-alen, var vel aftenens sidste af den slags: Smukke akustiske And I Love Her, solo-nummeret Blackbird og Lennon-mindet Here Today – som lige præcis undgik den latente oversentimentale fælde - blev en elegant intro til den sidste times slutfest. Hvor bandet forventeligt samlede sig med trommeslager Abe Laboriel Jr. og keyboard-spiller Paul Wickers som nøglepersoner. Og hvor McCartney simpelthen bare sang tværs hen over "stemme-rynkerne."

Slutfesten
Først fine numre fra nye New, og så en musikalsk klassiker-parade, som man skal laaaangt forbi sidste års Stones-koncert og nok helt tilbage til McCartneys seneste og 11 år gamle Danmarks-optræden for at kunne matche herhjemme.

Var den overvejende del af aftenens sange stadig fra Beatles-kataloget, var det alligevel langt fra ren gentagelse. Der var blandt andet kommet nye surrealistiske minder på med Lovely Rita og Lennons Being For The Benefit Of Mr. Kite. Og helt ærligt: når man kan lade guld som Penny Lane, Get Back, Drive My Car og ikke mindst Yesterday blive hjemme uden mærkbare mén på helhedsindtrykket, er karaten vist slået fast.

Eksempler fra i går: Lady Madonnas lystige klaver-boogie til en skov af arme i luften, bevægende klassiske Eleanor Rigby, George Harrison-hyldesten Something med charme-start på ukulele inden det smukke band-svæv tog over, Wings' varme Band On The Run etc.

Eller sagt på en anden måde: Herlig naiv børnesang med All Together Now, Ob-La-Di Ob-la-da's poppelop, møgswingende rock i Back In The USSR for fuldt bandskræl, inden Hey Jude sammenfattede det ordinære sæt i kæmpe-fælleskor hos tilskuerne. Også lang tid efter bandet havde forladt scenen. 

Trumf på trumf
Trumf på trumf - og på en måde, hvor det til sidst er svært at skelne, om det er mindet om den gamle originale indspilning, aftenens aktuelle udførelse eller måske den hjertelige og varme stemning hos publikum, som er den egentlige faktor. I hvert fald en aften, hvor vel halvdelen af de fremmødte endte med at få serveret ungdommens lydspor i versioner, hvor pulsen stadig banker mærkbart, mens nytilkomne fik en smag af det, der engang satte helt nye standarder for musik.

"I er vildt seje" råbte McCartney inden The Beatles' tidlige, smittende Can't Buy Me Love, den sene syre-slingrende rocker Helter Skelter og Fab Four-punktummet The End lukkede en aften ned, som endte til publikums-mæssig topkarakter og med stor musikalsk styrke. Fortidsminder gjort levende. Tvivlen fra starten endte med at blive gjort til skamme. Selvfølgelig.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA