Tina Dickow med gæster: Byparken, Aarhus

Tina Dickow med gæster, Byparken, Aarhus

Tina Dickow med gæster: Byparken, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Ligesom sidste år åbnede Aarhus Festuge i år med en stor, såkaldt uofficiel åbningskoncert under åben himmel. I 2014 var det med Thomas Helmig og TV-2 i Mindeparken, i år med Tina Dickow med gæster i Byparken, navnet på den til lejligheden skabte sammenlægning af Rådhusparken og parken foran Musikhuset i Aarhus C – eller midtbyen, som det hedder på de kanter. I øvrigt ganske tæt på dér, hvor Dickow tilbage i 1998, knap 21 år gammel, vandt talentkonkurrencen "Vi har scenen, har I musikken?", der for alvor gav hende troen på en musikalsk karriere.

"Ned fra Nord" var titlen på koncerten, hvor Tina Dickow fejrede sin gamle hjemby Aarhus – hvor hun er født og opvokset – og sit nye hjemland, Island, hvor hun har boet de sidste fire år med sin mand, den islandske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Helgi Jonsson. Lineuppen bestod derfor af Dickow og en række aarhusianske og islandske gæstesolister samt en enkelt færing – Færøerne ligger jo lige på vejen mellem Island og Aarhus.

Aarhus Jazz Orchestra og Michael Møller ****

Først skulle vi dog lige varmes op, og det blev vi med bigbandet Aarhus Jazz Orchestra med Michael Møller fra The Mountains og moi Caprice som solist og den islandske sangerinde Dísa på kor. Møller skilte sig lidt ud fra resten af de danske kunstnere ved ikke at være fra Aarhus – han er opvokset i Sæby og har det meste af sit voksenliv været bosat i København og Berlin – men er til gengæld en fremragende sanger med en fyldig og ekspressiv stemme med en umiskendelig klang af melankoli. Møller og bigband lagde ud med en fint swingende version af The Mountains' eget nummer af samme navn, inden de gik i gang med at fortolke fire indierocknumre i lange bigbandversioner.

Nærmere betegnet fik vi Blonde Redheads "Elephant Woman", Animal Collectives "My Girls", Joy Divisions "Love Will Tear Us Apart" og The Verves "Bitter Sweet Symphony", noget, der kunne minde om en playliste på P6 Beat. De fine bigbandarrangementer lagde sig forholdsvis tæt på de rockinstrumenterede – og aldeles fremragende – originaludgaver bortset fra de indlagte blæsersoloer og "Love Will Tear Us Apart", der var omdannet til en pompøs ballade. Det hele fungerede absolut udmærket, med fint kor fra Dísa, og Michael Møller gav flere gange udtryk for, at det var første, men forhåbentlig ikke sidste gang, han og bigbandet spillede sammen – "Jeg håber, vi kan indspille en indieplade med bigband, dem er der jo ikke så mange af," som han sagde. Det kan jeg kun bakke op om – dog gerne også med nyskrevne sange, Møller er jo en fremragende sangskriver.

Tina Dickow med gæster *****

Så var der tre kvarters pause, inden Tina Dickow gik på scenen og holdt en kort åbningstale, hvor hun venligt bad folk være stille, når musikken lagde op til det, og til gengæld meget gerne måtte "holde en fucking fest, når I kan høre, det bærer den vej". Så overlod hun scenen til Aarhus-koret Vocal Line, der fremførte en smuk sang på islandsk og gik igen. Herpå kom Dickow og band på scenen og gav os tre fine sange fra Dickow-bagkataloget, hvor især det ti år gamle hit "Nobody's Man" satte gang i fællessangen. Dickow var flankeret af den mangeårige samarbejdspartner Dennis Ahlgren på guitar og mandolin, af sin mand Helgi Jonsson på keyboard, kor og trækbasun, af den forholdsvis nye medmusiker Marianne Lewandowski på trommer og slagtøj og yderligere en guitarist og en bassist.

Nu, hvor mørket var ved at falde på, kunne man for alvor nyde den flotte bagscene, hvor lys på meget elegant vis blev kastet ind på en smuk konstruktion af træplader. Hvis man begyndte at uddele musikpriser til bedste sceneudsmykning (hvilket vel egentlig ikke er en helt dårlig idé, med alle de priser, der ellers er?), var der her et oplagt bud på en vinder.

Så overlod Dickow scenen til den unge islandske trio Samaris, der klædt helt i hvidt gav os to numre, et på engelsk og et på islandsk, med deres særegne blanding af elektronisk elektropop med sfærisk kvindevokal og det for genren usædvanlige instrument klarinet. Det var smukt, om end en del publikummer desværre ikke helt kunne holde løftet om at være stille i de mere lyttekrævende passager. "Spil noget, vi kender," var tydeligvis ønsket hos en del af de mere end 10.000 fremmødte.

Det fik de så, da Dickow kom tilbage og gav os hittet "Count to Ten" med en usædvanligt heftigt mellemstykke, inden Helgi Jonsson trådte frem på scenen og sang et vers fra den ifølge Dickow mest kendte danske sang i Island – Povl Dissing og Benny Andersens "Svantes Lykkelige Dag" – efterfulgt af hans egen "Run Wild" med Dickow på elegant banjo. Som kendere af Dickow vil vide, er Jonsson en fremragende sanger og solid sangskriver, og med hans smukke falset i front blev den flotte ballade et af aftenens foreløbige højdepunkter.

Stærk sirene

Banjospillet fortsatte, mens Dickow tog vokalen igen i sit nyudgivne, stærke uptemponummer "Spark", inden scenen blev overladt til færøske Eivør, der først var helt alene på scenen med sin store håndtromme og krystalklare, kraftfulde englestemme på det færøske nummer "Trøllabundin". Det fik i første omgang en del snak til at bryde løs omkring mig, men efterhånden forstummede den i respekt for Eivørs klokkerene kæmpestemme, der nåede helt ud i pladsens fjerneste hjørner og stod så skarpt, at den næsten kunne bruges til at beskære parkens træer, hvis det ellers skulle være nødvendigt. Endnu et magisk øjeblik, der fortsatte marginalt mindre intenst på hendes folk-orienterede nummer "Bridges", hvor bandet kom ind på scenen, og Dickow leverede fint kor.

Rollerne blev byttet om på Dickows egen "Someone You Love", hvor Eivør var en stærk duetpartner i et noget højere register end Dickows egen, absolut solide vokal. Så forlod Dickow og band scenen og overlod den til den islandske sanger og sangskriver Ásgeir Trausti, der heldigvis har fået et stort publikum langt uden for hjemlandet, hvor han er megastjerne. Kun medbringende en akustisk guitarist og korsanger og sin egen, fingerspillede akustiske guitar og længselsfulde, lyse stemme gav han os tre af de bedste numre fra sit islandsksprogede album "Dýrð í dauðaþögn". Her kunne publikum heldigvis overvejende være stille, og nu rejste de små hår på armene sig for alvor, mens de skønne, vemodige toner og parken med de smukt oplyste træer gik op i en højere enhed. Magien var næsten på niveau med dengang, Leonard Cohen betrådte scenen på samme sted tilbage i 2008. Fabelagtigt.

Så var Dickow tilbage på scenen igen med sin nyskrevne Aarhus-hyldest, "Pigen Ud Af Aarhus", hendes første sang på dansk. Et ganske charmerende nummer med gang i den, og det kunne da være spændende at høre flere sange fra Dickow på dansk. Efter hendes "Paper Thin" fik vi mere dansk, nemlig to sange fra Kjartan Arngrim, forsanger i Folkeklubben. Trods navnet er manden ikke spor islandsk, men fra Aarhus – og navngivet under inspiration fra de islandske sagaer. Kjartan fremførte med Dickow på kor, bandet i ryggen og Helgi Jonsson på trombone to af Folkeklubbens stærke sange, "Danmarksfilm" og "For Pengene", men overraskende nok ikke hittet "Fedterøv", som ellers nok ville have vakt jubel i parken med sit øjeblikkeligt ørehængende omkvæd.

Jakkesæt og islændersweater

Jubel skabte ellers Dickows egne "You Wanna Teach Me to Dance" og "Open Wide" og så aftenens sidste gæst og eneste ikke-annoncerede af slagsen. Dickow selv indrømmede, at det nok ikke var så overraskende endda, at hun selvfølgelig måtte have besøg af sin store inspirationskilde, mentor og tidligere byfælle Steffen Brandt. Denne overraskede til gengæld ved for en gangs skyld at være iført islændersweater som en hyldest til aftenens koncept, dog i kombination med det velkendte sorte jakkesæt. Dickow og Brandt, der adskillige gange har optrådt sammen tidligere, gav os to TV-2-duetter, "Randers Station" og "Hele Verden Fra Forstanden" og forlod scenen under den fortjente jubel, der altid følger, når Aarhus' førende skjald viser sig offentligt i hjembyen.

Dickow og band overlod nu scenen til koret Vocal Line, der med elegance og fantasi fremførte et Björk-nummer – hun var jo ikke til at komme uden om, som Dickow sagde – nemlig "Hyper-Ballad", komplet med oralpercussion. Flot, og heldigvis blev koret på scenen, da Dickow og band kom tilbage og leverede "True North", en hyldest til Dickows nye hjemland. Så var hovedsættet slut efter lidt over to timer.

Det blev heldigvis til tre ekstranumre, først to med band – den akustiske og smukke "Old Friends" med Helgi Jonsson på banjo, så den ligeledes afdæmpede "No Time to Sleep" med masser af fællessang med publikum. Og endelig – efter endnu en fremkaldelse – Dickow helt alene med den skønne "Room With a View", der ifølge hende selv var aftenens ikke planlagte indslag, men den eneste sang, hun kunne synge nu. For det har givetvis været en smuk udsigt fra scenen at se ud over mere end 10.000 glade, syngende publikummer i en smuk park i sin gamle hjemby, med Arne Jacobsen og Erik Møllers kulturkanoniserede rådhus på den ene side og Aros med regnbuen og det smukke Musikhus på den anden side, lige der, hvor det hele for alvor begyndte for 17 år siden.

En helt igennem fremragende aften, hvor en veloplagt Dickow, et stærkt spillende band og de mange, højt kvalificerede gæster fik bygget bro mellem Aarhus og Island med solide sange hele vejen og en passende fordeling af fokus på hovedpersonen og gæsterne. Den så ofte omtalte nordiske melankoli var til stede i mange af sangene, men også lyset, der er temaet for årets festuge. En regulær duet eller to mere ville ikke have skadet, men det er i småtingsafdelingen. Det er nu andet år, at Aarhus Festuge begynder med en stor, såkaldt uofficiel åbningskoncert under åben himmel med et folkeligt hovednavn med gæster. Det må meget gerne blive en fast tradition.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA