x
Electric Guitars : Smukfest, Rytmescenen

Electric Guitars , Smukfest, Rytmescenen

Electric Guitars : Smukfest, Rytmescenen

Anmeldt af Michael Dyhrborg | GAFFA

Den elektriske guitar. Rockguitaren. Det mest mytologiske instrument af alle. Den er katalysator for sex, frihed, fuck-dig-attitude og store drømme. Rockguitaren kan fremmane storbyens vilde liv og tegne et ørkenlandsskab med få velvalgte toner.

Det eneste instrument, der kan tage kampen op med rockguitaren i den henseende, er tenor-saxofonen, men så taler vi jazz, og jazz var der ikke for fem flade fnug af, da Electric Guitars satte strøm til spilleglæden på Smukfest og åbnede Rytmescenen, der i år fejrer 25 års jubilæum.

Electric Guitars har to frontmænd. Guitaristerne Mika Vandborg og Søren Andersen (redningsmanden for D-A-D., da bassisten Stig Pedersen brækkede armen og i en periode måtte udgå). Ud over dem består bandet af bas og trommer.

Duel på rockhistoriens store riffs

Allerede fra første nummer, var det tydeligt, at de to frontkumpaner var kommet for at have det skægt.

De lagde fra land med "The Thiner The Eyebrow The Crazier The Woman" fra det seneste album "String Fever," og vi var ikke nået langt ind i anden sang "She Wants My Guitar" før en kærlig duel brød ud mellem de to guitarister, der på skift æggede hinanden med velkendte riffs fra rockhistorien.

Rolling Stones' "Start Me Up" og "(I Can't Get No) Satisfaction," White Stripes' "Seven Nation Army" og (for at det ikke skal være løgn) "Smoke On The Water" var blandt dem, der indgik i dysten.

Hjertet på rette sted

På plade kan Electric Guitar ind i mellem minde om Lenny Kravitz eller Black Crowes, men soul- og funkelementerne var fravalgt under koncerten, der primært bød på rock af den slags, man kan slå søm i væggen med.

Trommer og bas blev mest brugt til at holde pulsen, hvilket man ikke skal kimse ad, da hjertet er et vitalt organ, også i musik.

Ind i mellem kunne man dog godt ønske sig, at bassisten fik lidt flere arbejdsopgaver, som vi oplevede i for eksempel "Break It Up." Det kunne bidrage til at holde grundsuppen kogende, mens de to guitarister nærmer sig endnu en soloudveksling.

Lækker intro

Duellen på de verdenskendte riffs tidligt i koncerten satte også fingeren på Electric Guitars største svaghed. Nok er her masser af solo, charme og attitude, men den guitarfigur, der sætter sig på hjernen, har de ikke.

Det tætteste vi kom, var den lækre intro til "Baby I Love You,"som Mika Vandborg stod for.

Her blev sangen bygget op i flere etaper, hvilket gav en skøn afveksling, og samtidig rummer nummeret de linjer, der rammer Electric Guitars lige på kornet: "Don't forget we're just boys – jumping around making noise,"

Sangen fik en bidskbidende solo af Mika Vandborg og et potent svar fra Søren Andersen.

Gryden med rockstjerneattitude

Da koncerten nærmer sig enden, har vi fået serveret alle tricks fra rockguitaristens scenehåndbog. De flyvende plektre til publikum. De spredte ben og foden på monitoren. Og guitaren er blevet spillet på nakken, under benet og med tænderne. Som et sidste bevis på, at begge faldt i gryden med rockstjerneattitude som små, slyngede Mika Vandborg sågar instrumentet en tur i gulvet. Sådan.

Der er ingen tvivl om at d'herrer elsker deres instrument og den rabalder, de kan skabe, og det lover godt for fremtiden. Så er der nemlig overskud til at skrive de originale sange og de forbandede svære guitarfigurer, der gør, at man kan nynne dem og faktisk ændre menneskers sindstilstand på ganske få sekunder.

Hvem ved, måske er der en rockklassiker i vente. Jeg tør godt sætte lidt penge på dem.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA