Black Label Society: Posten, Odense

Black Label Society, Posten, Odense

Black Label Society: Posten, Odense

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Enhver performance kan blive svært skadet af en på alle måder overlegen opvarmning, og sådan var tilfældet desværre for Zakk Wylde og resten af gutterne i Black Label Society, der skulle leve op til to livlige koncerter fra det charmerende Swindler og det intense Annominus. Wylde havde håret i øjnene, og som en ugidelig wookie smadrede han igennem solo på solo, mens han mumlede sangteksterne til en gennemtærsket sætliste.

Det var lidt sært at begynde en Black Label-koncert ved at lade et helt mash-up af Led Zeppelins "Whole Lotta Love" og Black Sabbaths "War Pigs" spille til ende, mens fortæppet stadig skjulte de fire amerikanske rockmusikere med variende grad af behåring og tatoveringer. Hvis Zakk Wylde så gerne vil fremhæve sin fortid med Ozzy Osbourne, så kunne han da bare sige det. Da tæppet endelig faldt, fik vi "The Beginning… At Last", og det stod klart lige fra begyndelsen, at Zakk Wylde har været på turné i et godt stykke tid, og han var kun parat til at gøre et minimum af, hvad der skulle til for at rocke Posten i Odense med soloer og hele pivtøjet.

Der herskede ingen tvivl om, at Wylde kunne sit kram med de forskellige spader, han hev med på scenen i løbet af koncerten, manden er bare ikke en ideel frontmand for et band med en friturestegt Sabbath-lyd dyppet i sydstatsrock. Det var meget knebent med kontakt til publikum, men under "Bleed for Me" blev en lille Black Label power-arm løftet over hovedet, og det var til at forstå for det talstærke publikum. Det var et publikum, der ville det mere end Zakk, og det kunne man se allerede på de utallige, og obligatoriske for ethvert rockband med respekt for sig selv, sorte T-shirts med print foran og bagpå.

De relativt nye kompagnoner Jeff Fabb på trommer og Dario Lorina på guitar gjorde ellers deres bedste for at spille koncerten op sammen med bassist John DeServio. Under koncerten lykkedes det da også for bandet enkelte gange at finde sammen for alvor, for eksempel mens de spillede "Suicide Messiah" og hev en megafon med på scenen, eller da Wylde skød en af sine bedre soloer af under "Damn the Flood". Beklageligvis blev det til lidt for meget af det gode efterfølgende. Stor og behåret, taler utydeligt og elsker sin solo ubetinget. Zakk Wylde er i sandhed heavyrockens Chewbacca.

Koncerten med Black Label Society endte som en monoton og ligegyldig affære, hvis man ser bort fra balladerne. Efter at have lyttet til og oplevet "Angel of Mercy" fra 2014 albummet Catacombs of the Black Vatican var det pludselig svært at forestille sig en Black Label-sætliste uden en ballade så stærk, at lightere bliver tvunget op af bukselommer. Mens man så glædede sig over det ene højdepunkt i koncerten, så trumfede Zakk Wylde alle forventninger om en tør og kedelig koncert med en gudsbenådet klaver-intro til den nostalgi-inducerende "In This River". Man var straks taget tilbage til en tid, hvor rockmusikken udfyldte hele det emotionelle spektrum, og oprigtige ballader var det gamle nye sort. Det varede dog ikke længe og vejede ikke op for en generelt set kort og forglemmelig koncert.      

Opvarmning: Swindler og Annominus *****  

Der var charme og humør hos det første opvarmningsband Swindler i stil med D-A-D og Jesper Binzers udspilede øjne. Musikken var også ganske glimrende, og der var små bidder af elegance mellem de to vokaler hist og pist. En sang, der hed noget i retningen af "Off to Minnesota" fyrede op under Postens lille scene, og der var god grund til, at spillestedet allerede var småfyldt. Swindler var et rigtigt opvarmningsband og gav den helt rigtige energi.

Annominus derimod var ikke et rigtigt opvarmningsband, men snarere et vaskeægte liveband, der kan sætte punktum på en god aften med headbanging og moshpitting. Det odenseanske bands pragtpræstation ødelagde det lidt for aftenens hovedpersoner, fordi Annominus både mestrede en variation, energi og legelyst, som Black Label Society slet ikke havde tænkt på at tage med sig på tour. Hver og et af bandmedlemmerne gav sit et og alt lige fra den skrigende back-up sanger/trommeslager til den intimiderende bassist og sidst, men ikke mindst forsangeren Jacob Zinn med sin Avenged Sevenfold-klingende vokal og sin overbevisende maniske latter. De kunne sagtens klare en hel koncert, hvis de ellers har energien til det.        

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA