x
Damien Rice: DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Damien Rice, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Damien Rice: DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Anmeldt af Katja Sidenius | GAFFA

Arkivfoto

Sidst den irske sanger og sangskriver Damien Rice stod på en scene i København var for otte år siden, da han gav koncert i Store Vega. I går aftes var han atter tilbage for at forbløffe det danske publikum med sin særegne stemme – denne gang for et siddende publikum i DR Koncerthuset. Rice nyder at pusle om sine udgivelser og er længe om at færdiggøre et album. Debutalbummet "O", som indeholder hittene "The Blower's Daughter" og "Cannonball" blev sat på butikshylderne tilbage i 2002 og viste ham, i manges øjne, som en af dette århundredes mest talentfulde sangskrivere. Sidste år blev han aktuel med sit tredje, længeventede studiealbum "My Favourite Faded Fantasy," produceret af Rick Rubin.

På en varm søndags sensommeraften er glæden blandt Koncerthusets gæster smittende. Lidt i otte sidder mange stadig ved vandet, der omringer bygningen, og nyder den sjældne, stillestående brise. Aftenens supporter er svenske Mariam the Believer, også del af ægtepar-duoen Wildbirds and Peacedrums. I takt med at folk lister sig ind på deres pladser i den dæmpede belysning, er den relativt ukendte sangerinde i fuld gang med sin solooptræden. "Jeg skal stadig vænne mig til at stå på en scene alene," hvisker hun beklagende i mikrofonen.

Hendes sangstemme har dog ikke brug for nogens opbakning og fængsler alle i rummet øjeblikkeligt. Hun får rå romantik til at vibrere gennem kroppen med sin dybe og samtidig strålende stemme. Gennem vokalen formår hun at fremprovokere en form for åndelig fantasi. Alt i alt en meget sjælfuld, mørk og hypnotiserende performance, som passer perfekt ind i en Damien Rice-koncert.

Salen er mørk, og selv på scenen er belysningen begrænset, hvilket skaber fornemmelsen af at være under en stjernehimmel. Betagende stilhed florerer blandt publikum, inden Rice bryder den med "Cannonball", en af hans ældste, mest melankolske sange. Guitarstrengenes resonans flyder blidt gennem lokalet, og den genkendelige tekst gør sangen populær blandt fansene – dog gør dens vuggeviselignende melodi det til en svag koncertstart.

"Det er en meget interessant bygning. Den minder mig om dengang, jeg var barn og gemte mig i mine forældres skuffer og kister – ligesom en kat," griner Rice. Han fortsætter i underholdningens ånd med fortællinger om sin katolske opvækst i Irland, den manglende sexundervisning og den forbudte selvtilfredsstillelse. Det er svært at tyde, om han hellere ville have mødt om som standup komiker end sanger, men han opnår i hvert fald at involvere lyttere på sin egen vis.

Den næste sang er "The Professor & La Fille Danse", som han dedikerer til at holde "ting" inde. Rent instrumentalt lyder det som et trivielt folkestykke, men selve teksten er yderst humoristisk og digterisk, som han til og med skråler med en dejlig mængde begejstring og energi. Selvom sangen ikke er karakteristik for Rices musikalske værk, lader det til, at hans mangfoldige sider bliver taget godt imod i Koncerthuset. Det er, trods alt, forfriskende at se en håbløs romantiker med humor og selvironi. "I er her sikkert alle sammen, fordi I på et tidspunkt i jeres liv er blevet såret og i det øjeblik følte, at en Damien Rice-sang talte til jer," griner han højlydt.

"Volcano" fra debutalbummet er aftenens tredje performance, hvis man ikke tæller anekdoterne med. Starten er mild, behersket og genkendelig, lige indtil Rice kaster sig ud i et avantgarde-projekt med sine guitarstrenge, synthesizere og forvrængede vokaler. At eksperimentere med sine numre under liveoptrædener er velkomment, så længe man ikke får en popsang til at lyde som en masse uudholdelig larm, og det sker desværre her.

Et af hans allerstørste talenter ligger i de intense, hjerteskærende, orkestrale opbygninger, som blandt andet gjorde "The Blower's Daughter" så elsket. Desværre bliver den sang aftenens antiklimaks, sunget på den mindst lidenskabelige facon, selvom den afslutter koncerten.

Da Rice inden da placerer sin spøgefulde side i baggrunden og dykker ned i det nyeste album, går koncerten for alvor i gang, og man bliver hypnotiseret af Rices uimodståelige dedikation til musikken. Akustisk guitar, pedal, trommer, klarinet – alt kommer i sidste ende på banen og bliver, på fortryllende vis, til harmonisk kaos. Især "It Takes a Lot to Know a Man" udløser et betagende visuelt univers gennem musikken. Der er ingen tvivl om, at manden besidder en sjælfuld stemme, som får hårene til at rejse sig. Om den musikalske oplevelse havde været mere tilfredsstillende uden al den sniksnak, er ikke til at sige. Én ting er sikker: Rices sprudlende personlighed er mindst lige så tiltrækkende som hans stemme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA