Efterklang med flere: Leaves, Atomkælderen, Københavns Kommunehospital

Efterklang med flere, Leaves, Atomkælderen, Københavns Kommunehospital

Efterklang med flere: Leaves, Atomkælderen, Københavns Kommunehospital

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Mange musikelskere kneb en tåre, da Efterklang i begyndelsen af 2014 annoncerede, at de ville give en sidste koncert og herefter stoppe med at turnere og udgive plader – men dog ville fortsætte med at eksistere som orkester, blot på en ny måde. Heldigvis har gruppens kreativitet siden da været usvækket, idet de både har åbnet den ambitiøse, ikke-kommercielle internetradio The Lake, dannet gruppen Liima med den finske perkussionist Tatu Rönkkö og nu også været medskabere af operaen "Leaves – The Colour of Falling", sammen med blandt andre komponisten Karsten Fundal, instruktøren Christian Lollike og scenografen Marie Rosendahl Chemnitz.

Tilmed en opera, som bliver fremført et ganske usædvanligt sted, nemlig en atomkælder under Københavns gamle kommunehospital (der nu bruges af Københavns Universitet) – med plads til kun 60 personer per gang. Forestillingen havde premiere søndag den 26. juli, men af logistiske årsager måtte GAFFA vente med at anmelde til den følgende onsdag.

Men nu er vi her så, inderst inde i en baggård, og spændingen stiger, allerede da vi får at vide, at vi skal aflevere vores telefoner ved indgangen. De kan nemlig interferere med forestillingens teknik, og der er i øvrigt ikke mobildækning i kælderen. "Kan man så ikke bare slukke dem?" spørger en anden operagæst, men nej, de skal helt væk. Uden telefon føler man sig jo lidt nøgen i vore dage – og for mit vedkommende med mindre tidsfornemmelse, da jeg ikke har andet ur end det i min telefon – men samtidig ved man, at det, vi nu skal opleve, ikke bliver forstyrret af lysende skærme. På forhånd tusind tak for det.

Vi går ned i kælderen, som hurtigt spreder sig i mange mindre rum og lange gange. Lyset er meget svagt, der er masser af røg, fra loftet hænger enorme dråber, knogler, kæder og noget, der minder om fisk, og rundt om høres afdæmpet og lettere dyster instrumentalmusik fra strygere og rumlende elektronik. På en stol sidder en person med en kranielignende maske – eller er det en dukke? Nej, det er vist et ægte menneske. Vi passerer forbi en huggeblok og masser af træ, stole, borde og et futuristisk udseende køkken, hvor tændte kaffemaskiner med formodentlig friskbrygget kaffe giver et atypisk hverdagsligt indspark til det ellers uhyggelige, fremtidsassocierende scenarie. For hvad skal det her forestille? Verden efter en atomkrig eller en global klimakatastrofe?

Nærgående sangere

Så bliver vi diskret ledt hen mod et lidt større lokale, hvor sangerne og musikerne har samlet sig, og hvor lyset er anderledes fyldigt. Fem sangere, en strygekvartet, tre slagtøjsspillere, en bassist, en harmonikaspiller og en harmonium-betjener fremfører en håndfuld ganske iørefaldende sange, der kan betegnes som et missing link mellem sofistikeret popmusik og klassisk og musikalsk minder en del om Efterklang, dog uden de elektroniske elementer.

De fem vokalister er Efterklangs forsanger Casper Clausen og de fire operasangere Katinka Fogh Vindelev (sopran), Lisbeth Balslev (sopran), Morten Grove Frandsen (kontratenor) og Nicolai Elsberg (bas, i øvrigt også kendt som sanger i Spillemændene). De synger i kor og hver for sig, Clausen med mikrofon, operasangerne uden. Alle sangere og musikere er klædt i sort og bærer en særegen guldglimmerlæbestift. Grundet operavokalerne er teksterne lidt svære at opfatte, men jeg hører dog linjer som "You are welcome", "cities of glass in the sky", "I really longed for this" og "I actually invited him" i de to første numre.

Tredje nummer er en solosang fra kontratenoren Morten Grove Frandsen, der iført kjole og med sin usædvanlig lyse stemme (der minder lidt om Antony Hegartys fra Antony and the Johnsons) synger linjer som "I am growing wings on you, wings of spider's web", mens han går rundt mellem publikum, helt tæt på. Nu bliver oplevelsen for alvor nærgående. Et par numre senere synger sangerne i kor om "Lemmings" og "hypocritical lives", inden en trommeslagers hårde dunken i et andet lokale som en anden rottefænger fra Hameln lokker publikum ud af rummet og ud i gangene, hvor vi går fra rum til rum, og der sker mærkelige ting hvert sted, mens dyster musik høres i baggrunden.

Lisbeth Balslev (i øvrigt internationalt anerkendt Wagner-fortolker og forestillingens alderspræsident) står et sted og hugger brænde og går helt hen til de forbipasserende publikummer og synger dem lige ind i ansigtet med smuk, klagende vokal og et desperat blik. I et andet rum står Casper Clausen med et stort vandfad, som han dypper publikums fingre i, mens han synger. Vi kommer også tilbage til køkkenet med kaffemaskinerne, hvor en maskeklædt mand byder på enten kaffe eller det, der viser sig at være snaps. Jeg vælger snapsen, denne oplevelse kræver at blive skyllet ned med noget skarpt.

Fan'me uhyggeligt

Senere bliver publikum placeret på bænke i en lang gang, som sangerne og musikerne går ned ad og fremfører flere numre, hvor elektroniske elementer nu også er en central del. I én sang spiller noget slagtøj i den ene ende af gangen, mens harmonikaspilleren står i den anden, hvilket giver en fremragende stereo-effekt. Bassangeren Nicolai Elsberg imponerer i øvrigt med sin usædvanlig dybe stemme, der er noget af en kontrast til hans slanke legeme – ganske som Morten Grove Frandsens lyse røst umiddelbart clasher med hans fyldige overkrop.

Det er en stærk oplevelse, men hvad handler det hele om? Det er, ikke mindst på grund af lokaliteten, oplagt at tænke sig de medvirkende som overlevende efter en atomkrig eller en global klimakatastrofe, og det giver også nogenlunde mening i forhold til de tekstbidder, jeg opfanger – "I was stillborn in still water" er en anden tankevækkende linje. Beskueren må dog selv fylde hullerne ud, indtil videre da.

Vi føres forbi flere rum, blandt andet et næsten tomt lokale med en kniv på væggen og blod på gulvet, og ender i et andet rum, hvor publikum placeres på bænke langs væggen, mens sangere og musikere befinder sig på gulvet. Lisbeth Balslev kravler rundt på gulvet med sin økse fra brændehugningen og synger om muligt endnu mere smukt og desperat end før, ligesom hun atter går rundt til publikum og synger dem lige ind i ansigtet med et stirrende blik. Det er fan'me uhyggeligt.

I en mere optimistisk sang synger Casper Clausen om "I want leaves, because leaves can fall", mens han deler grønne blade fra en blomst ud til publikum. En påmindelse om, at vi skal huske at passe på naturen? Et andet, mere alvorstungt nummer fortæller om "the abyss" med en "second abyss" og en tredje "abyss" under. De to marimbaer i instrumentparken skaber ofte en harmonisk kontrast til den mørke musik, men i ét nummer går alle sangere og musikere amok i aggression og dissonans inden en mere afdæmpet sang. Så føres vi atter ud i gangen, hvor vi får nok en sang, inden vokalister og musikere siger farvel med ordene "Take us to the next world" og forsvinder bag en enorm metaldør, der lukker med et brag. Tæppefald, der giver genlyd.

Ekstranøgle til fortolkning

Efter en lille pause i næsten komplet mørke bliver lyset tændt, og sangere og musikere kommer ud til applaus, dog kun én gang, selvom klapsalverne er kraftige og lange. Med lidt hjælp fra guider bliver vi, lettere desorienterede, ført tilbage til indgangen, og på vej ud får vi stukket et program i hånden med samtlige tekster. En fortræffelig idé, så man kan få en ekstranøgle til fortolkning af det samlede udtryk. De smukke tekster er skrevet af digteren Ursula Andkjær Olsen og ja, det understøtter tolkningen i retningen af klimakatastrofe med linjer som "Our abyss was our life from as we knew it" og "now I will flow into nature's circus / drop by drop into the circuits of GROWTH" (forfatterens fremhævning, red.).

"Leaves – The Colour of Falling" er en på alle måder overvældende og uforudsigelig oplevelse, hvor musik, den alternative og gennemførte scenografi og ikke at forglemme den stemningsfulde lyssætning går op i den berømte højere enhed. Idéen med at føre publikum gennem mystiske kælderlokaler fungerer fremragende til at illustrere en post-apokalyptisk verden, og musikalsk spiller de rytmiske og klassiske sangere og musikere smukt sammen til et udtryk, der både er imødekommende, skræmmende og gådefuldt. Her dagen derpå sidder "Leaves" stadig i mig som en mærkelig drøm, jeg sent vil glemme, måske aldrig.

Man kan kun håbe på, at "Leaves" bliver optaget og udgivet på dvd, selvom det selvfølgelig kun vil være en lille del af totaloplevelsen. "Leaves" skal opleves live, men alle forestillinger er allerede udsolgt. Forhåbentlig kommer der flere snart.

"Leaves" spiller i Atomkælderen til og med 8. august. Alle forestillinger er udsolgt.

Forestillingen er en co-produktion mellem Copenhagen Opera Festival og teatret S/H.

Læs credits her

"Leaves" opføres i Rådhushallen i Aarhus 1. september i en koncertversion uden scenografi. Læs mere her.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA