x
Wings: Venus and Mars, 2 cd, Paul McCartney Archive Collection

Wings
Venus and Mars, 2 cd, Paul McCartney Archive Collection

Wings: Venus and Mars, 2 cd, Paul McCartney Archive Collection

GAFFA

2 x CD / Universal Music
Udgivelse D. 11.02.2015
Anmeldt af
Henrik Friis

Inden solo-albummene Tug of War og Pipes of Peace genudgives i løbet af oktober som del af Paul McCartney Archive Collection-serien, skal vi lige have de foregående arkiv-udgivelser med, bl.a. Venus And Mars fra den midterste periode af Wings' eksistens, 1975.

Jeg hører helt klart til den gruppe, der dengang havde det endog meget svært med Wings. Sange på klart lavere niveau end i 60'erne, alt for letbenet pop, ja, fortsæt selv kritikernes anti-remse fra dengang… Og sådan er det til dels stadig, selv om årenes gang hár slebet de allerskarpeste kanter af kritikken så bl.a. Band On The Runs kvaliteter er accepteret. Sådan da... ;-)

Tag nu Maccas kunstige hyldest til stadion-koncerter i Rock Show – effektiv rock, men var det ikke en tynd, tynd historie? Eller You Gave Me the Answer's gentagne flirt med traditionel engelsk musichall – var den ikke hørt mindst lige så godt i Fab Four-tiden (When I'm Sixty Four, Honey Pie etc.). Eller Queen-afsmagen i Magneto and Titanium Man, og endnu værre det helt uforståelige stemnings-plagiat af Pink Floyds Money i guitaristen Jimmy McCullochs dope-rocker Medicine Jar? Eller det rent ud forfærdelige kor i Spirits of Ancient Egypt. Og så Listen to What the Man Saids letvægts-pop….

Ok, den sidste sang ér kommet over på plussiden i min bog nu, men ved genhøret kniber det altså stadig for de andre her 40 år efter, hvor det i stedet er inderlige Love in Song, sump-groovede Letting Go og så Call Me Back Agains ballade-rock med McCartney i opofrende Oh Darling-form, der hiver min genoplevelse sådan nogenlunde hjem.

At albummet – uanset kritik – endte som multi-millionsælger og international hitliste-topper ændrer ikke ved, at det ér et album som smager meget af den tids letbenede lyd (discoens æra) og ujævn sangskrivning målt med McCartney-alen. Og midt i indlemmelsen af guitaristen Jimmy McCulloch og trommeslager Joe English i Wings (ud over guitarist Denny Laine og Linda McCartney) bærer albummet også præg af McCartneys (mislykkede) forsøg på at gøre alle til ligeværdige bandmedlemmer – ellers var Medicine Jar aldrig sluppet gennem nåleøjet. Og det skulle som bekendt blive endnu værre på efterfølgeren at The Speed of Sound.

Bonus-cd et stort plus
Til gengæld er bonus-cd'en med 14 numre et kæmpeplus for fans, og beskriver en meget produktiv tid for gruppen og gode McCartney-takter. Den inkluderer ikke bare radio-rockeren Junior's Farm og flere andre sjældne a- og b-sider, men også den svedige sej-rocker Soily og New Orleans-inspirerede Baby Face fra Wings-tv-filmen One Hand Clapping (som forblev uudgivet indtil Band On The Run-arkivudgivelsen).

Der er også Going To New Orleans, som er en mere rå/bedre udgave af My Carnival-singlen. Og et hidtil uudgivet, fint mix af country-agtige Hey Diddle. Plus en kærligheds-mørk McCartney bag solo-pianoet i uudgivne Let Love. Endelig er der blandt flere early takes også en demo-version af sangen 4th of July, hvor McCartney, kun udstyret med sang og guitar, giver en næsten Lennonsk hudløs melanko-ballade videre til sangeren John Christie. Det meste heldigvis i produktioner, der stikker af fra den gængse (Wings-)sound dengang. Så vi med forstenede antipati'er også kan være med.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA