x
Papa's Got A Brand New Bag feat. Al & Kuku Agami: Operaen, Christiania, København

Papa's Got A Brand New Bag feat. Al & Kuku Agami, Operaen, Christiania, København

Papa's Got A Brand New Bag feat. Al & Kuku Agami: Operaen, Christiania, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Afsættet er James Brown, men lyden så original fra disse københavnske veteraner, der i den grad fik skovlen under mig i går. Derfor denne anmeldelse.

Med bandnavnet opkaldt efter mesterens gennembrud med en betydning, der i slang roser ældre mænd, der trodser tabu og bare må ramme dansegulvet, har en stribe veteraner på den københavnske ska- og funkscene i måske et kvart århundrede kørt dette unikke orkester. Med en lyd, der indbefatter Polix Haupmann - aldrig kendt som andet end Polix - på umiskendelig Chicken Scratch-guitar - som det sig hør og bør, siden legendariske Jimmy "Chank" Nolen befandt sig på planeten sammen med The Hardest Working Man in Show Business. Dertil Christian Veitner på en bas, som var noget af det mest underspillet kompetente, jeg har hørt her i landet meget længe. Og en hornsektion der var så downright dirty og ikke overdriver tingene, stillede orkestret på denne aften op på Operaens suveræne scene med brødrene Agami og en engelsk-nigeriansk rapper, der lige er flyttet til landet og bærer kunstnernavnet Cobra Commander.

Via de tre i front blev der skabt et dybt funky forløb, hvor Al Agami endnu engang fik understreget, hvor unik en performer, han er, og hvor Kuku Agami hurtigt fandt ind i rollen som en slags korsanger for storebror, for hvem han unisont støttede de vigtigste linjer, rappet med 100 kilometer i timen med broderlig indforståelse, der var et studie i lydhørhed. Mens Cobra Commander, der til daglig hedder Martin Okezhe, ville entre scenen fra tid til anden og affyre rim, der var rytmisk spændende og kontrolleret med noget af den samme snert, som da Wu Tang Clan var på deres højeste.

Orkestret tager jo udgangspunkt i James Brown, men på en aften, hvor groovet var det fælles sprog, var der så mange hints til bands som The Meters fra musikerne, der i den grad har høstet af erfaringernes kilde, siden jeg sidst så dem for et par årtier siden. Med en tidligere Bikstok-trommeslager i form af Leon Lundrup, som lagde bunden og Anders Vestergaards dybt funky orgel-chops og filmiske kommentarer, var der hele tiden en fantasifuld underskov, som de tre rapperes samtale kunne danse ovenpå. Det var tydeligt, hvor fedt det var at stå på den scene med det band, der bare havde en unik aften på Staden.

Ligesom publikum på den intime scene var helt oppe at støde, som de også havde været det tidligere, da den kvindelige Dj Ray spillede dem helt ned under gulvbrædderne med soul fra 1970'erne. Det var nostalgi, så det drev ned ad væggene.

Det var bandet ikke. Tværtimod fik vi musik der opstod på stedet med et væld af viljer og tonstung respekt for Mr. Soul. Og en aften af de sjældne.

Lad dette blive starten på en æra for en stribe veteraner, der kan spille de fleste sønder og sammen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA