Volbeat : Tusindårsskoven, Odense

Volbeat , Tusindårsskoven, Odense

Volbeat : Tusindårsskoven, Odense

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Skulle man være en af de slags mennesker, som til tider finder sig selv i en hotelbar ude i verden, byder samtale med lokale og andre rejsende ofte på en opremsning af sit lands stoltheder. Her i Danmark har vi Den Lille Havfrue, Kongefamilien, H.C. Andersen, og nogle vil måske endda også mene, at smørrebrød skulle være at finde på listen. Og så er der Volbeat. Dette band har siden stiftelsen i 2001 kun haft kurs fremad. Til tider har fremgangen været mere langsomtgående end andre, men dette til trods har Volbeat opnået en succes, som er svær at måle med andre i den danske musikbranche.

Opskriften har været en kombination af rockabilly og heavy metal, iscenesat af forsanger Michael Poulsens karakteristiske vokal, der trækker på tydelige inspirationer fra rockens forfædre, Elvis Presley og Johnny Cash. Og det er netop en kombination, som har skabt stor bevågenhed rundt omkring i verdens forskellige musikmiljøer.

Fremmødet til aftenens koncert, gruppens eneste i Europa i år, var derfor imponerende med gæster fra ikke kun flere nordeuropæiske lande, som jo ofte er at finde ved store koncerter på dansk grund, men også fra Asien og Nordamerika. Med et sådan fremmøde, udgjort af i alt 37.000 koncertgæster, måtte man antage, at høje forventninger til aftenens koncert var solidt indgroet hos publikum. Og som man stille og roligt bevægede sig ind i Tusindårsskoven, blev man hurtigt oversvømmet af en stemning, som ellers sjældent finder sted i Danmark andre steder end til Metallica. Der var en nærmest festivallignende stemning imellem træerne.

Særligt indbudte gæster

Inden koncerten havde Volbeat gjort opmærksom på, at der var noget specielt i vente. Volbeat havde nemlig medbragt to bands, der for Volbeat selv har haft en helt speciel betydning for dér, hvor de i dag befinder sig. Første navn på plakaten var danske Konkhra, der siden 1989 har været med til at påvirke den danske metalscene på et niveau, som måske ikke er de fleste bekendt. Som et af Danmarks første og særdeles stilsættende dødsmetalbands fremførte Konkhra en potpourri af pickslides, tørre skrig og tromlende dobbeltpedal. Vokalen havde dog til tider en anelse svært ved at følge musikkens brutalitet, hvilket desværre bidrog ihærdigt til den overordnede oplevelse af lydbilledet.

Fordi det var tanken, at denne koncert skulle udforme sig til noget helt storslået, var tyske Accept inviteret med, hvor musikken tog en noget anden drejning, end hvad der hidtil havde lagt lydbillede til Tusindårsskovens idylliske natur. Hvor den grumme død havde mast sig ud over publikums trommehinder, var det nu thrashen, der skulle sætte gang i publikums dansesko. Publikums forståelse var nu mere håndgribelig, og flere viste sig denne gang at reagere på, hvad der foregik på scenen. Der var også tale om et band, der formåede at være oplagte og samtidigt kunne formidle en spilleglæde, som kom til udtryk ved især forsanger Mark Tonillos indlevende vokal og Wolf Hoffmanns hvæsende guitarspil.

Efter en stigende interesse fra publikum igennem de to opvarmningsbands begyndte fremmødet for alvor at presse på, som klokken nærmede sig 21 og en næsten fuldmåne begyndte at kigge frem gennem skyerne. Det hele var på rigtig mange måder timet godt, og med det sorte lærred med Volbeats cowboylignende maskot i centrum begyndte det musikalske lokomotiv så småt at røre på sig i en eksplosion af fyrværkeri og solide riff, der satte publikum i en ekstatisk imødekommenhed.

Aftenen, der skulle være til historiebøgerne

Aftenens højdepunkt fik vi tidligt i koncerten, under "Maybellene I Hofteholder", hvor den fandenivoldske rock'n'roll var lige så veloplagt som publikum. Trods Michael Poulsen normalt meget selviscenesættende rolle i Volbeat var han dog en anelse tilbagelænet på scenen under koncertens første tredjedel, hvilket guitarist Rob Caggiano til gengæld kompenserede for.

Men selvom det musikalske sammenspil mellem Volbeats medlemmer var på et udmærket niveau, manglede der dog til tider en følelse af, at publikum rent faktisk havde at gøre med nogle musikere, som også er en flok kammerater. Koncerten virkede derfor i perioder lidt for veltilrettelagt og indstuderet, hvilket blev yderligere bekræftet på det nye nummer "The Devil's Bleeding Crown", der trods sin ekstraordinære kontekst ikke udskilte sig synderligt fra resten af aftenens sætliste.

Når man har at gøre med en aften, der skulle være til historiebøgerne, er det på sin plads at medbringe en smule overraskelser og særlige indslag, hvilket også skete ved aftenens koncert. Pernille Rosendahl var derfor at finde på scenen under "Mary Ann's Place" og herefter på "Lonesome Rider", hvilket som udgangspunkt lagde op til noget, der kunne udvikle sig til noget særligt. Desværre var vokalharmonierne ikke helt skarpe, og man fik det indtryk, at de to sangere helst bør holde sig væk fra hinandens musikalske udfoldelser, trods deres ellers så charmerende fælles udstråling. Seancen blev dog løftet af kontrabassist Jakob Øelund (Grumpynators), der bidrog med den originale kant, som rockabilly er skabt ud fra.

Senere vendte Øelund tilbage i "16 Dollars", og under ekstranumrene gæstede Mercyful Fate-guitaristen Hank Shermann – der i 2012 turnerede med bandet i USA, efter at Thomas Bredahl var gået ud, og før Rob Caggiano blev medlem – "Pool of Booze, Booze, Booza" med potent spil. Både Rosendahl og Øelund gæstede i øvrigt også Volbeats koncerter i Jyske Bank Boxen og Forum i november 2013 og på Refshaleøen i København og ved Fængslet i Horsens i august 2014, så så overraskende var deres deltagelse heller ikke.

I et inferno af ild og fyrværkeri drog Volbeat i to timer publikum igennem en rutsjetur af stadionmetal, der i sin ligefremhed kunne få enhver teenageknægt til at trække i læderjakken. Der manglede dog en anelse opfindsomhed, variation og spontantiet i den velplanlagte koncert, hvilket desværre gjorde, at der stadig var et lille stykke vej til, at vi fik indfriet de høje forventninger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA