Christian Hjelm : Danmarks Grimmeste Festival, Bonzai-scenen

Christian Hjelm , Danmarks Grimmeste Festival, Bonzai-scenen

Christian Hjelm : Danmarks Grimmeste Festival, Bonzai-scenen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg blev lidt overrasket, da jeg opdagede, at Christian Hjelm var blevet programsat på Grim Fests lille scene, Bonzai-Scenen og derfor også kun skulle spille 45 minutter. I min verden ville han være et oplagt navn til den store Skovscene og en times optræden, men sådan er der så meget. Pladsen foran scenen blev da også fyldt, om end ikke pakket, da Hjelm og hans fire musikere på guitar, bas, trommer og keyboard trådte ind på scenen og lagde ud med "Den Som Du Elsker".

Desværre var lyden noget lav i de første par numre, især bassen. Det blev dog fikset, og herfra fik Hjelm for alvor spændt koncerthjelmen med en veloplagt optræden sammen med fire gedigne musikere, blandt andet hans mangeårige samarbejdspartner, leadguitarist Claus Salling Johansen, som Hjelm også spillede med i pauseholdende Figurines .

Hjelms karakteristiske lyse stemme lå heldigvis centralt i mikset, så man kunne nyde hans ligefremme, hverdagspoetiske og klichéfattige tekster og stærke melodier, der er påvirket af og associerer til både Beach Boys, amerikansk indierock og folkelig sangskrivning à la Kim Larsen. Ikke alle instrumenter var dog lige velafstemt i lydbilledet, og det var således lidt svært at høre, om det var en elektrisk eller en akustisk guitar, Hjelm spillede på – han skiftede lidt undervejs. Det ellers så iførefaldende synth-tema i "I Disse Dage" stod heller ikke helt så klart, som man kunne ønske sig, men det forhindrede dog ikke Hjelms smilende attitude og gode humør at sprede sig langt ud over scenekanten.

Sættet havde en lille overvægt af sange fra Hjelms bundsolide debutalbum, "Før Vi Blev Lette" (2012) i forhold til den lige så udmærkede opfølger "Vaskeægte" (2014), og så fik vi også et nyt nummer, den melankolske og flotte "Sidste Bid", en "sommeren er snart forbi"-tekst, som fik mig til at tænke på C.V. Jørgensens klassiker "Sæsonen Er Slut". Og det er altid rart at tænke på C.V. Jørgensen,

Den klaverbaserede, smukke ballade "Fri Leg" fik gang i vuggende hænder og noget så sjældent i disse mobiltider som tændte lightere. Sangen er da også en af Hjelms allerbedste, og da han og bandet herefter sluttede med den første solosingle, radiohittet "Lang Vej Igen" kunne man konkluderede, at det trods de lydmæssige udfordringer havde været en mere end hæderlig koncert. Den kunne sagtens have været længere end 45 minutter.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA