x
Trio feat. Annika Norlin, Joe Henry, Rhiannon Giddens: Atlas, Aarhus

Trio feat. Annika Norlin, Joe Henry, Rhiannon Giddens, Atlas, Aarhus

Trio feat. Annika Norlin, Joe Henry, Rhiannon Giddens: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I år er det tredje og tilsyneladende sidste gang, Aarhus Festuge arrangerer de såkaldte Trio-koncerter, hvor en musikertrio specielt sammensat til lejligheden spiller tre koncerter med hver tre solister på det intime spillested Atlas med plads til cirka 300 siddende gæster. Musikertrioen har alle årene bestået af den argentinske pianist Diego Schissi, den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og i 2013 og igen i år af den amerikanske bassist Tony Garnier. Årets første solister var svenske Annika Norlin og amerikanske Joe Henry og Rhiannon Giddens.

Hvor de tidligere Trio-koncerter overvejende har bestået af tre korte sæt med hver en solist, havde aftenens hold fordelt opgaverne således, at hver solist fremførte tre sange, mens de to andre sad og lyttede med bagerst på scenen, og så byttede rollerne – og det blev så gentaget i andet sæt.

Annika Norlin – bittersøde popsange med skarpe budskaber

Aftenens første solist var svenske Annika Norlin, der normalt udgiver musik under aliaserne Hello Saferide – når hun synger på engelsk – og Säkert!, når teksterne er på svensk. I aften var de engelsksprogede tekster i fokus, måske af hensyn til øvrige musikere, så de også kunne forstå dem. Det har de forhåbentlig nydt, for Annika Norlin skriver ordrige og skarpe tekster, hvor alvor og humor fletter fingre, ofte fra en original indfaldsvinkel. Eksempelvis i nummeret "I Was Jesus", hvor Norlin forestiller sig, hvad der var sket, hvis en række af verdenshistoriens vigtigste skikkelser som Jesus, Gandhi og Martin Luther King havde været kvinder. Formodentlig havde ingen lyttet til dem, fordi ingen havde taget dem alvorligt, højst været optaget af, hvordan de så ud.

De tankevækkende budskaber blev fremført med en bittersød vokal som let melankolske popsange, hvor Gustaf Ljunggrens akustiske guitar, mandolin og vokal spillede en fremtrædende rolle, mens Diego Schissis flygel og Tony Garniers kontrabas var mere diskrete, om end meget stemningsfulde. Fortrinligt, og man kan kun unde Annika Norlin større succes uden for hjemlandet, end hun hidtil har opnået med sine hidtil seks album. Hun har i den grad på talent og noget på hjerte.

Joe Henry – ekspressivt og eftertænksomt

Joe Henry er en erfaren herre med hele 13 studiealbum på bagen samt producerarbejde for blandt andre Solomon Burke, Aimee Mann og Elvis Costello & Allen Toussaint, ligesom han har skrevet sange med blandt andre sin noget mere kendte svigerinde Madonna. Også Joe Henry har fokus på sine tekster, eksempelvis hans åbningsnummer "This Afternoon", der handler om revolutionen på Cuba i 1959 set gennem en 11-årig drengs øjne.

Ordene var heldigvis lette at høre takket være Henrys store og ekspressive stemme, hvor tonerne ofte blev holdt længe i de eftertænksomme sange – ikke ulig førnævnte Costello i dennes mere croonende øjeblikke a la "Painted from Memory"-albummet. Under Henrys numre kunne man flere gange opleve Gustaf Ljunggren på såvel klarinet som basklarinet, og de længselsfulde toner gav sammen med det jazzede klaver yderligere nuancer til lydbilledet. Fornemt.

Rhiannon Giddens – musikalsk historieundervisning med power

Aftenens sidste solist var sangerinden, sangskriveren og banjospilleren Rhiannon Giddens, der også er frontfigur i americanabandet Carolina Chocolate Drops, hvis Grammy-vindende album "Genuine Negro Jig" i øvrigt er produceret af Joe Henry. Giddens lagde ud med at fortælle, at hun havde læst en masse amerikansk historie, ikke mindst om slaveriet, hvilket var inspiration til hendes første nummer, "Julie", en dialog mellem en slave og dennes ejer umiddelbart efter ophævelsen af slaveriet, inden soldaterne kommer for at befri slaverne.

Så var der dømt musikalsk historieundervisning fra den stærkt syngende Rihannon Giddens, hvis dybe og kraftfulde, soul- og gospelpåvirkede vokal og skarpt klingende banjo var lyden af flere hundrede års undertrykkelse af de sorte i USA. Det fortsatte med folke- og arbejdersangen "Water Boy", der blandt andet er blevet sunget i amerikanske fængsler, af sorte indsatte. En gælisk folkesang sunget a cappella med imponerende styrke afsluttede første sæt og udløste begejstrede klapsalver. 

Kristent klimaks

Andet sæt bød på en gentagelse af arbejdsfordelingen på samme høje niveau, med et par tilføjelser: Joe Henry akkompagnerede Rihannon Giddens på en enkelt sang, og da hun sluttede med gospelnummeret "Up Above My Head", var det med først Joe Henry og Annika Norlin på call-response-kor, dernæst hele salen, så man næsten blev helt religiøs. Vi fik ligeledes soloer fra de tre fortrinlige musikere, også Tony Garnier, der i egenskab af bassist ikke kom så meget i fokus, om end han i bogstaveligste forstand var bundsolid hele vejen. Som ekstranumre gav de tre solister hver en sang.

Det er altid spændende, når tre ganske forskellige solister og ditto musikere finder sammen i et fælles musikalsk udtryk, og det skete i den grad her sidst i koncerten. Trio-konceptet havde endnu engang vist sin styrke, og det sker forhåbentlig også, når det vender tilbage 1. september med Billy Bragg, Joe Henry (igen) og Grant-Lee Phillips og 5. september med Daniel Lanois, Randi Laubek og M. Ward. Vi ses!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA