x
Karl William : Train, Aarhus

Karl William , Train, Aarhus

Karl William : Train, Aarhus

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Arkivfoto

Den fremadstormende aarhusianer har det seneste år rejst land og rige rundt med sit efterhånden lettere imponerende bagkatalog, som i maj fik sig endnu et medlem med udgivelsen Placebo. Med en moderne blanding af en hengiven soul-stemme og tunge, dubbede rytmer har det knap 20-årige stjerneskud sunget sig frem til en solid fanskare og en mængde omtale, som er sjældent set hos en fyr, der lige har forladt skolebænken og gymnasiefesterne.

På en ruskende tidlig efterårslørdag aften vendte Karl William så tilbage til hjembyen, hvor Train skulle lægge rammer til ham og hans medbragte orkester, samt et velmødt og særdeles ungt publikum. Tankerne drev derfor hurtigt tilbage til gymnasietiden, hvor en lørdag aften aldrig stod stille, og venskaberne eksisterede i lige høj grad, som hverdagsundervisningen var overflødig.

Den generte karakter lod sig overmande

Karl William havde kammeraterne fra Headshop med i turbussen, og det var denne duo, som skulle stå for at få publikum i gang. Har man at gøre med et lørdag-aftenspublikum, og endda af den unge slags, som denne anmelder til aften var vidne til, skal der ofte ikke meget til, før publikum er at finde oppe under loftet, skrålende og med et massivt alkoholindtag. Headshop havde derfor heller ikke langt til mål, da duoen begav sig ud på Trains scene, hvor dubbede rytmer hurtigt lod sig flyde ud over spillestedet og satte sig tungt i publikums brystkasser.

Desværre var Headshops engagement i, hvad der ellers er lidt af en ærefrygtig opgave, næsten umuligt at få øje på, da duoen autotunede sig igennem et kun 15 minutter langt sæt. Det er som om, at mange yngre bands finder arrogancen før meget andet, hvilket er en skam, da der ofte kan være en del at arbejde på i musikken. Man blev derfor desværre efterladt med en oplevelse af et band, hvis supportjob måske mere var en vennetjeneste, frem for et forsøg på at vise Danmark noget, der var værd at holde fast i.

Men nuvel, det er jo heller ikke udelukkende opvarmningen, publikum tropper op for at op for at høre, hvilket denne aften også lod sig være tilfældet, da en lille, tæt og krølhåret ung mand genert begav sig ud på scenen. Med en tilbageholdende hilsen til hjembyen begav Karl William og hans medbragte orkester sig ud i den basprægede "Mit Gode Skind", som satte sig i publikums skuldre og hofter, og der blev derefter rokket med til rytmerne af aftenens sæt, der ifølge Karl William selv både bød på nyt og "gammelt".

Det nye i form af maj-udgivelsen Placebo, der fandt sig stærkt repræsenteret på aftenens sangliste, og det gamle med relation til sidste års udgivelse, ep'en Døende. Karl William spurgte herefter, om det hele var "fint nok at høre på", hvilket blev mødt af et publikum, der lod sin entusiasme udtrykke med hænderne i vejret, og det var en entusiasme, der var svær at forbigå, hvilket specielt kom til udtryk hos aftenens hovedperson, hvis ellers generte karakter hurtigt lod sig overmande.

Det positive ved melankoli

Karl Williams seneste udspil rummer meget melankolske undertoner, hvilket på sin vis står i kontrast til de dansable rytmer, som albummet er bygget op omkring. Forklaringen på denne lidt mærkværdige sammensætning fik dog også forklaringer med på vejen i løbet af aftenens koncert, hvor nummeret "Ensom" i særdeleshed stod som et pragteksempel. Badet i det kolde, blå lys formåede Karl William at give et glædeligt pift til teksterne om en problemfyldt teenagetilværelse, der samtidig var med til at forstærke forbindelsen mellem frontmand og publikums fortolkning.

Det medbragte orkester virkede dog til tider en anelse overflødigt med sine blandt andre tre mand på keys og elektroniske beats, hvilket også kom til udtryk i orkestrets manglende udadvendthed. Fokus var derfor hurtigt lagt udelukkende på Karl William, hvilket var en skam, da fremførelsen af musikken naturligvis har lige så stor betydning som den vokale fremtræden.

Der blev dog gjort rigeligt for underholdningen, hvilket kom til udtryk, da Headshop-vokalisten blev budt på scenen til en duet på Headshop-nummeret "Fejlmelding". På trods af at dette nummer er lavet som en duet mellem de to parter, var Headshops gæsteoptræden dog fuldkommen unødvendig med sin overflod af autotune og en energi, der ikke helt fulgte Karl Williams egen, meget tilbagestående og nedtonede fremtoning, som ellers hidtil havde fungeret rigeligt.

Besøget var dog kortvarigt og blev hurtigt afløst af en råbende flok fyre blandt publikum, hvilket for et øjeblik slog den generte Karl William en smule ud af kurs i sin introduktion af aftenens sidste nummer "Placebo". Karl Williams engagement, som aftenens optræden bar særligt præg af, gjorde derfor også hurtig brug af dette alternative indspark, der formåede at sende publikum ud i en afsluttende og i øvrigt meget naturlig fællessang på det oplagte omkvæd. Dette stod derfor som et bragende eksempel på en musiker, som formåede at bruge sit publikum på bedste vis, og trods en stadigt voksende status i det danske musikmiljø var Karl William denne aften at se fra en side, hvor publikumsinddragelsen endnu ikke har taget overhånd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA