x
Flogging Molly: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Flogging Molly, Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Flogging Molly: Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Danmarks Grimmeste Festival har i år flottet sig på bandfronten og booket flere halvstore internationale hovednavne. Det første af disse var de Los Angeles-baserede folk-punkere Flogging Molly, der ligefrem har ligget nummer fire på den officielle amerikanske albumhitliste. Det skete i 2008 med deres syvende album, "Float". Herhjemme har de også et pænt publikum, og fredagens koncert med dem i Store Vega er i skrivende stund næsten udsolgt.

At et på flere måder stort band var kommet til Grim Fest var tydeligt, da der bag scenen holdt en velvoksen nightlinerbus, et noget større transportmiddel end de minibusser, de fleste danske optrædende på Grim Fest kører rundt i. Gruppen tæller da også hele syv medlemmer, der foruden den klassiske lineup på guitar, bas og trommer betjener instrumenter som violin, blikfløjte, banjo, mandolin og harmonika. I øvrigt var deres bagscenetæppe med gruppens logo, et firkløver med to slanger, så stort, at kun den øverste halvdel kunne hejses op.

Flogging Molly havde samlet en stor skare, da de gik på scenen klokken 22.45 og lagde ud med "Screaming at the Wailing Wall". Et arketypisk Flogging Molly-nummer præget af højt tempo, en iørefaldende, glad melodi og en anderledes alvorlig, samfundskommenterede tekst, i dette tilfælde en kritik af USA's indtog i Irak (sangen er fra 2004, året efter den vestlige invasion).

Feststemningen overstrålede dog tydeligt alvoren, men desværre var lyden ikke i top, og både violin og harmonika druknede i mikset. Det blev dog udbedret efter et par numre, og det var også påkrævet, for de folkemusikalske instrumenter som violin, harmonika, blikfløjte, mandolin og banjo udgør en vigtig del af Flogging Mollys univers, og de blev alle spillet fremragende af det veloplagte orkester.

Til gengæld var lyden under hele koncerten overraskende lav for et band med rødder i punken – og også lavere end de øvrige bands på Skovscenen, men dog ikke så lav, at det lagde en dæmper på stemningen, som var ganske løssluppen, med en del crowdsurfing til følge. Et fænomen, som accepteres på Grim Fest modsat på mange andre festivaler.

Gruppens irske forsanger og akustiske guitarist, den gråsprængte, 54-årige Dave King gjorde også sit til at holde festen i gang med sine hyppige skåle med publikum i (formodentlig irsk) dåseøl, heftig rytmeguitar og småhæs – som genren lægger op til – men intens sang.

Tempomæssigt spillede Flogging Molly, som havde de Den Onde selv lige i knæhaserne, og det lægger musiktraditionen også op til, men det blev dog en anelse ensformigt i længden, når melodierne også mindede en del om hinanden. Derfor var det en kærkommen variation, når bandet af og til sagtnede farten lidt som på den vuggende "Whistles the Wind" – et af gruppens bedste numre – den nye "Guns of Jericho" fra gruppens kommende album, som ventes ude til næste år, i de indledende passager af "Tobacco Island" og "Rebels of the Sacred Heart" og endelig på "If I Ever Leave this World Alive".

Samlet set var koncerten dog en fornøjelse, og det gav god mening, at bandet gik af scenen til tonerne af Monty Python-klassikeren "Always Look on the Bright Side of Life". Humøret er højt i med- og modgang hos Flogging Molly, og det smittede – også på Grim Fest.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA