x
Rob Zombie: Store Vega, København

Rob Zombie, Store Vega, København

Rob Zombie: Store Vega, København

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Sidst Rob Zombie spillede i Danmark var på Roskilde Festival 2014, der så Orange Scene svøbt i zombie-rock og andre horroreffekter. Før dette stod den på Valby Hallen med kammersjukken Marilyn Manson på en turné, der ifølge rygterne ikke endte helt så godt, som man kunne have håbet. I aften skulle de danske Zombie-fans dog se den amerikanske multi-kunstner i lidt mere intime omgivelser, netop i Vega på Vesterbro. Og med det ellers så pompøse sceneshow, som Rob Zombie efterhånden er blevet synonym med, skulle det blive spændende at se, hvordan en sådan størrelse skulle passe ind på Vegas (under omstændighederne) lidt beskedne scene.

På scenens bagtæppe så man billeder af, hvad man forstår er en slags forbilleder for herren, der efterhånden er lige så kendt for sine film, som han er for sin musik. De bagvedhængende Wolfman, King Kong og fantomet fra operaen fremkom i deres stirrende fremtoning som et symbol på, hvad Rob Zombie forsøger at formidle. De er netop den hellige gral af horror, som Rob Zombie siden de sene 80'ere har dedikeret i musikken med sit hedengangne band White Zombie, i sit efterfølgende soloprojekt samt i sine genfortolkninger af old-school slasherfilm.

Men uanset mængden af horror skal publikum varmes op, hvilket blev gjort af svenske Avatar, som viste sig at være et særdeles velvalgt orkester til anledningen. Med sit apokalyptiske galskabscirkus forsøgte Avatar ihærdigt at sætte gang i et ellers tilbagelænet og beskedent fremmødt publikum, imens den Crow-lignende forsanger hældte benzin i nakken. Men når det ikke nødvendigvis er opvarmningen, man er kommet for, kan denne derfor ofte ses som lidt af en udfordring, hvilket dog ikke virkede som den store hindring for den svenske chokrockband.

Det var Rob Zombie, folk havde betalt for, og det var Rob Zombie, som folk var kommet for at se, så da Vega pludseligt gik i sort til et lydbillede, der mindede om en tur ind i 1920'ernes horrorfilm, var publikum hurtige til at stime sammen for at se zombien. Det fremgik derefter hurtigt, hvordan diverse chokrekvisitter var i højeste fokus, da guitarist John 5 begav sig ind på scenen iført rødlysende gasmaske og sorthvid ansigtsmaling, hvorefter Rob Zombie sås hoppende ind til nummeret "Teenage Nosferatu Pussy".

Horrorhippiens skoleferiebesøg

Det var hurtigt tydeligt at fornemme, at Rob Zombie var klar på at feste, hvilket der også blev givet udtryk for flere gange i løbet af koncertens første tredjedel, der så ihærdige forsøg fra John 5 og Piggy D på at få det stadigt lidt for tilbagelænede publikum i gang. Det var som om, at skoleferien havde sat sig lidt for solidt på de danske metalforældre, hvilket dog på forunderlig vis ændrede sig ved hjælp fra en gammel James Brown-klassiker, "Sex Machine". Trods publikums pludselige vilde entusiasme er dette dog et stykke musik, der skal holde sig langt væk fra horrorrocken, om ikke så bare fra Rob Zombies repertoire. Det så dog stadig horrorhippien skøjte rundt på scenens medbragte podium iført den frynsede jakke, der heldigvis var med til at tilføje lidt kant til dette indslag. Og derefter stod det klart, hvordan det chokerende måske ikke helt skulle være en del af opskriften, men mere det selvironiske.

Netop selvironien virkede til at være en stor del af aftenens koncert, der blandt andet kom tydeligt til udtryk ved trommeslager Ginger Fishs hyperenergiske samspil (og en lidt meningsløs trommesolo) med guitarist John 5, der trods deres begges dygtighed og ærefrygtindgydende cv havde en anelse svært ved at leve op til de forskellige masker, som John 5 iførte sig i løbet af koncerten. Man havde altså lidt at gøre med to modsætninger til koncerten, hvilket desuden kom til udtryk ved Rob Zombies ellers så velplanlagte og skabelonprægede sæt, der alligevel så pludselig impulsivitet. Hører man til den gamle skole af zombierock, kom aftenens absolutte højdepunkt allerede halvejs i koncerten, hvor John 5 og Piggy D sås i en transcenderende scenedans under White Zombie-hittet "More Human Than Human", hvorefter publikum nåede det stadium, som frontmanden Rob Zombie tidligere havde søgt.

Zombiemode

I løbet af koncerten var Rob Zombie dog en anelse længe væk imellem numrene, hvilket desværre fik de forskellige musikalske og energiske højdepunkter til at falde en smule til jorden. Det, der tidligere var ekstremt, hurtigt og gribende kiggede kun glimtvis frem under koncerten, og man kunne derfor fristes til at tro, at Rob Cummings måske er begyndt at leve lidt for meget op til sit moniker. Dette kom til udtryk ved de alt for mange covernumre, hvor Ramones' "Blitzkrieg Bop" skulle have været udeladt.

Rob Zombie var dog hurtig til at samle ethvert halvskuffet publikum op igen med nummeret "Thunderkiss '65" og "Dragula", der trods de enkelte fejltrin og en måske lidt for rodet optræden alligevel fik genskabt et niveau, der er at forvente efter 25 år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA