x
Salif Keïta: Copenhagen Jazzfestival, Viften, Rødovre

Salif Keïta, Copenhagen Jazzfestival, Viften, Rødovre

Salif Keïta: Copenhagen Jazzfestival, Viften, Rødovre

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er fortsat ingen over Salif Keïta. For med en sublim koncert viste fænomenet fra den lille landsby Joliba udenfor Bamako, hvorfor han er så berømmet. Den velkendte gyldne stemme er fortsat uantastet her næsten et halvt århundrede efter den utrolige rejse begyndte.

Salif Keïta er et paradoks. Som medlem af den højeste kaste, Horon, er han traditionelt af kongelig slægt - også selv om han var født i en fattig familie. Det var dengang kun de såkaldte Jeli'er eller Griot'er, som måtte synge. Og dertil kom, at Salif var født som albino og var offer for overtro og racisme, ja, det var faktisk sådan, at hans lyse hud gjorde ham til mål for fanatikere, der ønskede ham død. Stemmen var hans redning. Med den som signatur og med en guitar gik turen ind til hovedstaden og de mange musikklubber. Samt især til Buffet de la Gare, den berømte restaurant ved banegården, hvor orkestret Rail Band holdt til, og hvor Salif Keïta blev stjerne i 1970'erne. Derfra via endnu et orkester, Les Ambassadeurs, og turen via smeltediglen Abidjan i Elfenbenskysten og til Paris, hvor verdensgennembruddet kom med det berømte album Soro i 1987.

I de sidste mange år har Salif Keitas sceneshow været det vildeste. Vi har været til seancer, hvor publikum er endt oppe på scenen, dansende til den flydende rytme, som både var salsa og rendyrket malinesisk, mens guldstemmen fløj. Det var i de år, hvor Salifs åndelige bror og samarbejdspartner, guitaristen Kanté Manfila, stadig levede. Dette ret ukendte fænomen, som døde i 2011, havde fulgt Salif fra 1972 og var afgørende for, at Salif i 2002 genfandt sin lyd på album som Moffou og siden M'Bemba. Så siden 2011 har Salif Keïta især koncentreret sig om at gendanne Les Ambassadeurs med stjerner som guitaristen Amadou Bagayoko (Amadou & Mariam) og keyboardgeniet Cheick Tidiane Seck. Så efter den tur - hvor jeg sidst så Salif i Marokko i maj i år - var det en fornøjelse igen at opleve ham med sin egen gruppe. Og hvilken gruppe! Nyt gnistrende talent var kommet til, og aftenens gruppe var en af de bedste, jeg nogensinde har hørt med Salif Keïta.

Koncerten startede da også med fire sange fra de to mesterværker, og Salif og gruppen lagde ud med at sidde, mens musikken voksede frem. Det var tydeligt, at guitaristen havde en af de helt store dage. Som kapelmester viste han vejen og strøede om sig med oldschool-afrosurfguitar, så det var en fryd. Dertil kom et nyt talent fra Conakry i nabolandet Guinea på kora. Hans spil var så rent, altså uden at falde for fristelsen til at skrue op for de elektriske fristelser i form af guitareffekter, som så mange andre ellers gør brug af i dag. Og endelig var der n'goni-spilleren, som spillede den vestafrikanske lut i alle størrelser, fra det lille soloinstrument med kildevældet af toner til den dybe n'goni ba, der er en slags bas, som er nært beslægtet med den marokkanske guimbri, kendt fra gnawamusik.

De to sangerinder sang indfølt og helt suverænt. Deres yndefulde bevægelser og synkrone sang var af absolut topklasse, og herved lagde de op til Salif Keíta, som havde en af de aftener, hvor hans smukke vokal med den lejlighedsvise hæshed, som er hans varemærke, flød ubesværet. Det er altså ikke til at høre, at han er 66 år gammel. Og snart rejste mesteren sig op, og koncerten voksede, mens musikerne hele tiden fik plads til at vise os, hvor dygtige de var: perkussionisten vekslede fra djembe og congas til den cajón, som han sad på. Guitaristen tog os på lange ture, hvor hans frække spil nede i bunden var rendyrket surfguitar direkte fra den gyldne epoke. Og især koraspilleren ville tage over og indgå i strengelegen, fra hvilken Salif Keïtas stemme ville løfte sig triumferende. Efter hver sang var bifaldet langvarigt i den stopfulde sal.

Sange som Mana Mani og den formidable Primpin var trip direkte tilbage fra tiden med Les Ambassadeurs og fik kenderne blandt publikum til at klappe taknemmeligt og anerkendende. Og Salif og gruppen svarede med at levere fuldkommen suveræne versioner. Her bevægede alt sig, fra det dansende publikum til den bløde bevægelse på scenen, hvor de saligt smilende musikere godt vidste, at når man er på scenen med Salif Keïta, bliver det ikke bedre. Og det var kendetegnende for koncerten, at da den sluttede, vedblev publikum med at klappe, selv om både lyset blev tændt og underlægningsmusikken så småt startede. Og så fik vi den sidste sang, selvfølgelig. Gavmildt strøet ud og med endnu en omgang soloer og fænomenal sang.

Så det var en koncert på et helt eget niveau. Salif Keïta er fortsat kongen af vestafrikansk musik, men også en kunstner, der lever på lånt tid: da jeg interviewede ham, berettede han, at næste års album bliver det sidste. Så måske er det snart slut med seancerne med fænomenet fra Joliba?

En koncert på det højeste niveau.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA