x
Dr. Dre: Compton: A Soundtrack

Dr. Dre
Compton: A Soundtrack

Dr. Dre: Compton: A Soundtrack

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 07.08.2015
Anmeldt af

Der skal tændes en ild hos Dr. Dre, før han får et album fra hånden, og der skulle gå 16 år, inden det skete. Efter at have fedtet med "Detox", til det blev grinagtigt, krævede det tilsyneladende blot en indsprøjtning fra optagelserne af biopic'en "Straight Outta Compton" for, at det lykkedes.

Og lykkes gør det. Albummet er brandvarmt. Man kan nærmest fornemme den knastøre tørke, der plager Californien i disse dage. Samtidig er temaerne om bandekriminalitet og politibrutalitet lige så aktuelle, som da Dre udgav den melodiske og alligevel ekstremt voldelige "The Chronic" i kølvandet på Los Angeles-optøjerne i start-90'erne. Omdrejningspunktet, hvor hjembyen Comptons historie også bliver Dr. Dres historie, gør, at den 50-årige milliardær fremstår autentisk, når han på filmisk vis ruller lowrideren frem og kyndigt guider os rundt i forstadens solbeskinnede lyksaligheder og lyssky baggårde.    

Dres lydbillede er domineret af trommerne og bassen, der gjorde hans G-Funk til hvermandseje, men han flirter også med andre genrer. Som på Kendrick Lamars mesterstykke afsøges alt fra nedbarberet samplemanipulation til jazz-improvisation. Med hans øre for rene melodier og beskidte basgange forstår man hvordan, han er i stand til at skrue prisen op på sine urimeligt dyre hovedtelefoner, for han er garant for perfektionistisk produktionsarbejde. Han har lige siden NWA-dagene foretrukket live-instrumenter, og selv når han genspiller samples, vokser der mere organiske harmonier frem. Særligt "Genocide", "Gone" og "Animals" er fuldt på højde med hans hovedværker.

Doktoreren opererer også selv på mikrofonen, men som på hans tidligere album bugner gæstelisten med talent. Alle hans protegeer fra Ice Cube over Snoop Dogg, Eminem og The Game frem til Kendrick Lamar er repræsenteret og leverer mindeværdige optrædener, men der bliver brugt lige så meget plads på nye kunstnere. Ud over et par ekstremt potente sangerinder er det især unge Anderson .Paak, der imponerer med en skæv kreativ levering.    

En udfordring, man har, når man lytter til Dr Dre rappe er, at de, der skriver for ham skifter i stil. Det gør naturligvis vokalen meget varieret, men samtidig kan han lyde kropforvirret. Det sker på fejlskuddet "Talk About It", hvor det nutidige club-flow nærmest anonymiserer hans karakteristiske tunge levering. Mod albummets slutning finder han sig selv. Klimakset "Talking To My Diary", hvor han er tilbage med sin vante fortællerstemme og reflekterer over sit livsværk, fremstår som en mægtig mindesten over karrieren. Det cementeres af en lang mageløs trompetsolo, der måske bliver doktorens sidste salut som solokunstner.

I en verden af singler formår få som han at lave en så helstøbt og dragende albumoplevelse. Det er muligt, at han har kaldt det "the soundtrack", fordi det er inspireret af "Straight Outta Compton"-filmen, men det er nærmest en film i sig selv, hvor musikken fremkalder klare billeder på nethinden. Både i udtryk og indhold minder Dr. Dre os om kvaliteterne i tilbagelænet G-funk og god, gedigen gangstarap. Godt gået af en 50-årig milliardær.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA