x
Beck : Smukfest, Bøgescenerne

Beck , Smukfest, Bøgescenerne

Beck : Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

 

Det er hele ni år siden, Beck sidst gæstede Danmark. Dengang spillede han også på Smukfest (og i Tivolis Glassal), så det var en længe ventet gæst, der havde indfundet sig i bøgeskoven. Dog ikke mere, end at pladsen foran Bøgescenerne ikke ligefrem var tætpakket, da den californiske multimusiker og hans band gik på scenen i prime time, lørdag klokken 21.30. Her lagde de ud med den grooverockende "Devil's Haircut" fra den 19 år gamle nyklassiker "Odelay".

Den hattebærende Beck havde medbragt fire musikere på guitar, bas, trommer og keyboard, så her var opstillingen ganske traditionel, men det skortede ingenlunde på fantasi, heller ikke på farvestrålende storskærmsanimationer. Under de første to-tre numre var lyden en smule ulden, og Becks stemme druknede lidt i de øvrige instrumenter. Måske derfor var der ikke helt så meget gang, som man kunne ønske sig i signaturnummeret "Loser", som vi fik allerede som sang nummer to.

En svampet orgelsolo i efterfølgeren "The New Pollution" gav dog håb om en intens koncert, og i "I Think I'm In Love" lige herefter var der for alvor styr på leadvokalen og lyden, mens storskærmen viste heftige bølgeskvulp i hele regnbuens spektrum. Beck og kumpaner citerede fiffigt Donna Summers diskoklassiker "I Feel Love" i sangen, og i det hele taget kom vi vidt rundt på den nyere musikhistories genrepalet. Ganske som i Becks efterhånden omfangsrige bagkatalog, der tæller 12 album fra og med debuten i 1993.

Rappen og hiphoppen havde vi fået et eksempel på allerede med førnævnte "Loser", der tilmed sampler en blueset guitarrundgang, funk fik vi med "Black Tambourine", "Hell Yes" bød på hiphoppet elektrofunk, mens "Soul of a Man" var blueset, upoleret guitarrock. "Lost Cause" fra det mindre mesterværk "Sea Change" (2002) viste Beck fra sin mest afdæmpede, akustiske og melankolske side, og sangen blev naturligt fulgt op af åndsbeslægtede "Blue Moon" fra Becks seneste album, sidste års Grammy-til-Kanye Wests-mishag-vindende "Morning Phase". I dette nummer sang Beck lidt mere kraftfuldt og klagende end i de fleste af koncertens øvrige numre, og det klædte både ham og sangen. Også selvom hans sangstemme aldrig har været hans stærkeste kort; den kommer i anden række efter hans indiskutable evner som sangskriver, multiinstrumentalist, producer og genrejonglør.

Den nye sang "Dreams" (udsendt på single i juni) var en anderledes, stærkt iørefaldende, funkpoppet up-tempo-sag, som lød som et kommende hit og fik det nu efterhånden talstærke publikum til at nynne med. "Han står bare og hygger sig," sagde min sidemand til mig på et tidspunkt, og det havde han ret i. Beck virkede helt afslappet, som han zappede rundt mellem genrerne og skiftevis spillede solid guitar eller hoppede rundt på scenen, slank og adræt, smilede og takkede publikum gentagne gange. Han sagde godt nok, at han havde jetlag, men det mærkede man ikke.

Hovedsættets afslutningsnummer, "E-Pro", sluttede med "nanana"-fællessang med publikum og et mindre, iscenesat slagsmål mellem to af Becks musikere, der pludselig lå og rodede rundt på scenen, mens Beck finurligt afspærrede scenen med polititape med påskriften "Crime scene, do not pass". Et alternativt oplæg til ekstranumre, hvor vi først fik den slet skjult Prince-inspirerede lummer-ballade "Debra" med Beck i næsten overdreven falset.

Dernæst var der dømt mere hiphop i "Where It's At". Nummeret indeholdt en humoristisk bandpræsentation, hvor Beck først konstaterede, at han havde glemt en banan i sine bukser og tog den frem, hvorefter bassisten Justin Meldal-Johnsen greb bananen og proppede den ned i sine bukser som en kommentar til den forgangne uges #penisgate med torsdagens Smukfest-hovednavn, Lenny Kravitz.

Herefter spillede de forskellige musikere stumper af Smukfest-aktuelle Chics "Good Times" – med Beck rappende passager af Sugarhill Gangs "Rappers' Delight" ind over – Rolling Stones' "Miss You" og Harold Faltermeyers "Axel F", inden vi fik en trommesolo og herpå Beck helt alene på "One Foot in the Grave", kun på blueset mundharpe og vokal, og til sidst endnu lidt af "Where It's At" med hele bandet. Kreativiteten fortsatte helt hen til de allersidste bevægelser på scenen, et kollektivt musiker-gruppekram, der bevægede sig frem og tilbage på scenen, som en robotstøvsuger i overstørrelse.

En helt igennem fremragende koncert, som understregede, at Beck stadig, 22 år efter debuten, er en af musikscenens mest kreative og beåndede sjæle, som altid får sat sit personlige præg på sine sange, også selvom han låner uhæmmet fra alle hylder. Og med et velspillende band og et modtageligt Smukfest-publikum var koncerten en fornøjelse på alle planer og et af festivalens absolutte højdepunkter. Så må vi bare håbe, der ikke går ni år, inden han kommer tilbage igen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA