Reptile Youth: Teltscenen, Wonderfestiwall

Reptile Youth, Teltscenen, Wonderfestiwall

Reptile Youth: Teltscenen, Wonderfestiwall

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

I min bog er Reptile Youth med forsanger Mads D. Kristiansen i en klasse for sig, når det gælder DK og rock'n'roll. Når det krølhårede kraftbundt hamrer stemmen ud med fuld kraft, så naturlig falset berøres i toppen, mens han gestalter rockens legender på sin helt egen måde, rammes alt og alle. Så bliver området foran scenen et inferno, mens musikken skydes af med en intensitet, som få mestrer. Og hovedpersonen selv synes at få vinger i sin himmelflugt ud over sit publikum, der bare må være klar. Normalt tager han et kæmpespring adskillige meter ud, men denne gang slap vi med svømmeturene over hundredevis af hænder og affyringen af de rammende sange stående midt blandt - og på - folk.

En time havde dette formidable band fået i intervallet mellem den store scenes populære navne, De Eneste To og L.O.C. og det synes ikke at gå den fynske sanger og hans orkester på. Og de fremstod fornyet, efter at den mangeårige bassist var gået ud, og keyboardmand Simon Littauer fremviste det effektive basspil, som også Vinnie Who tidligere har nydt godt af. Ligesom vi bortset fra signatursangen Speeddance til sidst udelukkende fik numre fra de sidste par års udgivelser, og især fra den dugfriske ep, Away.

Og det friske materiale var perfekt for et publikum, der bestemt ikke lefler for nostalgien, men vil have frisk kød på bordet. Med sange som Lights, som Kristiansen har lavet med Esben Nørskov Andersen alias Rangleklods, fik vi forsangeren gestaltet som noget, der lignede Jesus Christ Superstar, men det virker, fordi han har så meget at have det i. Rockstjernen som profet har sin gang på jord såvel som i himlen. Ligesom han har en vidunderlig måde at levere den klassiske rockfortælling, hvor en stærk stemme bærer sangen og klinger, vibrerer, efter bas og trommer har sluttet en linje. Stående mejslet et øjeblik i rummet, inden et slag i lilletrommen og første tone på bassen bærer fortællingen videre.

Så det blev en koncert, der fortsatte den imponerende opstigning, som bandet har foretaget over de sidste år. De er for alvor ved at have den internationale erfaring, der eleverer dem langt udenfor vores sfære, og når så vi har en frontmand, der gestalter en Roger Daltrey fra The Who og My Generation eller har en Jim Morrisons karisma, fornemmer man, at det her kan nå meget langt. Stærke nye sange og løfter om en endda stor fremtid.

Samt altså den uimodståelige Speeddance til sidst, for lige at sætte det sidste aftryk, inden det var slut med rocken på Bornholm i denne omgang. Det kunne ikke gøres meget bedre. Jeg var fan i går og er det fortsat. Med fornyet glød.

Super koncert på klippeøens unikke festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA