x
The Blue Van : Smukfest, P3 Teltet

The Blue Van , Smukfest, P3 Teltet

The Blue Van : Smukfest, P3 Teltet

Anmeldt af Michael Dyhrborg | GAFFA

The Blue Van kom lidt sent i gang, med det betød, at vi fik et knaldhårdt sæt, der sluttede med, at guitaristen undskyldte, at de ikke havde lov at spille længere.

Det betød ikke spor. Bandet udpegede fra start, hvor rockskabet skulle stå, og da de var færdige, var det boltet fast til væggen.

De fire mænd i The Blue Van udgør et intelligent orkester. De har tænkt over, hvordan de kommer fra A til B og videre igennem alfabetet, hvilket gør deres sange sofistikerede og effektfulde.

Arrangementerne fremstår enkle; her handler det ikke om at dynge på, men skrælle af, og samtidig bliver bandet ved at bytte rundt på elementerne, så næste sang fremstår som endnu et frisk bud. Derudover har The Blue Van en prisværdig evne til at afslutte et nummer, når det er færdigt.

Sangene havde alle fået en hesteindsprøjtning i liveudgaverne, og "Silly Boy" og "Man Up" sparkede virkelig fra sig.

"Weight & Hail" var en ny single, som var udkommet på koncertdagen, og efterfølgeren "Lonely For You Love" (en funky sag med roterende orgel) har endnu ikke fået en udgivelsesdato.

Den svageste sang i sættet var underligt nok ørehængeren "Dreamers," der havde mistet lidt af den luftighed, der gør, at man næsten kan se den drive ud af en oldschool transistorradio på en badestrand.

Koncertafslutningen var en grandios udgave af soulsjæleren "Weary Eyes." Den blev indledt med piano og sang og byggede derefter på i intensitet, til bandet var i fuld udtræk med fejende uh-uuh-vokaler, og netop som jeg tænkte "Giv bare los og hiv klichéerne om bord," så kom en af den slags detaljer, der gør, at ørerne bliver ved med at hænge ved højtalerne.

I stedet for den store, brede vrælende guitar satte guitaristen Søren Christensen ind med sylespidse prikkende toner, der løftede sangen en ekstra meter, inden han så lod instrumentet hvine, så det kom som en ekstra stærk forløsning, hvor han sammen med trommeslageren Per Jørgensen, bassisten Allan Villadsen og frontmand Steffen Westmark kunne skrive The End over en pragtfuld koncert.

Jeg ved ikke, om James Bond er musikelsker, men hvis han er, har jeg let ved at forestille mig, at han vrikker med røven til The Blue Van, mens han barberer sig, inden han skal til middag fredag aften. Det er et band med stil. I alle ordets betydninger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA