x
Mads Bjørn: Teltscenen, Wonderfestiwall

Mads Bjørn, Teltscenen, Wonderfestiwall

Mads Bjørn: Teltscenen, Wonderfestiwall

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Mads Bjørns koncert på Wonderfestiwall var en af dem, jeg havde set frem til. Var inde over for nogle år siden, da pladeselskabet Zewski udsendte tre vidt forskellige plader med betydelig spændvidde, hvoraf de to var Naja Rosas og Mads Bjørns debutplader. I begge tilfælde løftede man øjenbrynene og konstaterede, at seriøst nyt talent havde set verdens lys. Og det er der ikke ændret på her med to album i tasken.

Gearet på scenen signalerede retro, som så meget andet i disse tider. Navne som Yamaha DX7 og AKAI var dukket op fra firserhylden, og sammen med det en lyd, som ledte tanken hen på dengang New Romantics-bølgen regerede på noget af planeten og bragte os bands fra England og Scotland med navne som Echo and The Bunnymen og Simple Minds. Serveret foran et meget sparsomt publikum, der klokken 12 middag nok ikke helt havde fået gårdsdagens Bikstok-fyrværkeri ud af hovedet. Og det var lidt synd, for man forstod de tydeligvis dedikerede fans, der var dukket op og havde en fest.

Mads Bjørn er en dygtig sangsnedker med en stemme, der hiver fat i dig, og hvor der er en frasering, hvor der ligesom glides ind på tonerne oppe i øverste leje, så der skabes en unik signatur-frasering. Samtidig er musikken, de mange hints til trods, af moden aftapning, som har fået tid og plads til at udvikle en egen rejses identitet, og som - når det virkelig koger - bør kunne række ud og finde sit eget store publikum.

For Mads Bjørns falset opbyder dragende stræk af længsler gestaltet på smuk vis. Men - skal det siges - en skønhed der med akustisk guitar og for meget guitar i ryggen får én til at længes mod - om ikke skibskatastrofer, hærværk og pludselig død - så en slange i Edens have i form af et pus af skramlet ubehøvlethed, der kan lægge en kant.

Fedt i øvrigt at se de to Le-brødre fra det nye og lovende orkester ThrKngs i aktion på henholdsvis perkussion og guitar og en herligt kommenterende funkbas, når det passer Bjørnen at sætte i med en effektiv gang disko.

En god koncert med et band, der endnu ikke har fundet sin endelige form.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA