x
Caetano Veloso & Gilberto Gil: Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, Koncerthuset

Caetano Veloso & Gilberto Gil, Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, Koncerthuset

Caetano Veloso & Gilberto Gil: Copenhagen Jazzfestival, Koncertsalen, Koncerthuset

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Caetano Veloso og Gilberto Gils fælles optræden i Koncertsalen i DR-Byen onsdag aften var ubestridt Jazzfestivalens brasilianske højdepunkt. De to er store, ikke kun i Brasilien, men over hele verden – også i København.

I Koncertsalen var de to blandt venner. Aldrig har jeg set så mange brasilianere samlet på ét sted i København som i Koncertsalen onsdag aften. Den udsolgte sal var fyldt til sidste sæde, hovedsageligt af brasilianske landsmænd og -kvinder, som kendte de to optrædendes materiale og efter få strofer af hvert nummer kunne sende bifald ned til de to på scenen og i øvrigt synge med.

Kunstnere løber altid den risiko, når de er omgivet af venner, at de henfalder til det kendte og sikre – det, folk vil have. Og omvendt: publikum udvikler sig i den situation let til rygklappere, som bifalder genoplevelse og skyr nye udfordringer. Dette blev i et vist omfang scenariet onsdag aften, for hånden på hjertet: Caetano Veloso havde ikke megen stemme at gøre godt med. Men. Ret skal være ret. Både han og Gilberto Gil sang af hjertet, troværdigt, værdigt og oprigtigt optaget af poesien og formidlingen af denne. Og dén oprigtighed opvejede tabet af vokal gennemslagskraft. Gilberto Gils vokal havde fuld glød og styrke. Men meget kendetegnende: de to på scenen støttede hinanden, søgte et fælles ståsted og formidlede derfra – med teknisk snilde, åbenlys glæde og udtalt personlig ro. De to var indbegrebet af karisma. Blottet for manerer og indstuderede attituder.

Veloso og Gil sang og spillede begge guitar. De skiftede mellem duopartier og soli – uden på noget tidspunkt at tabe højde. Men bedst fungerede – og størst bifald høstede – trods alt numre som Super Homem, Esoterico, Tres Palavras, Drao, Expresso 2222, Toda Menina og Andar com Fé.

De tos musikalitet var uomtvistelig, deres pondus og stamina evident. Derfor var det også fortjent, at de – af vennerne i Koncertsalen – til sidste i koncerten modtog en stående hyldest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA