x
La Roux : Smukfest, Bøgescenerne

La Roux , Smukfest, Bøgescenerne

La Roux : Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der var ikke ligefrem trængsel foran scenen, da britiske La Roux alias sangerinde og sangskriver Elly Jackson og hendes band indtog Bøgescenen torsdag klokken 19.45. Det er da også allerede seks år siden, La Roux, der dengang var en duo, hittede stort med "Bulletproof" fra det selvbetitlede debutalbum, og det andet album, sidste års "Trouble in Paradise" og de tilhørende singler har ikke haft samme succes. I hvert fald ikke herhjemme, selvom førstesinglen, "Uptight Downtown", var P3's Uundgåelige.

Fremmødet voksede dog hurtigt, da La Roux lagde ud med netop "Uptight Downtown", der viste, at man sagtens kan spille dansabel pop med såkaldt rigtige instrumenter og uden brug af backtracks. Elly Jackson var det tydelige midtpunkt med sit røde, tilbagestrøgne hår, der var som en flod af lava over en meget spinkel vulkan, der dog hele tiden ulmede med konstante dansetrin fra side til side og små gadedrengehop rundt på scenen.

Stemmen var lys, ren, klar og velegnet til den poppede og melodiske, men samtidig let eftertænksomme musik, om end vist kørt igennem et meget diskret filter (heldigvis ikke AutoTune), der gav den en let kølig klang. Effekten forsvandt dog heldigvis allerede på andet nummer, "In for the Kill" og vendte kun tilbage i et par numre.

Bag sig havde Elly Jackson et helt band med guitar, bas, trommer og keyboard samt forskellige elektroniske trommer og slagtøjsinstrumenter, som både guitaristen og hun selv betjente. Guitarspillet, af og til også udført af Jackson, var ofte hurtig, synkoperet rytmeguitar, som gav visse associationer til morgendagens Smukfest-hovednavn Nile Rodgers fra Chic, og i det hele taget var det en diskofil og funky omgang, La Roux gav os, dog ofte i midt-tempo og med en let melankolsk undertone. Noget, der fik moderat gang i de nu ikke helt så få ben foran Bøgescenerne.

Melankolien kom også til udtryk i det faktum, at Elly Jackson så påfaldende meget skråt nedad under koncerten, som var hun genert eller måske bare levede sig dybt ind i musikken? Her var der lidt for meget shoegazing-attitude til min smag – musikken var jo mere udadvendt – men publikums klapsalver lokkede dog et smil ud af hende fra tid til anden.

"Tropical Chancer" var et højdepunkt med diskret olietønde-associerende keyboards helt i tråd med teksten, mens "Let Me Down Gently" brød det let ensformige lydbillede med et mere afdæmpet, næsten trommeløst første vers og omkvæd, inden bas og trommer faldt ind. "Sexotheque" udløste overraskende meget fællessang – sangen har pt. "kun" 3,4 millioner streams på Spotifys mod "Bulletproofs" 38 millioner – men det virkede smittende, og det sammen gjorde den mindre uventede sang på det afsluttende hit "Bulletproof".

Så sagde Elly Jackson & Co. tak for i aften, og publikum reagerede med den største mulige grad af taknemmelighed i vore dage, nemlig nynnen af, ja, selvfølgelig, White Stripes' "Seven Nation Army". Det fik atter smilet frem hos Elly Jackson, og ja, det var da også 55 minutter, man kun kunne smile af. Ikke stor kunst og ikke super-varieret, men begavet og velspillet pop, og i en verden – og på en festival – med masser af pop, der er hverken det ene eller det andet, fortjener Elly Jackson en opadvendt smiley.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA