x
Ole Christian Madsen: Steppeulven

Ole Christian Madsen
Steppeulven

Ole Christian Madsen: Steppeulven

GAFFA

DVD / Nimbus film
Udgivelse D. 22.08.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Jeg skal blankt indrømme, at det var med bange anelser - for ikke at sige med Nej-hatten trukket godt ned over ørerne - at jeg satte mig til rette med Ole Chr. Madsens nye film, som baserer sig løseligt på fortællingen om Eik Skaløe (1943-68) - søgende sjæl, Steppeulvene-forsanger og det nærmeste vi kommer på en rigtig rocklegende herhjemme.

Bange anelser, både fordi vi  - endnu -  ikke just har en stolt tradition for filmisk formidling af 1960'ernes kulturelle opbrud (de rædselsfulde halvfemser-folkekomedier "Fede tider" og "Det store flip" står som skamstøtter i celluloid, red.) herhjemme.
 
Og fordi manden bag den pinefulde Woody Allen-pastiche "Superclásico" måske ikke just synes at være den mest oplagte kandidat til at fortælle den vigtige historie om Skaløe og hans tid.
 
Nuvel: "Steppeulven" synes kun i meget begrænset grad at være en film om den faktiske Skaløe; forståeligt nok er instruktøren insisterende i sin fraskrivning af biografisk ansvar, når vi allerede ved filmens begyndelse orienteres om at den er "frit baseret på virkelige hændelser."
 
Ingen illusioner
 
 
Det er da heller ikke fordi, vi på noget tidspunkt i løbet af den  107 minutter lange film nærer nogen illusioner om at befinde os i København anno '66-'67 eller for den sags skyld inde i hovedet på den intellektuelle drømmer Skaløe.
 
I stedet ser vi nogle kønne, unge og talentfulde 2014-skuespillere lege hippier, idet der udfoldes en klassisk (ulykkelig) kærlighedshistorie, som i princippet kunne sagtens kunne være udspillet i en anden scenografi.
 
Og som på trods af udmærket skuespil aldrig helt formår at formidle den helt særlige, romantiske forbundethed mellem Eik og Iben, som man får indtryk af, hvis man læser den efterladte (og udgivne) korrespondance mellem parret.
 
Genskabelsen af en enkelt Steppeulvene-koncert fungerer sådan set hæderligt, men er til gengæld også noget af det eneste, vi i filmen hører til bandet, som sikrede Eik hans udødelighed; der dvæles bestemt ikke ved tilblivelsen af bandets eneste album, "Hip" (1967) og bandkollegerne Preben Devantier og Søren Seirup er praktisk talt fraværende i fortællingen. En forventelig skuffelse.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA