x
Katie Melua : Nibe Festival, Hovedscenen

Katie Melua , Nibe Festival, Hovedscenen

Katie Melua : Nibe Festival, Hovedscenen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der opstod et lille og fint vakuum foran Store Scene på denne tunge og hede lørdag i Skalskoven - og det pga. Katie Meluas fine, rene vokal, der koncerten igennem lyste op blandt et godt stegt og noget sløvt publikum, her på festivalens sidstedag. Melua indtog scenen alene til første nummer iført en lang gul kjole med slæb – kun hende og en guitar og hittet "The Closest Thing To Crazy". Hvilken inderlig og fin åbner. Det blev dog lettere forstyrret af, hvad der, koncerten igennem, skulle vise sig som et utålmodigt og sløvt publikum.

Efter denne fine intro fulgte bl.a. den "Hit The Road Jack'ede "Crawling Up A Hill", med et fint moduleret omkvæd. Med denne får vi præsenteret et fint swingende band, bestående af trommer, keys, guitar og en bassist med båndløs bas, der passer fint i det folkede lydbillede. En udmærket konstellation, der holder kadencen fint og er tilpas tilbageholdende i forhold til Meluas vokale udfoldelser.

"We thought for this summer we'd just play some blues", proklamerer Melua i introen til "Mockingbird Song", og denne aftens koncert består primært af dette, nemlig lavfrekvensblues og, den for hende mere vante, folkpop. "Hun synger fandeme godt", lyder det bag mig – og det gør hun, næsten for godt til tider, og kun momentant med kant. Hendes rene stemme er måske i virkeligheden en kende for pæn til rendyrket blues.

Inderlige covers

Der er altid en fare forbundet med at inkludere covers i sit sæt – tager det fokus væk fra det originale materiale? – og er man ligefrem nødt til at spille covers, fordi ens eget materiale ikke er stærkt nok? I dag lykkedes det fint for Melua, der dog startede en smule ujævnt med The Beatles' "Here Comes The Sun" i en halvkedelig version. Herpå fulgte dog meget fine fortolkninger af bl.a. Joni Mitchells "The Gallery" og The Kinks' "Nothin' In The World Can Stop Me Worryin' About That Girl", rundet af med en fornem og kuldegysende version af den udødelige Jeff Buckley-skæring "Lilac Wine" (der egentlig er skrevet af James Shelton i 1950).

Koncerttidspunktet kom i vejen

Et tilbagevende problem under koncerten er dog publikums opmærksomhed, der viser sig yderst svære at fastholde. En del af problemet hænger formentlig sammen med tidspunktet, folk var enten i for højt gear til lavtempo folkpop – eller for trætte til noget som helst. Meget i tråd med dette proklamerer Melua: "Thanks for listening, I know we've got pretty slow tunes".

For en lille skare på 100-150 intenst lyttende, inklusive undertegnede, var koncerten både vedkommende, inderlig og til tider ret smuk.

Melua med band fortjente bedre på denne fine juli-dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA