x
Palma Violets : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Palma Violets , Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Palma Violets : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

Forestil dig, hvis Dee Dee Ramone (bas, Ramones), Ray Manzarek (keyboard, The Doors), John Bonham (trommer, Led Zeppelin) og Pete Doherty (vokal og guitar, Libertines og Babyshambles) kunne være gået sammen og havde lavet en supergruppe. Alt godt fra England og USA, kunne man kalde det, og så ville man ikke være helt ved siden af, når det kommer til at beskrive kvartetten Palma Violets, der fredag er et af hovednavnene på Grim Fest.

På en time fører de også igennem kataloget fra deres første to albums, der byder på inspiration fra de sidste fem-seks årtier i britisk musik, leveret med en vildskab, der er prisværdig - især det fåtallige publikum taget i betragtning.

Fra starten af koncerten er bandet så overgearede, at de første to sange er uigenkendelige, hvilket også skyldes den sært mumlende engelske vokal og en lyd, der lige skal rettes lidt, hvilket den heldigvis snart bliver. Og så tager det fart.

Vildere, hurtigere, højere

Gruppen, der er dannet tilbage i 2011, gjorde kometkarriere og allerede ved udgangen af 2012 blev deres første single "Best of Friends" kåret til årets nummer af engelske NME Magazine. Den er også blandt de sange, der vækker størst genklang blandt publikum på Skov Scenen denne eftermiddag.

Mens mange hænger ud under træerne, og et par hundrede står og vippen takten med fødderne, er der blot tre rækker publikummer helt oppe foran selve scene. De har til gengæld den vilde fest, og får også dedikeret et nummer af bassisten, Alexander Chilli Jesson, der ellers bruger det meste af koncerten på at hoppe rundt i vildskab.

Efter en start med knald på bliver introen til "Matador" et tiltrængt pusterum, inden bandet igen knalder til den. Her får vi også en glimrende guitarsolo fra Samuel Thomas Freyer, der også står for det meste af vokalarbejdet. Af og til overlades dette dog til Alexander "Chilli" Jesson, der gør det lidt mere grødet. 

"The Jacket Song", der præsenteres som et stille nummer, bliver således koncertens lavpunkt, for Palma Violets er langt bedre, når der er mere tempo på. Når William Martin Doyle bag trommerne ter sig som den abemand, han ligner - ikke ulig John Bonham - og hamrer vores hoveder fuld af trommerytmer, mens Jeffrey Peter Mayhew sidder fuldstændig uanfægtet bag sit keyboard og bare hygger sig. 

Alt i alt er det en dejlig forfriskende oplevelse med deres skødesløse britiske indierock, og man kunne blot savne et lidt større og mere engageret publikum. Det kommer bandet med sikkerhed til at opleve sidst i august, hvor de optræder på de britiske megafestivaler Reading og Leeds' største scener. Og hallå, så lad os da lige tage revanche, næste gang de gæster Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA