x
Benjamin Booker: Atlas, Aarhus

Benjamin Booker, Atlas, Aarhus

Benjamin Booker: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

Sjælland har allerede haft fornøjelsen af Benjamin Booker to gange. I foråret gæstede han Lille Vega, og i den snart hedengangne sommer var han også forbi Roskilde Festival. Benjamin Booker er godt i gang med noget, som kan minde om en kometkarriere. Stærkt er det gået for den 26-årige amerikaner, der efter en ep udgav sit selvbetitlede debutalbum i 2013 (kom først i Europa året efter). I aften er det så Jyllands tur til besøg af Booker-banden. Atlas er et fint valg af lokale til amerikaneren og hans to medmusikanter, Max Norton på trommer og bassist Alex Spoto. I omegnen af 100 mere eller mindre dedikerede publikummer har lagt de noget pebrede 160 kroner på bordet for at komme i audiens hos Booker. Pebret, fordi seancen ikke kommer til at vare mere end 65 minutter. Kvalitet koster penge, bevares. Men så stor er oplevelsen heller ikke i aften.

Tages i kraven

Han ser ikke ud af meget, Benjamin Booker, da han omkring 21 spankulerer ind på scenen med et krus øl. Klædt afslappet og i gummisko kunne han ved første øjekast sagtens forveksles med en andetårs studerende på en amerikansk high school. Men da han først får smidt den elektriske guitar over skulderen, må en eventuel tvivl forsvinde. Manden er ude på noget. Hvad det er, er svært at greje, for samtidig med at musikken åbner sig som en vulkan, virker Benjamin Booker indelukket og kommunikerer stort set ikke med de fremmødte – og det havde uden tvivl været med til at forstærke det hele, når sangene trods alt ikke er stærkere, end de er.

Det hele er yderst sparsomt. Et trommesæt, nogle højtalere og et par mikrofoner er alt, der fylder scenen – og så naturligvis musikken. For da den først kommer i gang, fyldes rummet af blandingen af det heftigt punkede og rockede og forsangerens stemme, som på en og samme tid er desperat og blid. Til tider hviskende, men stadig farlig, for han synger seancen igennem hele sin sjæl ud i rummet. Vi tages i kraven og kastes rundt af guitaren, trommerne og bassen, som udgør en galop uden en egentlig destination.

Hastigheden er skruet op i starten med "Always Waiting", "Chippewa" og "Old Hearts", der er lidt svære at skelne fra hinanden, for der spilles efter samme opskrift – det er direkte derudad. Og det virker. Folk er med. Et par ungersvende oppe foran opildner de lidt mere civiliserede til at gå amok, men det bliver dog ved opfordringen, selvom folk kommer mere og mere med. Lyden strejker i starten, og Bookers boogie-rabalder overdøver konsekvent hans vokal. Heldigvis rettes der hurtigt op på det.

Lystige dansetrin

Galoppen indstilles en smule, og vi får andre sider at se. Både af Benjamin Booker, men også af Max Norton og Alex Spoto, som i "Slow Coming" bærer musikken udelukkende ved at spille på henholdsvis mandolin og violin. Her stiller hovedpersonen guitaren fra sig for en stund, og stemningen i musikken ændres radikalt. Booker viser her en mere afdæmpet og meget smuk side af sit sangtalent, hvor han hvisker ordene i stedet for at synge dem. Et af aftenens højdepunkter. Vi får også en herlig version af Ottis Reddings fantastiske"Shout Bamalama", og Bookers vel nok mest kendte skæring, "Violent Silver" høster velfortjent aftenens største bifald. At opleve forsangeren, når musikken spiller, er som en kærlighedsseance, hvor han danser og hele tiden er på tæerne. Ligesom en bokser. Han har lyst til det, han gør.

Der spilles ikke på mere end seks strenge, og oplevelsen bliver aldrig banebrydende. Booker har vel en fire-fem rigtig gode sange, hvor han ofte opererer med flere af de karakteristiske temposkift, og en sang ændres på et splitsekund fra en ballade til ruskende rock'n'roll. Det er her, han er bedst og skarpest. Alt andet er simpelthen hørt før. Helt sikkert værre, men også bedre. Til tider bliver koncerten for langtrukken. De instrumentale passager er ofte for lange, og især afslutningen med "Have You Seen My Son?", hvor Booker slutter af med at fremkalde støj og distortion, bliver for meget. Det bliver mere end irriterende, end det er eksperimenterende.

En blid uppercut fra en sikkert kommende stjerne. Bravo, Booker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA