Velvet Volume : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Velvet Volume , Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Velvet Volume : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

Note til anmeldelse: Det står i alle andre skriverier om dem, og de vil jo helst selv, at det handler om musikken, så lad nu være med skrive, at det er tre teenage-piger, der spiller rockmusik.

Årh pis.

Men altså, lokale Velvet Volumes indtræden på den danske musikscene, og deres indtræden på Grims Store Scene er altså iøjnefaldende. Uden at vise tegn på nerver går de tre søstre ind, griber guitar, trommer og bas og giver publikum et nossespark af rock.

I front står tvillingerne, Noa Lachmi og Naomi Lachmi, som yin og yang henholdsvist helt i hvidt inklusive guitaren og helt i sort inklusive bassen, mens lillesøster Nataja Lachmi bestyrer trommerne. I sættets tredje skæring, "Honey", leder netop trommerne tankerne hen på White Stripes' "My Doorbell", og reminiscenser af den hedengangene duo er flere gange tilstedeværende i settes sange.

Sikkerhed og charme

Som med mange af de andre koncerter på festivalen lokker tonerne fra scenen folk frem fra gemmerne, og publikum er ved fjerde sang, "Runnin Wild", der blandt andet byder på guitar med tung inspiration fra Sex Pistols' "Anarchy In The UK", svulmet op til en flot mængde.

Pigerne virker som forbillederne cool og afsløres blot ved de mange smil - det er fedt, det her! - mellem dem under sangene, og den tykke aarhusianske dialekt - tuuuusind' tak, I er for fede! - de lufter mellem sangene.

Man kan ikke lade være med at imponeres over den sikkerhed, de betjener deres instrumenter med, for taget i betragtning af, at de er autodidakte og stadig så unge (for helvede, der var den igen), er det beundringsværdigt, at der ikke er nogen nævneværdige fejl at spore.

Fra Blur til No Doubt til Velvet Volume

Selv i "C'mon", hvor Naomi overtager vokaltjansen fra Noa, og bandet sætter tempoet ned til en sjæler, mestrer gruppen såvel sangskrivning som levering på scenen.

Men allerede inden sangen er slut, er bandet, der blev dannet i 2012 og året efter spillede på Grims lille scene, oppe i gear igen. Noa bryder ud i en guitarsolo - en af de få ting, man hidtil måske stod og savnede - mens Naomi på bassen, der står vidunderligt langt fremme i mixet, ruller afsted og kan minde lidt om den tilbagelænede selvsikkerhed hos Alex James fra Blur.

Noas vokal til gengæld leder tankerne hen på Gwen Stefanis dybe klang fra No Doubt-dagene, da Velvet Volume endnu blot var en kærlig tanke (fuck, endnu engang). Bandet har også lidt af den samme vildskab som Californien-gruppen, og selvom instrumenteringen her er skåret mere ind til benet, er der den samme legesyge.

En redaktør sagde engang til mig, at man skulle passe på med at rose praktikanter for meget, for det kunne stige dem til hovedet, og de kan jo altid blive bedre. Næsten samme afskedssalut vil jeg give Velvet Volume: Selvfølgelig er der mere i vente, og det er det eneste, der holder mig fra at give dem seks stjerner. Men flot, det var det.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA