x
St. Prostitute: Glorified

St. Prostitute
Glorified

St. Prostitute: Glorified

GAFFA

Album / Target Records
Udgivelse D. 07.08.2015
Anmeldt af
Keld Rud

På deres andet album fortsætter københavnske St. Prostitute deres tilbedelse af beskidt, rå guitarrock, hvor finesserne ikke er nær så vigtige som energiudladningerne. Heldigvis har de oprustet gevaldigt, når det drejer sig om at få skrevet noget godt solidt materiale, og det er den altafgørende grund til, at Glorified er et væsentligt bedre album end debuten. Selv det svageste nummer, Scream, er ganske habilt. Læg dertil to håndfulde pågående rocksange, der ikke godtager nej som et svar på de konstante tilnærmelser, men i stedet bombarderer lytteren med hook lines, riff og soli, og du har et effektivt lydspor til festen eller køreturen.

Den største svaghed, der er at spore på Glorified, er den manglende variation. Frem til den afsluttende Such a Bliss, der faktisk får rettet en smule op på det med sin keyboard-inficerede melankoli, gøres fortrinsvis brug af to gear. Hvilket også betyder, at nogle af sangene kan minde om hinanden. Det bør være et indsatsområde for bandet fremadrettet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA