x
Drenge: Avalon, Roskilde Festival

Drenge, Avalon, Roskilde Festival

Drenge: Avalon, Roskilde Festival

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Drenge. Forestil dig, at du smager på det ord med en ærkebritisk gane. Dren-ge. Drainge?

Brødrene Eoin og Rory Loveless (tal lige om et efternavn med symbolsk smæk og shoegazing-referencer i!) samlede det bemærkelsesværdige bandnavn op på en fodboldlejr i lille Danmark.

De jovialt tilskyndende tilråb på grønsværen fra danske spillere til hinanden, når bolden skulle op i feltet, bed sig fast i de to brødre og har nu fået nyt liv i Drenges alternative rock, der hidtil har udmøntet sig i to album.

Seneste udgivelse, "Undertow", udgør med sin større produktion et skift fra den selvbetitlede debuts mere garagerock-orienterede lyd. NME lovpriste ændringen og kaldte det tættere på en musikalsk genfødsel end en musikalsk progression. Det var dog ikke alle, der fortrak deres Drenge i en renvasket udgave.

Heldigvis er live-scenen et sted, hvor den uregerlige energi – summende guitarer, skrigende forstærkere, væltede mikrofonstativer - stadig gør sig gældende i at overtrumfe studieproduktionens bevidste mådehold.

Med Macca mod sig

Denne midnat spillede ungdommen på udebane mod fortidens nostalgi. Der var god plads under Avalons teltdug til at høre Paul McCartney vandre nedad memory lane fra Orange Scene, da teltet (til at begynde med) næppe kunne kaldes mere end 1/5-del fyldt – og det er næsten at sige det pænt.

Drenge trak derfor også deres koncert et kvarter, måske i håb om, at Macca ville blive færdig, før trioen – live-bassist Rob Graham blev tilføjet sidste år – til jubel fra de tilstedeværende indviede gik på til ringende guitarstrenge.

Eoin Loveless skreg nævenyttigt "Hey Jude" i sin mikrofon under larmen. Det kunne være i frustration over den manglende publikumstilslutning, men det kunne også være en punket flabethed; en slags "til helvede med fortiden og dens mørnede flødekager, vi er her NU!".

Vred ungdom

Over en lille time pløkkede Drenge 15 sange af. Hovedvægten lå på debutalbummet, og det var måske et strategisk valg truffet på forhånd. Hvis man skal konkurrere mod en musiklegende på festivalens største scene, kan det vel ikke fejle helt at satse på det flest kender.

Åbningsnummeret "Running Wild" er dog fra det seneste udspil "Undertow", og det spillet med den Queens of the Stone Age-agtige introduktion fra albummet.

Herefter fulgte tre knytnæveslag fra debuten, hvor energien nærmest kogte over. Rory Loveless tævede sine trommer som en besat, mens Rob Graham lagde en solid bund, som Eoin Loveless stramt lagde sig over med sine amerikansk-inspirerede riffs og britisk-klingende akkord-voicings.

Sangene var præget af god dynamik. Formlen syntes især at bero på at sætte tempo lidt ned, før en eksplosion i dobbelt-tempo. Det virkede så godt, at der allerede fra start var gang i cirkeldans.

Røgen pumpede kulørt op over scenen i "Side By Side", hvor en støj-solo understreget af trommernes markerede beat fik publikum til spontant at klappe med. Den sluttede i fuldstændig symbiose på scenen.

Der kom flere publikummer til, og rytmisk smittende riff satte bevægelse i deres masse af svedige legemer. Man kunne godt stå og blive lidt ærgerlig over, at Drenge havde trukket nitten i forhold til deres koncert. De fortjente alligevel bedre end at blive sat på over for gamle Paul. Men nogle skulle vel gøre det beskidte arbejde?

"The Snake" var ren garagesmadder. Det fik Eion Loveless til at kaste jakken fra sig. Hans indre hidsighed gemte sig bestemt ikke, som han som en nyfødt skreg "war" indover sangens afslutning. "I think we finally broke the barriere. I think we like Denmark. Thanks, we are Drenge," sagde han smilende bagefter.

Rødt lys stod ned som laserskud under "Backwaters", hvor selvtilliden på scenen manifesterede sig i en skudsikker og overdreven attitude. En syresolo understøttet af jungletrommer fik publikum til i kor at skrige "Drenge! Drenge!".

En af Drenges nok mest kendte sange, "Bloodsports", blev leveret som var det første gang, at den skulle trænge sig over scenekanten. Og den smadrede da også direkte ned i fjæset på publikum, hvor festen for længst havde overtaget.

Den ømme "Standing In the Cold", badet i blåt lys, fik lightere og lysende mobiltelefoner op over hovederne på publikumsrækkerne, mens "Never Awake" var melankolsk bidende. Showet sluttede i en kæmpe energieksplosion, hvor lys, larm og indlevelse gik op i en højere enhed. Det var lige på og hårdt, ingen overgivelse, kun rå energi.

Som de sidste toner tonsede igennem, svingede Rob Graham skødesløst sin bas i remmen, og Eoin Loveless knaldede da også sin guitar i jorden, før de forlod scenen uden at se sig tilbage. Lige på og hårdt og så ud igen. Rå elskov – hvis man er til den slags.

Fortid vs. fremtid

Man kan argumentere for, at landsmændene Royal Blood senere løb med al den opmærksomhed, som Drenge indtil da havde modtaget. Det ændrer dog ikke på, at Drenges sangkatalog er af højeste kvalitet.

Lyrisk består sangene af den typisk britiske slags observans, når det kommer til hverdagens monotoni, og hvordan den manifesterer sig i de små ting – tænk på Arctic Monkeys Alex Turner som eksempel herpå – og musikalsk set får vi en riff-rock, som kun briterne kan lave den. I stedet for et nærmest religiøst fokus på den tekniske formåen er her langt mere swagger og sved og, ja, flabethed, der dykker direkte ned i rockens mørke understrøm af ren sex og frustreret vold.

Denne aften stod valget mellem at stå i sikker ly under fortidens mægtige paraply, hvor noget, der allerede havde bevist sin mindeværdighed, blev foldet ud ligeså velkendt som barndommens juleaftener, og ungdommens selvstændige, vrede røst, der insisterede på at blive hørt med en voldsomhed, der kunne bryde ud af hjulvalsens evige rundgang.

Så hvad skulle det være? Sætte et kryds på bucketlisten over at have set nogen, der var historie, eller tage chancen og se nogle, der kunne blive historie? Jeg ved sgu godt, hvad jeg ville vælge, for hos Drenge blev mit svage, af flere dage misbrugte legeme banket godt igennem og ladet op med ny energi – og håb for rockens fremtid!

Det kan godt tænkes, at Macca på forhånd havde sikret sig en målsejr, men Drenge løb med den egentlige sejr i ren kampvilje.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA