x
Patti Smith: Det Kongelige Teater, København

Patti Smith, Det Kongelige Teater, København

Patti Smith: Det Kongelige Teater, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Rock'n'Rimbaud" har hun selv engang kaldt sit output, med henvisning til den franske 1800-tals-digter. Og undertegnede havde da heller ikke set det komme, at den nu 68-årige rockpoets særegne blanding af beskidt rock'n'roll og lyrik skulle få en regulær revival her i Danmark, i en moden alder.

Ikke desto mindre har eksponeringen herhjemme bestemt ikke manglet de senere år: Først kom succes-selvbiografien "Just Kids" (2010) og siden har Patti Smith og hendes faste band givet glimrende koncerter herhjemme på såvel Roskilde Festival (2010) som på Store Vega (2012) og i Falconer Salen (2013). 

I aften binder hun og holdet – guitarist/bassist Lenny Kaye, trommeslager Jay Dee Daugherty og de andre – så i en vis forstand sløjfe på det hele. Med en opførelse af debutalbummet "Horses" (1975), som i år kan fejre fyrre års jubilæum – og som i aften, her i det Kongelige Teaters smukke sal, står så stærkt og smukt som nogensinde. 

Potent fejring

Fra den berømte åbningslinie - klart og kraftfuldt dikteret i mikrofonen – om at "Jesus died for somebody's sins, but not mine," til gruppen i koncertens anden halvdel folder et fremragende, retrospektivt sæt ud. Fra "Set Me Free" fra Patti Smith Groups andet album til den obligatoriske finale med "People Have the Power," og i aften minsandten også den version af The Whos "My Generation," som Patti indspillede ved karrierens begyndelse.

Smith slentrer ind på scenen og stiller te-koppen fra sig på gulvet, flankeret af verdens måske mest sympatiske sidemand, Lenny Kaye. Og efterhånden som albummet spilles kronologisk igennem – Smith med læsebriller og lyric sheet under recitationen af "Birdland" – står det klart, at dette er nøjagtig den potente, vedkommende fejring af netop "Horses," som man kunne have håbet på.

Jeg mener: Vi taler trods alt om et af rockens mesterværker; fra Robert Mapplethorpes ikoniske omslagsfoto med Smith i hvid herreskjorte og slips til sange som "Free Money," "Redondo Beach" og titelnummeret (eller vel snarere recitationen) "Horses".

Faldne helte 

Mapplethorpe er naturligvis nævnt, da Smith opremser en liste over nogle af dem, som er faldet fra undervejs gennem de fyrre år siden debuten. "Den sidste sang på "Horses" blev skrevet til minde om Jimi Hendrix," siger Smith og fortsætter: "Men i de fyrre år som er gået, har vi alle sammen mistet nogen, som vi nu bærer i vore hjerter. Så når vi synger denne her, synger vi den for Jimi – men også for alle dem, som I har mistet."

"Horses!" siger Smith og slår ud med armene, da albummet er spillet til ende. Bandet lader sig hylde for fremførelsen – og så starter anden halvleg.

Lige så let som det kan være for nogle at afskrive Smith som småprætentiøs ("She's such a poseur!," skal Mick Jagger have sagt), lige så indlysende intens en performer er hun på en aften som i aften, hvor hun leverer den måske stærkeste koncert herhjemme siden de to aftner i Den Grå Hal på Christiania i 2007.

Vanen tro – og udtrykket giver mening i denne sammenhæng – binder Smith det hele sammen af længere, poetiske og politiske monologer.

"Jeg har en tudse i halsen…men hvad pokker: Det er er H.C. Andersens hjemland, så vi tænkte, at det måtte være det perfekte sted at hænge ud. Senere på aftenen forvandler jeg mig til en smuk prinsesse…," spøger Patti inden en frenetisk "Set Me Free," og så overlades scenen for en stund til Lenny Kaye og resten af bandet.

Lort og skønhed 

Kaye fortæller om bandets koncert på Daddy's Dance Hall i '77, for derefter at påpege: "Det her er ikke bare "Horses" fyrre års jubilæum; det er også 50 års-jubilæum for en af de bedste grupper, som nogensinde er kommet ud af New York City: The Velvet Underground!"

Der applauderes, og så kaster kvartetten sig ud i et medley bestående af Lou Reed-kompositionerne "Rock & Roll," "Waiting for the Man" og "White Light/White Heat." Og er leveringen ikke uforglemmelig, er "dollars" til gengæld skiftet ud med "kroner" i "Waiting for the Man" og hyldesten helhjertet.

Så kommer Smith tilbage; taler om "livet, med alt det lort, som du får kastet i hovedet – men også al skønheden. Nu da jeg er ved at være 100 år kan jeg godt fortælle jer: Det er værd at leve." 

"Beneath the Southern Cross" – primal i sin enkelhed – efterfølges af endnu en monolog, hvor Smith konkluderer med en opfordring til at "cross over, boys….cross over girls" Det er Smiths måde at sige det samme som Jim Morrison gjorde, da han sang "Break on Through (to the Other Side)" for et lille halvt århundrede siden.

Ikoner

Patti har i det hele taget aldrig undladt at hylde sine egne helte, fra netop Morrison tll en lang række andre (mod)kulturelle ikoner. I aften tælles såvel Janis Joplin, Jimi  Hendrix, Brian Jones og Joe Strummer blandt de faldne; Smith ærer også navnene på afdøde i egne rækker; fra Richard Sohl fra den oprindelige Patti Smith Group til Smiths egen, store kærlighed Fred "Sonic" Smith.

Triumfen synes tæt på total og de forreste rækker har for længst rejst sig, da bandet sætter punktum efter to timer. Vi har også fået "Because the Night," som blev skrevet i samarbejde med Springsteen dengang i halvfjerdserne, og da seancen kulminerer, er bifaldet massivt.

En passende kvittering for en koncert, hvor Smith på overbevisende vis minder os om , at hun også selv fortjener en plads oppe på parnasset sammen med sine egne helte. Fremragende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA