x
Majid Bekkas/Aske Jacoby/Stefan Pasborg: Liveindspilning, The Village, Vanløse, København

Majid Bekkas/Aske Jacoby/Stefan Pasborg, Liveindspilning, The Village, Vanløse, København

Majid Bekkas/Aske Jacoby/Stefan Pasborg: Liveindspilning, The Village, Vanløse, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var en noget speciel forestilling et særdeles lille publikum blev budt på i aftes. Efter et enkelt gig til bluesfestival i Ålborg, var den funklende nye trio Majid Bekkas/Aske Jacoby/Stefan Pasborg nu kommet til bassisten og produceren Thomas Vangs The Village, et meget brugt studie i Vanløse. Til en livekoncert, der skulle vise sig at blive fremragende.

Trommeslageren Stefan Pasborg tilhører de mere gudsbenådede på denne jord. Den stadig unge mand har akkumuleret en betydelig erfaring, og du kender ham sikkert bedst fra orkestret Ibrahim Electric, men det er kun toppen af isbjerget, når det gælder dette helt specielle talent. Med Ibrahim Electric begyndte Stefan for nogle år siden at samarbejde med gnawamesteren Majid Bekkas fra Rabat i Marokko, og det er altså en herre med et helt specielt udtryk og vingefang.

Via Peter Danstrup – bassist og mangeårig leder af Det Rytmiske Musikkonservatorium – har der i en årrække været god forbindelse mellem danske musikere og gnawakulturen i Marokko. Selv har jeg også i al beskedenhed haft en aktie i den historie, men de væsentlige samarbejder har altså været Danstrups arbejde med Mustapha Bakbou fra Marrakesh, med musikere som guitarist Mikkel Nordsø og trommeslager Ole Theill, og Stefan Pasborgs arbejde med Majid Bekkas. I maj var jeg meget involveret i at få Danstrup-Nordsø til den årlige festival i Essaouira, hvor de spillede to endda meget succesfulde koncerter, og i går var det så muligt at opleve Stefan Pasborg og Majid Bekkas, der havde fået den geniale idé at prøve Aske Jacoby af i denne sammenhæng. Det kom ikke som en overraskelse, at denne personlighed var det helt rigtige valg.

Aske Jacoby er midt i en spændende genfødsel. Just hjemkommet fra Los Angeles har han indspillet plade nummer to med geniale Jim Keltner og bassisten og guitaristen Tony Sherr. Jacoby har fundet sit helt eget udtryk som lækkert syngende eksponent for en tradition, der har byer som Memphis og Nashville som udgangspunkt, med en herlig og vuggende blues og en nyfunden stemme, der minder undertegnede om en John Hiatt. Det er altså en særdeles spændende forløb og et vaskeægte fund af identitet, som den danske sanger og guitarist har gang i. Og det var med blandt andet det i ryggen, at han gik ind i samarbejdet med Pasborg og gnawamesteren. Samt ikke mindst sin egen mesterlige tilgang, der både er eklektisk og stærkt original. Jacoby har alle dage haft en gnistrende musikalitet og har derfor været en elsket musikalsk samspiller i så mange sammenhænge på den danske rockscene. Og han er altså bedre end nogensinde.

Så det var et på alle mulige måder spændende møde. For Jacoby kan ikke alle de vestafrikanske koder, som en Niclas Knudsen har på rygraden, og det gjorde, at han bød ind med chops og lagde lyriske farver på musikken, så specielt veteranen Bekkas - som spiller i et utal af internationale sammenhænge - gav mig en masse lykkelige øjne, når Aske Jacoby tog fra i en solo eller lige tilsatte det uventede krydderi. Selv var Bekkas meget spændende at følge for en, der kender gnawamusikkens spilleregler. For han lånte en masse hist og pist, en rundgang fra den trance, nogle sætninger fra en anden og så altså de helt autentiske ting, der tager en med tilbage til Majids afdøde mester fra ungdommen. Så var det at gnawanattens ånder bankede på i Vanløse.

Rent konkret fik vi kompositioner som Merhaba Sidi Mimoun, Bania og hele udgaven - det vil sige tre afdelinger - af Lalla Aïcha, historien om den kvindelige djævel/skytsånd Aicha Qandisha, som er så elsket/frygtet i Marokko, men også hvor musikken er fremragende. Her var bandet vakse ved havelågen og klarede de to første afdelingers snørklede sangforedrag med de ikke helt logiske kor-input (koderne ligger i sprogets kald/svar-dynamik), men intuitivt slog de to danskere til og fik en i forvejen fedt nummer til at vokse og antage nye farver og udtryk. Det var et monumentalt forløb i koncerten.

Ind i mellem fik vi smagsprøver fra Aske Jacobys egne ting, og her er det tydeligt, at rollen som sanger/sangskriver falder ham stedse mere naturlig. Han har virkelig fundet sig selv her på den anden side af de 50.

Men det var når det kogte og alle tre bød ind, at koncerten voksede ud over alle grænser. Her ville Pasborg ubekymret gå ind og pille ved de koder, som er gnawaens indre og normalt spilles på de specielle metalkastagnetter, qaraqab. Hans ekstatiske spil på trommesættet var her helt uden sidestykke. Det er virkelig en verdenstrommeslager, vi har der.

Så alt i alt et møde, der gav kolossale løfter. Man må håbe, at den konstellation snart igen lader sig se på de danske scener, så flere får lejlighed til at mærke den vilde fusion.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA