Snoop Dogg: Plænen, Tivoli

Snoop Dogg, Plænen, Tivoli

Snoop Dogg: Plænen, Tivoli

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Jeg havde faktisk glædet mig. På papiret burde det egentlig være den ultimative tivolitur. At se Snoop Dogg på Plænen, for en gammel g-funk-fanatiker, svarer vel nærmest til at få både gratis turbånd og candyfloss.

Men allerede da der flere timer før Snoop skulle spille var kø rundt om alle Tivolis ydermure, begyndte jeg at tvivle på projektet. Omkring en halv time før koncertstart blev indgangene lukket. Må jeg høfligt foreslå, at det var en halv time for sent, for Carstensens Gamle Have var på det tidspunkt så proppet, at den truede med at eksplodere som en heliumballon til ågerpris.

Numrene fejler sgu ikke noget. Bortset fra covernumrene.

Ikke desto mindre lykkedes det at finde en placering med nogenlunde udsyn til scenen. Men da musikken gik i gang efter et akademisk kvarters forsinkelse, var det bestemt ikke, fordi tonerne af Dr Dre's guddommelige gangstarap-produktioner sejlede uforstyrret ind i øregangene. Der skulle mere end spidses øre for blot at få lidt af melodien med, og selvom det gik et nøk bedre med vokalen, måtte jeg prise mig lykkelig for at være velbevandret i Snoops bagkatalog for blot at kunne identificere numrene.

Og numrene fejler sgu ikke noget. I min optik har Snoop Dogg haft to store perioder i sit kunstnervirke. I første omgang naturligvis sammen med Dr. Dre, der introducerede Snoop til verden, dengang han stadig hed Doggy. Han gav ham noget kant, der fik den langlemmede Long Beach-MC med den lyse, melodiske levering til at fremstå som en troværdig gangsta. Anden omgang kom da Pharrell Williams og Neptunes fik fingrene i Snoop og genopfandt ham som cross-over stjerne. At han så derudover har smurt sig selv tynd(ere) som gæsteartist på utallige tyggegummipophits, tjener ham nok ikke til ære, men helt ærligt, med den karisma han render rundt med, hvem kan så klandre ham det?

Snoop Dogg ligner heller ikke ligefrem en, der bekymrer sig på scenen. Iført solbriler, en Christiania-spillertrøje og et smil fra øre til øre, fremstår han fuldstændig som den superhelt, han er blevet til. Han kunne stå på en blokvogn til Hjallerup Marked og synge "Himmelhunden", uden det ville rage ham.

Her rapper han sig i første halvdel primært gennem numre fra "The Chronic", "2001" og "Doggystyle". Det er gamle travere, men også gode genhør – det man altså kan høre af dem. Den 43-årige bedstefar leverer altså stadig rappen ubesværet selv på de mere hæsblæsende numre, som den positive overraskelse "Pump Pump".

Anden halvdel af showet er mere rodet. Der er flere af hans små gæstevers og så de her besynderlige coverversioner, som han har fået for vane at spille, især i Europa. Man kan ikke lære en gammel hund nye kunster, siger man, men hvorfor skal han absolut bruge spilletid på House of Pains "Jump Around" hver aften? At Joan Jett's "I Love Rock'n'Roll" er kommet på sætlisten er endnu mere diffust. Mange har peget fingre ad hans Snoop Lion-inkarnation, men jeg synes faktisk, det var en sjov, legesyg plade med fine Diplo-produktioner, og jeg ville da langt hellere have hørt noget fra den end Bob Marley's "Jammin'".

For lidt spilletid, for meget spildtid. For mange mennesker, for lidt lyd.

Med en spilletid på under en time og masser af spildtid til coverversioner, er det ikke ligefrem nogen kraftpræstation, Snoop Dogg afleverer i Den Gamle Have. Når Tivoli vælger at levere en plæne med alt for mange mennesker og alt for lidt lyd, er det heller ikke ligefrem en ramme, der indbyder til, at det hele skal gå op i en højere enhed.

Hvis dette var ens første koncert med Snoop Dogg, vil jeg anbefale at høre ham et andet sted, hvor hans karisma, lyden af Dr Dre og Neptunes' beats og G-funk-atmosfæren kommer til sin ret. Hvis dette var ens første Tivolitur, vil jeg anbefale at tage derind en anden dag og købe turbånd og en candyfloss. Begge ting holder stadig på deres egen old school facon. Sammen blev det desværre mere hundelort end lagkage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA