x
Tony Bennett & Lady Gaga: Copenhagen Jazzfestival, Plænen, Tivoli

Tony Bennett & Lady Gaga, Copenhagen Jazzfestival, Plænen, Tivoli

Tony Bennett & Lady Gaga: Copenhagen Jazzfestival, Plænen, Tivoli

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Tony Bennetts og Lady Gagas jazzfestivalskoncert på Plænen i Tivoli onsdag aften var lidt af et freakshow, frivilligt og ufrivilligt.

Lad mig tage Tony Bennett først. Han er 88 år og alene i kraft af sin alder undskyldt. Og dog! Han står jo på scenen som en anden professionel sanger og modtager helt givet en fin betaling for sin optræden ved den udsolgte koncert. Men det ændrer ikke ved, at han synger med en meget spinkel og skrøbelig stemme, at han synger med en stemme, der konstant ryster, som om kalibreringen uigenkaldeligt er røget: Han kan dårligt ramme en tone rent. Det ændrer heller ikke ved, at han er stiv som hård plast, at hans ansigt er fastlåst i én og samme grimasse (uanset om han synger eller ej) og at hans krop (formodentlig uopretteligt) er blevet blottet for rytmisk sans. Vel er han 88, vel er det imponerende, at han overhovedet kan stå på en scene og synge. Men hans manglende formåen gjorde det i sig selv ud for et freakshow, som kun blev forværret af, at de dedikerede fans hujede, som var de blottet for realitetssans. I min optik: Deres hujen forøger risikoen for, at freakshowet fortsætter.

Når Bennett stod der på scenen, i sit hvide jakkesæt, med håret bølget helt perfekt (for og bag), gestikken totalt stivnet og vokalen ubestrideligt falsk ønskede man, at Thomas Blachman lige kom forbi og gav ham et wake-up call. (Flere gange under koncerten tænkte jeg, at det var fiktion, vi var vidne til. Måske optagelser til en ny film af Martin Scorsese, hvor en aldrende Robert de Niro spiller en aldrende sanger, som har mistet kontakten til jorden, samtidig med at han af en dekadent ung sangerinde og et publikum, som åbenbart ønsker at se freaks, forledes til at tro, at han er på rette spor, på vej mod nye tinder i et Las Vegas, der har genopdaget ham og nu ikke vil være ham foruden. Rollen blev spillet med det falske smil, som netop Robert de Niro mestrer). Alt var lagt til rette: Selv introen, en lydoptagelse hvorpå Frank Sinatra siger, at Tony Bennett er den bedste sanger, denne verden måske nogensinde har hørt. (Robert de Niro tror på udsagnet!) Dét udsagn man i dag betvivle baggrunden for – selv om det kan være, at det dén gang var reelt.

Lady Gaga. Hun behøver næppe nogen større præsentation. Det var nok primært hende (ikke Tony Bennett), der onsdag havde fået folk til at trodse udsigten til regn og søge ind på Plænen. Der, på udendørsscenen i Tivoli, agerede hun det, hun er: en freak. (Min ledsager sagde flere gange, at hun lignede en transvestit. Selv faldt min tanker på Baz Luhrmanns berømte filmkomedie, Strictly Ballroom. Lady Gaga kunne have spillet rollen som en af de dæmoniske karikaturer af kvinder, som for enhver pris vil sikre, at heltinden ikke vinder dansekonkurrencen). I løbet af koncertens cirka halvanden time nåede Gaga at skifte robe og frisure syv-otte gange. Nogle af roberne var ganske vist ret små, men frisurerne var af en karakter, så man må antage, at aftenens mest stressende jobfunktion har været frisørens back-stage. (Det slog mig, at det må være Lady Gaga, der inspirerer danske Medina – både hvad angår tøjstil, tøjskift og performance, grimasserne undtaget. Medina har ganske vist en flottere krop end Lady Gaga, hvorfor Medina på sin vis er undskyldt. Men) Lady Gagas firkantede krop, kombineret med de mange rober – hvoraf mange som sagt var små – og de mange mærkværdige frisurer understregede, hvor hendes fokus var: ikke på sangene, men på udseendet. Hendes optræden på scenen var en performance, snarere end en koncert – også hun havde problemer med at synge rent. Men rationalet – både at dømme efter hendes videre optræden og publikums hyldest – syntes at være, at dét var ligegyldigt, eftersom der her jo var en performance med attitude, snarere end en koncert med karisma. En performance, hvormed Gaga understregede, at dette var et freakshow, som hun styrede!

29-årige Gaga hyldede gentagne gange Tony Bennett (som kunne have været hendes oldefar), flirtede med ham, som om hun både ville ham og var nok i sig selv, og igen og igen stod han der ved hendes side, lidt uafhentet og usikker på, hvordan han skulle reagere, selv om han konstant smilede: Skulle han følge hende eller blive stående? (Der er ingen tvivl om, at Lady Gaga har sat gang i hans kunstneriske efterår, men det virkede også som om, han dermed erkendte at stå i gæld til hende og endnu ikke havde fundet ud af, hvordan han skal betale den gæld). Man fik på fornemmelsen, at Bennett – som trods alt har solgt mere end 50 millioner album på verdensplan – endnu ikke havde fundet ud af, om Gagas engagement i hans bagkatalog var reelt. Og afklaringen indfandt sig ikke onsdag aften.

De tos materiale? Det var næsten udelukkende gamle standards, sange som Tony Bennett opnåede popularitet med i 50'erne og de tidlige 60'ere. Numre som Cole Porters Anything Goes, Irving Berlins Cheek To Cheek, Jimmy McHugh og Dorothy Fields' I Can't Give You Anything But Love, Robert Wright og George Forrests Stranger In Paradise og George Cory og Douglass Cross' I Left My Heart In San Fransisco. Men næsten alle blev skæmmet af den dårlige sang og musikledsagelsen, som reelt kun glødede i blæsernes soli. Det kunstneriske højdepunkt onsdag aften var Bennetts og Gagas versionering af Lorenz Hart og Richard Rodgers sang, Bewitched, Bothered and Bewildered. Men højdepunktet ændrede ikke ved, at det hele blev en pastiche over en komedie med lidt uværdige undertoner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA