x
Christopher: Grøn Koncert, Kolding

Christopher, Grøn Koncert, Kolding

Christopher: Grøn Koncert, Kolding

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Scenen var blodrød, da Christopher fik taget sin Grøn Koncert-mødom, og en skare af piger i alle aldre var parate til at synge med på "Crazy". Første nummer viste desværre en del forvirring mellem bandet, og det blev først efter "First Like", at musikerne fandt hinanden og virkelig kunne levere noget funked up Christopher-musik med saxofon, trompet, og hvad man ellers kunne ønske sig af instrumenter.

Publikum var helt med allerede fra førnævnte "First Like", med sangtekst fra de sociale medier. Det var ikke svært at forstå, for vokalen fejlede absolut ingenting, og Christopher vidste langt hen ad vejen, hvad der fungerede for ham, navnligt hans kontrollerede leg med falset og den medfødte popstjerne-charme. Alt dette kulminerede i et nyt og ekstra funky nummer kaldet "Two Lips"

På "Two Lips" var der skruet ekstra meget op for det organiske udtryk, man finder på flere af sangene fra Told You So-albummet. Der var dertil en masse energi og kant på sangen, og så var det ganske enkelt en fornøjelse at opleve sangen, som var den en aldrende evergreen. Man kan kun håbe, at der bliver plads til mere fra samme skuffe på kommende album i stedet for den mere hiphop-orienterede vej med Brandon Beal.

Og når man taler om solen. Den amerikanske rapper, sanger og producer kom selvsikkert på scenen og rappede på stoisk vis sine vers til "Twerk It Like Miley". Christopher sang selvfølgelig omkvæd, og pyroteknikken kom på overarbejde, mens el-guitaren brølede løs, og Beal afprøvede forskellige måde, hvorpå han ud over at rappe kunne bidrage til Christophers koncert. Nogle gange var det rap, nogle gange var det sang, nogle gange var det dybt irriterende, og andre gange var det helt ok ganske hæderligt som backup-sang.

Under "CPH Girls" fik bandet også lov til at lege lidt. Saxofonen fandt sin naturlige plads i sangen, og en 80'er-kikset guitarsolo gav også lidt ekstra krydderi til koncerten med den sikre popdreng. Med den og "Told You So" samt førnævnte "Two Lips" blev det ikke vanskeligt at forestille sig Christopher som endnu en kending til de evigt tilbagevendende Grønne Koncerter. Han behøver dog ikke medbringe sin sang med Svenstrup & Vendelboe næste gang.        

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA